Tæppevælgere
En halv million gulvtæpper i danske vælgerhjem har slidte midterbaner - Fra udsendelsen ”Nærkontakt” Danmarks Radio 2. januar 1983

Uden at vælgerne har ønsket det, handler valget om et systemskifte. Hvis vælgerne vil, er det de to blokkes tid. Englændernes og amerikanernes mønster bliver også det danske.

Ikke bare folket, men også partierne, som spiller en nok så stor rolle i folkestyret, er taget på sengen. Vælgerne samler sig ad højre til hos Schlüter , og hvad skal Anker Jørgensen svare andet, end han har gjort - han må samle, hvad der har ægte venstrenavn i Socialdemokratiet.

Men hverken vælgerne eller partierne rede til at træde ind i det ny politiske landskab. Vi står uden brugbare kort. Intet dansk parti har sædvaner, der gør et liv med to blokke muligt. Ingen af blokkene har i valgkampen hjulpet os blot med eet ord om, hvilken ny frihed de vil tilbyde os, når de nu vil tvinge os til at samles på hver sin side af kløften.

Hvad stiller Henning Christoffersen op, når vælgerne nu tilsyneladende selv laver den sammensmeltning af Venstre og Det konservative Folkeparti, som alene Venstres folkelige tradition hidtil har hindret? Hvad gør Poul Schlüter for at ændre de konservative skikke, så de omfatter et frisind, der også rummer kristelige, centrumdemokrater, radikale, fremskridtsfolk og Venstre-folk?

Anker vil samle modstanden mod konservatismen. Han kan, som bordet er dækket, ikke vælge anden stol. Hovedretten går måske hans næse forbi ved dette valg - men der er jo en anden ombæring i sigte, hvor socialdemokraterne som følge af blok-delingen kan ende med at få flertal alene - som det gang på gang er sket i alle landene nord, syd og vest for os.

Men det danske socialdemokratis særpræg er jo, at det er indrettet på den form for folkestyre, der bygger på mindretallenes samvirke . Anker Jørgensen kan utvivlsomt vente sig også liberale vælgere ved dette valg. Liberalismens danske historie er i høj grad vendt mod konservatismen. Men Socialdemokratiet kan vel ikke byde liberale til samling med sig i en blok-deling uden forud at tilkendegive , hvilken frihed nye vælgere modtages med.

Socialdemokratiet vil ikke vide af afvigere, af fraktioner. Socialdemokratiet smider folk ud, der stiller sig på valglisten hos Folkebevægelsen mod EF. Det er til at leve med i et folkestyre, der bygger på mindretal, for her er der valgmuligheder nok. Men når der blæses til samling i to blokke, må vi da som vælgere forud have en tilkendegivelse om hvordan fremtidens partier ser ud

Hvilke arbejdsvilkår er der i Det konservative Folkeparti for den socialist, der som Robert Pedersen er utilfreds med Socialdemokratiets udenrigspolitik? Hvilke arbejdsvilkår, hvilket frihedssyn tilbyder Anker Jørgensen de mange fra Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti , som på ikke-socialistisk grundlag denne gang gerne ville samles med ham.

Blok-delingen er ikke skabt efter folkekrav. Den tvinges ned over vælgerne Tvangen fører til, at vi er mange, der denne gang uden lyst må stemme andre steder, end vi plejer. Men vi er jo hverken kvæg med grime eller burhøns. Vi må da i det mindste have et krav på at tage stalden i øjesyn, måle lænkernes længde eller burenes bredde. Poul Schlüter og Anker Jørgensen må, da det nu er dem, Niels Helveg Petersen tilbyder os, sige os, hvilke ændringer blok-politikken medfører i deres partier.

Kan en modstander af NATO blive opstillet i Poul Schlüters parti uden en afstandtagen fra partiledelsen, som det skete, da Glistrup med sin telefonsvarer ville opstilles hos de konservative?

Kan en ikke-socialistisk tilhænger af organisationsfrihed, en modstander af parti-tilskud fra arbejdsmarkedets parter, en karensdagstilhænger blive opstillet hos socialdemokraterne? Kan et menneske, der spontant i en drøftelse i folketingssalen får lyst til modsigelse af partiet, tage ordet uden først at spørge folketingsgruppen ?

I tilbyder os en blok-deling, vi ikke har bedt om. Vi må tilpasse os et systemskifte, men har I ikke noget at byde på til gengæld? Vil I et engelsk eller amerikansk mønster i folkestyret, må vel rummeligheden i disse vestlige blok-systemer følge med oven i handelen. Eller  er vi blot bergmannske teaterbørn, der frarøvet alt fra det gamle hjem som kvæg føres til tæppebankning i bispens gård, mens Niels Helveg Petersen spøger i Jørgen Jørgensens frisindede skikkelse ved det gamle brugsklaver?

Tallene viser, at jeg spørger på godt en halv million vælgeres vegne. Vi ved godt, det er sidste gang, vi har magt. Det er os, der denne gang skifter parti, men hverken ståsted eller holdning - det er os, der afgør valget.

Blokkene kan kæmpe til den sidste dag om alle de andre vælgere , men vi er den halve million, der åbenbart for sidste gang i dansk folkestyres historie udgør tungen på vægtskålen.

Vi kan dog ikke fejre et nyt systemskifte ved – med et udtryk af Politikens gamle mester-kronikør Svend Thorsen - at vade over Rubicon med træskoene i hænderne. Tager vi afsked med folkestyret i sin hævdvundne danske form for at samles på hver sin side kløften, så må vi dog for historiens skyld - 83 år efter det seneste systemskifte - vide, hvordan vore nye parti-hjem skal indrettes .

Niels Helveg Petersen, hvis sidste rest af folkelighed hentes på fodboldbanen, mener jo selv, at han går efter bolden og ikke efter manden. Det er derfor, han følgestrengt har peget på Schlüter og lader sin tidligere tilhængere om at svare Anker, mens Bertel Dahlgaard, Christmas Møller og Hal Koch spøgelsesagtigt triller bolden på museum.

Det ufolkelige blok-mønster er skabt fra oven. Det blev til på Christiansborg, da Det radikale Venstre svigtede sit livsgrundlag siden 1905 - at være den tredie mulighed mellem liberalisme og socialisme. Det radikale Venstre har - med Peter Munch som huemoder - fået sit navn i modsætning til liberalismen og som socialismens modstykke.

Det skal godskrives Niels Helveg Petersen, at han meget længe var arvens værner - langt ind også i denne regerings tid. Men da det kom til stykket, der for Det radikale Venstre altid har været parlamentarismen, skulle det vise sig, at han for længe havde været Hilmar Baunsgaards politiske ordfører. Niels Helveg Petersen og partiet med ham godtog en parlamentarisme, der undtager udenrigspolitik.

Systemskiftet til blokkene har haft fem fødselshjælpere: Aksel Larsen, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Sørensen og Henning Christophersen.  Larsen, der ville gøre Socialistisk Folkeparti stueren og drøftede fællesregering med Jens Otto Krag. Hilmar Baunsgaard, der med kort vælgertække sveg Det radikale Venstres livsgrundlag og gik i regering med den konservative Poul Sørensen, som samtidig måtte æde sit livsmål i sig: - at udrydde Det radikale Venstre. Og Henning Christophersen, der gik i regering med socialdemokraterne.

Alt blev muligt på Christiansborg, fordi grundsyn og ånd ikke længer var stopklodser. Sådan blev vælgeren, frigjort fra livsholdninger, til en politisk landstryger. Sådan blev valgdagen til en børs, hvor det handlede om at sikre sig aktier i det parti, der stod til kursstigning.

Det særprægede ved valgets blok-deling er netop, at den er uden grundsyn og ånd. Vi fik ikke systemskifte i 1901, fordi vælgerne pludselig som i denne jul fandt to mandler i julerisengrøden. Kampen gennem tre årtier stod ikke mellem Estrup, Berg og Hørup. Kampen stod mellem forskellige grundsyn - den var båret af ånd.

Jamen, handler valget 1984 da ikke om penge, arbejdsløse og atombomber? Jo.

Men valget handler også om folkestyrets særegne danske udgave. Magthaverne giver os et systemskifte som tillægsgave. Åbenbart ikke den slags gaver, der hævdes at være de bedste - de gaver, der ligger tanker bag.

Vi er en halv million, som afgør dette valg. Vi venter svar på, hvilke tanker Anker Jørgensen og Poul Schlüter gør sig om den politiske frihed, ytringsfriheden og vælgernes øvrige vilkår i de blokke, vi opfordres til at træde ind i.

Jeg ved godt, at ingen af de to er politiske narre. De har regnet ud, at den halve million stillet over for blokkene efter al historisk erfaring vil blive sofavælgere den tiende januar, således at ordet tiende får dobbelttydning i år, og således at blok-tildelingen i endnu højere grad vil fremtræde som godstemplet af dem, der stemmer.

Men vi er heller ikke narre. Vi er ikke sofavælgere. Vi er tæppevælgere. En halv million gulvtæpper i danske hjem har slidte midterbaner, hvor blok-politikkens hidtidige modstandere i ustandselig traven tager tilløb til blok-systemskiftet over Rubicon.

Og jeg kan lige så godt advare på forhånd: Al viden om vælgernes færden udsiger, at ikke hele den halve million er til købs for et forslag om blok-tilskud til udskiftning af gulvtæpper. Og får jeg ikke svar, kender jeg det politiske liv godt nok til selv at kunne tyde. Så er det tæppebankerens tid for tæppevælgerne. Tæppebankeren kommer altid først frem, når ja-ordet har lydt , og brudekjolen ligger krøllet på gulvet sammen med risengrynene.

© Poul Erik SøeFra udsendelsen "Nærkontakt" Danmarks Radio 2. januar 1983

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside