Sammenhæng
Nytårstale på Uldum Højskole 3. januar 1982
Hvad solskin er for det sorte muld,
er sand oplysning for muldets frænde;
langt mere værd end det røde guld
det er sin Gud og sig selv at kende;
trods mørkets harme,
i strålearme
af Lys og varme
er Iykken klar!

Som solen skinner i forårstid,
og som den varmer i sommerdage,
al sand oplysning er mild og blid,
så den vort hjerte må vel behage;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er hjertensfryd!

Som urter blomstre og kornet gror
i varme dage og lyse nætter,
så livs-oplysning i høje Nord
vor ungdom blomster og frugt forjætter;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
er frugtbarhed!

Som fuglesangen i grønne lund,
der liflig klinger i vår og sommer,
vort modersmål i vor ungdoms mund
skal liflig klinge, når lyset kommer;
trods mørkets harme,
i strålearme af Lys og varme
er røsten klar!

Vorherre vidner, at lys er godt,
som sandhed elskes, så lyset yndes,
og med Vorherre, som ler ad spot,
skal værket lykkes, som her begyndes;
trods mørkets harme,
i strålearme
af lys og varme
vor skole stå!
(Grundtvig1856)

Rasmus Sørensen, som lavede Uldum Højskole, for 134 år siden - om fem dage, havde i sin højskoleplan et fuldstændigt nutidigt krav med. Højskolen skulle være præget af et tilbud om sammenhæng.

Selvsagt havde Rasmus Sørensens højskole også et udbud af vidt forskellige fag, men hovedopgaven var at forsøge på elevhold for elevhold at skabe et fællesskab, i hvert fald at pege på fællesskabets muligheder, så der kunne anes sammenhænge, i tænkning, følelse, tro og tilværelse.

Fra midten af vort eget århundredes tressere blev det på ny god skoleskik, men mange steder havde det været væk i mellemtiden. Det blev også for godt ti år siden god journalistik at tale om, at fjernsyn, radio og aviser skulle pege på sammenhænge.

Kravet er måske endda mer forståeligt nu end på Rasmus Sørensens tid. Det viser, han har været forud for sin tid, og det afdækker mangel-følelsen i vor egen tid. Lige nu taler vi om Polen og om Israels overtagelse af Golan-højderne. Sidste år var det Iran og de amerikanske gidsler. Sker der ikke noget i Iran nu? For endnu længere siden var det Vietnam? Sker der ikke noget i Vietnam nu? Afghanistan er gået af forsiderne. Carter er gået på pension. Ritt er gået fra taburetten. Arbejdsløsheden er gået hen over trehundredtusind-grænsen. Reallønnen er gået ned. Det er ingen nyhed, at livet opleves som glimtvise meddelelser, lammende og overvældende, men det er en nyhed, at vi kræver sammenhæng i nyhederne.

For halvandet hundred år siden blev en kvinde under fastelavnsoptøjer i Nykøbing Mors dyppet i en balje vand. Da den meddelelse voksede undervejs, endte den i amerikanske aviser på forsiden. Her hed det sig, at fiskerne i Nykøbing Mors havde fanget en havfrue, det første levende eksemplar. Sagen blev aldrig undersøgt, aldrig af nogen journalist bragt ind i sammenhæng med fastelavnsløjer. Et helt amerikansk slægtled gik i graven i den tro, at havfruer var til, i hvert fald eet sted, nemlig i Limfjorden.

Det vrimler med tilfangetagne havfruer i den virkelighedsopfattelse, vi får fra overfladisk avislæsning og fjernsynskigning. Vi er historieløse, det vil sige uden sammenhæng, fordi mange af vore holdninger skyldes overfladiske meddelelser og overfladisk modtagelse hos os selv. Der basker en havfruehale i vore skråsikre meninger, fordi det overfladiske tages for sandhed.

Skulle man her ved nytårstid tro TV-Avisens modemedarbejder, så er der ikke noget, unge er mer fristet af end habitter. Tre-fire habitter pr. ung mand - det er hverdagskost. Sådan måtte årets journalistiske udgave af nytårsudsalget forstås.

Kigger vi ud over salen her, så rummer TV-Avisens meddelelse næppe hele sandheden. Men enhver gammel bedstemor sukker glad og veltilfreds, hvis habitten kommer tilbage, så bliver alting fredeligt og godt. Men dem, der har læst Broby Johansen, får kjolelængde-skræk og pressefolde-angst i øjnene. De lytter til habit-nyheden med den viden, at når unge, som nedslaget rammer hårdest, vil gå finest klædt, så er krigen nær. Tøjdyrkelse, lange kjoler og vat i skuldrene er nedgangstegn i moden, ligesom lilla er depressionens farve. Bedstemødrene og Broby-Johansen-læserne har hver deres sammenhæng, og af sammenhængen springer deres opfattelse af, om vi går mod dårlige eller gode tider.

Nu er talen om sammenhæng ikke så ligetil, som jeg gør den her. At påstå sammenhæng i verden og tilværelsen er selvsagt påstand. Det er en holdning, man kan vælge. Det er en sandhed, man kan vælge sig. Sandhed findes ikke i anden forstand end ved valgets afgørelse.

Hvordan dog tale om sammenhæng, når det hele ser så tilfældigt og kaotisk ud. Ja, det er tilmed kommet dertil, at vi egentlig opfatter mennesket som det, der skaber tilfældigheden. Vi siger til hinanden, at der også er en menneskelig faktor. Men når vi taler om den menneskelige faktor, så er det altid om mennesket, der modsat maskinerne og teknikken arbejder alt for tilfældigt, ikke til at stole på. Den menneskelige faktor, det er den faktor, der går ud fra, at det ikke bare er menneskeligt at fejle, men at man kan regne med, at mennesket kun fejler, kun skaber tilfældighed. Meget længe talte vi i frygten for atomkrigen om den menneskelige faktor, der ved en eller anden gal generals fejltryk på en rød knap ville udløse verdens undergang.

Det er måske ligefrem en bedring af vor tids holdning, at vi nu mer og mer taler om atomkrigen som en fare på grund af computerne, der ved fejllæsning tager en fugleflok for en raketsværm og dermed udløser ragnarok. Men der er selvsagt også menneskelige fejl i fejlagtige maskiner. Der er kun menneskelige fejl, og en ligeså almindelig opfattelse som det at vælge sammenhængen i tilværelsen som grundholdning er den at påstå, at vi styres af blind skæbne, af tilfældigheden. Fremtiden, det er bare, hvad der sker. Eller ud fra denne skæbneopfattelse: Troen på afmagten, troen på at vi intet kan stille op. at alle vore gøremål er nytteløse. Det er afmagtens budskab.

Over for det budskab, over for dette at være stedt i blind skæbnetro eller i tilfældighedernes vold står en holdning, som kun er en valgt holdning eller en valgt sandhed, den, at det nytter at gøre noget, at alt har sammenhæng, en sammenhæng, der er altomfattende, og hvor mennesket er indfældet i naturen. Hos den russiske forfatter Dostojevskij siges det sådan: "Alt er som havet, alt flyder og er i berøring, rører du ved det eet sted, mærkes det i den anden ende af verden. . . "

I Brødrene Karamasov - her gengivet med Johannes Møllehave som kilde - siger Dostojevskij det sådan i hans tid sprog: "Du går måske forbi et lille barn - i vrede med grimme ord, med ondt sind. Du har måske ikke engang lagt mærke til det. Men barnet har set dig, og det hæslige billede bliver måske siddende i dets værgeløse lille hjerte. Du ved ikke af det, men måske har du allerede sået et slet frø i barnesindet."

Hos Dostojevskij er kravet at elske alt forudsætning for den grundholdning, at vi er ansvarlige for alt. Vi er som havet, alt flyder og rører ved hinanden. Giver du det et godt puf i den ene ende, rører det sig i den anden ende a verden. Med denne altomfattende holdning til, at selv bettenyt’ hjælper, må opfattelsen af, hvad der er forbandet og livsødelæggende, næsten selvsagt hos Dostojevskij blive disse tre: det pludselige, det stumme, det indesluttede. Udtrykkene er Søren Kierkegaards, men de kan hentes lige ud af Dostojevskijs skriverier. Det pludselige, som gør alt for voldsomme skub til verden, så den rolige bølgegang af virkning til enderne ikke lykkes. Det stumme og det indesluttede, som er manglen på viljen til at nå de andre, nå fra sig selv til dette at røre medmennesket, den øvrige natur, så bevægelsen i det flydende hav sættes i gang.

På samme tid taler Grundtvig her i landet mod det stumme og indesluttede med den tankegang, at det er i samtalen, livet begynder. Ingen af de tre er i tvivl om, at det er en følelse, ikke en kendsgerning, der har den igangsættende kraft. De skelner mellem den kærlighed, der søger sit eget, og den kærlighed, der ikke søger sit eget. Det særlige ved den kærlighed, som ikke søger sig selv, som ikke søger sit eget, er, at den aldrig kan skuffes.

Af hele denne tankegang springer som en selvfølgelighed, at når vore følelser, ord og handlinger kan sætte i gang, ja, har virkning helt til den anden ende af havet, så ophører ligegyldigheden, så er det meningsløst længere at tale om afmagt. Jeg siger ikke, at det forholder sig sådan, som Dostojevskij påstår, at tilværelsen er et sådant hav, hvor alle dele berører hinanden. Men det er den eneste mulige holdning at vælge, hvis ord og handlinger skal have mening og ikke være tilfældigheder, eneste mulige holdning at vælge, hvis sammenhæng skal sættes over for tilfældighed.

I gamle dage ville de have talt om skyld på det her sted, akkurat som fjernsynets Trille gjorde det i sangen "Så lurer der et øje i det høje", en dommer. Det fine ved Dostojevskijs opfattelse i Brødrene Karamasov er, at der ikke på det sted optræder et lurende øje i det høje, som holder øje med, om vi nu også giver de rette følelsespuf til verden. Opfattelsen er alene den, at vi selv er ansvarlige og selv dommere. Der er ingen kontrollanter - andre end os selv.

Det samme mener Kafka, og også hos ham er det ordet, som skaber, hvad det nævner. Ordet, som har en igangsættende kraft. "Det er meget vel tænkeligt, at livets herlighed i hele sin fylde ligger rede for enhver og bestandig, men skjult, i dybet, meget langt borte, siger Kafka. Men den ligger der, ikke fjendtlig, ikke modvilligt, ikke døv. Kalder man på den med det rigtige ord, ved det rigtige navn, da kommer den. Det er den trolddoms væsen, der ikke skaber, men kalder, hævder Kafka.

Alt det her betyder ikke, at der ikke er gjort forsøg på mellemløsninger mellem tilfældigheder som livsgrundlag og sammenhæng som en valgt holdning for at se en mening med tilværelsen. Hemingway er typisk for denne mellemholdning. Ingen har som hans romanfigurer en skæbnebevidsthed, men skæbnen står sjældent alene. Skæbnen er ikke blind tilfældighed, den er parret med den sammenhæng, som tilværelsen har sat os i.

Det her kan let misforstås, Det håb, der hos Hemingway er parret med skæbnebevidstheden, har intet at gøre med de synspunkter, som Anker Jørgensen nærmede sig første nytårsdag i sin nytårstale. Anker Jørgensen fortalte om, hvor glade kineserne er, skønt de er fattige, og hvor stolte de er af det, de har nået, selvom nogen af dem stadig bor i jordhule. Næsten som det gamle testamente vil have slaverne til at tro, at det er deres gudsbestemte skæbne at være slaver og derfor må de trælle på den bedste måde for at følge Guds lov.

Anker Jørgensens ærinde er godt nok. Han vil have os til at se os selv i verdens-sammenhængen, men åbenbart alligevel kun i den sammenhæng, at det skulle få os til at forlange lidt mindre, meget lidt mindre. Ikke for at give det til kineserne i jordhulen, men fordi sådan har udlandskrisen påført os skæbnen. Der er altså hos Anker Jørgensen kun tale om en forholdsmæssig sammenhæng. Sådan er det ikke hos Hemingway. Han er bevidst om sine personers skæbnestyring, men netop det gør for Hemingway tilværelsen rig alligevel, for skæbne-bevidstheden får Hemingway til at pege på sammenhæng mellem tilfældighed og ansvar.

Mest typisk nok i Den gamle mand og havet. Her som i det meste hos Hemingway er der noget endegyldigt i hver handling, personerne foretager sig, hver handling bliver noget, der gøres for første og sidste gang, derfor bliver også hver handling vigtig – nøjagtig som for den, der vælger sig den livsholdning, at hver handling, hvert ord skubber til omgivelseshavet af mennesker og får virkning til verdens ende.

Den gamle mand har omsider fået sin kæmpefisk på krogen. Fisken vejer femten hundred pund. Den gamle får dræbt den. Det er dage og nætters slid i ensom kamp.Men hvad siger den gamle mand? Ja, han er stedt mellem pligten, ansvaret for at dræbe den fisk og så det håbløse i sliddet. Det udtrykker han sådan ude i båden, alene på havet:

Jeg har aldrig set eller hørt om sådan en fisk. Men jeg må dræbe ham. Jeg er glad for, at vi ikke også skal prøve at dræbe stjernerne. Tænk hvis en mand hver dag skulle prøve at dræbe månen, tænkte han. Månen løber sin vej. Men tænk hvis en mand hver dag skulle prøve at dræbe solen? Vi har været heldige fra fødslen, tænkte han.

Eller med et andet udråb fra den gamle mand i kampen med fisken: Det er dumt ikke at håbe. Du er født til at være fisker, ligesom fisken er født til at være fisk. Tydelige kan han ikke tale om at være bundet af skæbne og så alligevel have håb. Det er skæbne i sammenhæng, ikke i tilfældighed.

Bundet, men fri, det er Hemingway.

Bundet, men fri, det er også Edith Södergran, den finsk-svenske digter, som skrev i dette århundredes begyndelse. Hun var kun godt tredive, da hun døde, men hendes toner har klange af nutidig kvindesag.

Hun taler om, at hun er et skridt mod tilfældigheden og fordærvet. Hun siger, hun er ild og vand i ærlig sammenhæng på frie vilkår. I helhed lyder det flot:

Jeg er ingen kvinde. Jeg er et neutrum.
Jeg er et barn, en page og en rask beslutning,
jeg er en leende stribe skarlagenssol...
Jeg er et net for alle glubske fisk,
jeg er en skål for alle kvinders ære,
jeg er et skridt mod tilfældigheden og fordærvet,
jeg er et spring i friheden og selvet...
Jeg er blodets hvisken i mandens øre,
jeg er sjælens febergys, kødets længsel og vægren,
jeg er indgangsskiltet til det nye paradis,
jeg er en flamme, søgende og kæk,
jeg er et vand, dybt med dristigt helt til knæene,
jeg er ild og vand i ærlig sammenhæng på frie vilkår...

Det her handler om noget meget gammelt, noget mennesker har vidst i tusinder af år. Det handler om, at man må kunne give slip på sig selv for at mødes med andre.

En samtale er ikke mulig, uden at man giver slip på sig selv. Det hedder med et gammelt udtryk, at man kun vinder sig selv ved at give slip på sig selv.

At have kærlighed til en anden hedder på gammelt sexet sprog at være forgabt i. At have kærlighed til en anden hedder på kærlighedens eget gamle sprog at være fortabt i.

At være forgabt i sig selv er at stå uden for livet.

At leve er at være fortabt i en anden.

Det er sammenhængen, der giver mening.

Skæbnen og tilfældighederne giver os en række af livsoplevelser, en række roller at spille. Uden sammenhæng er vi fortabte i rollerne. Vi er i rollernes selvkredsende strømhvirvel midt på havet, et tomrum i tilværelsen, et hul i havet.

Alt det her jo nemt nok sagt, men det er jo også bare en nytårstale.

Det svære er, hvis ordene skaber noget andet, end de har til hensigt.

Ordene, som jeg har sagt, kunne høres sådan, at der var een given sammenhæng, som vi alle kunne opsøge og være hjemme i. Den tror jeg ikke på. Sammenhængen bliver kun til, hvis vi selv vælger den, og så kan vi endda ikke vælge sammenhængen, men kun påstanden om en sammenhæng for at have den grundholdning, at den mindste handling sætter det største i gang.

Jeg mener altså ikke, at en holdning, som påstår sammenhæng i tilværelsen, fører til, at alt bliver til at gennemskue, til at forudse. Sammenhæng er ikke et mønster, en læst, der kan lægges fastlåsende ned over tilværelsen.

Psykolog-profeten Jung mener, at det er vigtigt at have en hemmelighed, en forudanelse om uanede ting. Det forlener livet med noget upersonligt, en følelse af det hellige. Et menneske, som aldrig har oplevet det, er gået glip af noget betydningsfuldt. Man må føle, at man lever i en verden, der i visse henseender er mystisk - at der kan indtræffe hændelser og oplevelser, der er uforklarlige, at ikke alle begivenheder kan forudses. Det uforudsete og det ufattelige hører hjemme i denne verden. Først da er livet fuldstændigt, siger Jung.

Jeg har ikke villet sige, at der findes en sammenhæng, et mønster, man bare kan opsøge og bruge som model for tilværelsen i sikkerhed mod alt det uforudsigelige. Det ufattelige findes også. Men der er et møde mellem det uforudsigelige og det ufattelige på den ene side og sammenhængen på den anden. Digteren Tarje Vesås så sig selv som denne modsætning. Johannes Møllehave har fortalt om Vesås, af digterens liv er et liv på anelser og fornemmelser og hemmelige skjulte forbindelser, der bruger digteren for at finde sammen.

Eller med andre ord: sammenhængens tråde finder sammen i det enkelte menneske. Og det er, hvad der mangler i det, jeg har sagt indtil nu. Tarje Vesås tilføjelse til udsagnet om, at vi er ansvarlige for enhver handling, og at vi skal være glade for den ansvarlighed, for den springer af, at hver eneste handling bevæger sig igennem hele havet til den anden ende., fordi alt liv er flydende og i berøring.

Tarje Vesås må forstås sådan, at grunden til, at vi ikke kan se os selv i sammenhængen, er, at vi kun kan se os selv. Og man ser måske nok sig selv som den, der ved at handle kærligt eller ondt sætter de andre dele af havet i gang. Men det er sværere at se sig selv som den, der også er i berøring, også modtager alle de andres glade puf eller de dårlige. Det sværeste er at se sig selv som den, sammenhængen løber sammen i, de andres sammenhænge. Det opdager man kun ved at give slip på sig selv.

Sådan kan jeg midt i det skæbnebestemte, at netop vi er på denne højskole sammen i disse måneder, se drømmen hos skolens gamle grundlægger Rasmus Sørensen som et håb om en sammenhæng, ingen er uden for. Det er dumt ikke at håbe.

Kærlighed til fædrelandet
er den sande odelsret,
kærlighed og intet andet
elsker op en helteæt,
kærlighed i pagt med ånden
den får altid overhånden!

Ja, i kærlighedens rige
ret og magt går hånd i hånd;
knytter, som hinandens lige,
frit fuldkommenhedens bånd,
løser på en yndig måde
så nødvendighedens gåde!

Kærlighed alt sit udretter
som nødvendigt, men dog frit,
flytter frit, hvad loven sætter:
skellet mellem mit og dit,
er ej blot dog at undskylde,
men er hele lovens fylde!

Frygt ej for, hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes dejlig falder
ord på Himlens tungemål,
dens nødvendighed herneden
det er netop kærligheden!

Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild,
hvor den blusser, bor livsgrøden,
hvor den slukkes, hersker døden.

Blus da op i lys og lue,
Danmarks gamle kærlighed!
Atter til din blomstertue
da lysalfer svæver ned,
bringer med fra høje sæde
Danmarks livslys, Hjertensglæde!
(Grundtvig. Af "Den danske nødvendighed". Dannebrog 17.6.1853)

© Poul Erik Søe - Nytårstale på Uldum Højskole 3. januar 1982

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside