Demokrati skal leves og erfares
Demokrati har ingen anden øvelsesplads end livet selv.  Det er galt at tro, at skolen kun er demokratiets øvelsesplads.   Den holdning rummer, at demokrati egentlig ikke er noget for børn.  De skal bare øve sig i at blive voksne demokrater.
Demokrati i riget har vi kun i dele af landskabet.  Resten ligger demokratisk set som uopdyrket mark, øvelsespladsen.  Demokrati fik vi ikke med grundloven i 1849, kun retten til at indføre det.
Øvelsesplads er ikke så tosset et ord endda, blot det ikke bruges udskilt om skolen, men om helheden.  Demokrati er at prøve, at forsøge, at gøre om, gøre erfaringer - i modsætning til et styre på de fås vilje.  Sveriges Olof Palme ville for nogle år siden have, at "demokrati er at ville".  Det gror der magtmennesker af.   Demokrati er også at turde give slip på sit eget.  Magtafkald er demokratiets indbyggede foryngelse.
Det er i den demokratiske erfaring, et nyt slægtled møder og måske vælger at arvtage folkestyret.  Enhver tale om skoling eller undervisning i demokrati forudsætter, at læreren har andet at byde på end virksomhedsspil, demokratiske spilleregler og flotte tankebygninger fra lærebøger i demokratisk samspil.
Demokrati er ikke arveligt - som store ører.  Demokrati skal opleves af hvert nyt slægtled, ikke som skoling, men som erfaring i folkestyrets samarbejds- og forhandlingsform.  Demokrati som skolefag har som udgangspunkt alene dette, at modtageren står over for mennesker, der har valgt demokratiet efter egen indlevelse og erfaring.

Nytten af at have gode modstandere
Det er blevet sværere for voksne at gøre erfaringer med folkestyrets former: samtale og vekselvirkning mellem modstandere.
Fordi vi har glemt nytten af at have modstandere.  Vi griber til den folkestyre-undergravende holdning, at modstanderen er en fjende.  De gamle vidste, at modstanderen er en nødvendighed.  Ens egne synsmåder er ikke bæredygtige i sig selv.  Kun i mødet med modstanderen, som tager noget væk fra ens holdning og føjer noget andet til, opstår det hele og bæredygtige.  Kan vi ikke være i stue med dem, der tænker anderledes, uden straks at svinge landsforræder-stemplet, så har vi gjort folkestyret til ensretning og mistet modsigelsens igangsættende kraft.

Selvoplevelse kontra demokratisk stordrift
Demokrati som styreform er en mundbåren "arv".  Den skal erfares.   Et menneske ved ikke mer, end det har oplevet.  Men færre og færre voksne oplever demokratiet, fordi vi har færre demokratiske udøvere end nogensinde før.   Der var for en halv snes år siden 13.000 folkevalgte i Danmark, valgt i de nu dræbte små kommuner.  Nu er der knap 5.000 folkevalgte tilbage.  Det er et udsagn om, at der er blevet længere mellem folk og folkevalgte.  Men det er også et udsagn om, at langt færre selvoplevet møder folkestyrets arbejdsform.  Derfor har demokratiet færre formidlere end nogen sinde.  Der er færre til at give folkestyret videre.  Færre til at værne folkestyret mod tilhængerne af en ny tids enevælde.
Som andet vraggods fra stordrift-stormen over riget i halvtredserne og tresserne skvulper demokratiet da op på skolens strandbred.  Demokrati flyttes fra at være en erfaringsarv til at være en indskolingssag.
Der står skolefolket så med en pligt, som det øvrige samfund har skubbet fra sig.   Der gøres øvelser med folkestyret i skolerne gennem et tiår, og når det ikke straks lykkes, så er det demokratiet, der er noget galt med.
Jeg tror ikke en døjt på, at man kan blive klog på folkestyret uden først at have det kært uden at have prøvet selv i virkeligheden og ikke bare i skolefagets "laden som om".  Altså er det vigtigt, at folkestyret indføres - at al magt igen gives til folket, i det nære.
De grupper, der opfandt den demokratiske stordrift ved sammensmækning af folkestyrets ældste styreform, de små sognekommuner, vil med sikkerhed ikke slippe deres legetøj - de store kommuner - igen.  Den holdning fravrister et helt slægtled muligheden for at gennemleve folkestyrets arbejdsform og for at ende som folkestyrets formidlere.   Videregivelsen af demokratiet ender som folkestyre-sløjd, snak i stedet for samtale, spil i stedet for vekselvirkning mellem modstandere.  Skolefag i stedet for levende liv.
Lad så storhedsvanviddets talsfolk fra for ti år siden sidde tilbage med deres storkommunale plastklodser og lad os komme videre.  Oven over storkommunerne ligger storamterne, som bogstaveligt talt er den sidste rest af enevælden, engang skabt for at kongen kunne hindre oprør fra sognekommunerne.  Byens borgere var uden amt over sig - borgerskabet var på den enevældige konges side.  Storamterne ligger som et låg over den gryde, der er i kog landet over med nære folkestyrekrav som indhold.
Storamternes låg må fjernes og deres gøremål lægges hen til storkommunerne med endnu mer overflytning fra staten.  Så pludselig damper det fra gryden med nær-indflydelse for nye, små enheder under storkommunerne med mange folkevalgte og dermed mange demokrati-formidlere til følge.
Det samme vil ske, når båsefolk i partierne opdager, at vilkåret for samtale er fælles sprog, og at de i grunden vil det samme, skønt de hver for sig taler om "økonomisk demokrati", "overskudsdeling" og "den nære ejendomsret".   Følgen af folkestyrets indtrængen her bliver igen store folkegrupper, som i styringen af virksomheders og sammenslutningers arbejde og pengeforhold gør folkestyre-erfaringer og bliver formidlere af demokratiet til et nyt slægtled.

Skolenævn som øvelsesplads
Skolenævn er et lille stykke af samme vej, ofte et meget lille stykke, men dog en øvelsesplads.  Når folkeskolerne landet over bliver selvejende, når de årlige udgifter bliver til bloktilskud, styret af forældre, børn og lærere, så er folkestyret ikke en leg fra sammensatte borde i grupperummet, men virkelighed med indbygget ansvar.
Der er ikke lang vej til denne virkelighed.  Politikerne ved med sig selv, at folket blev snydt til sammenlægningerne af kommunerne, og at de er tvunget til at gøre plads for en underskov, hvis ikke en storm skal rydde de store goldtræer af vejen.   Samtidig er politikerne hunderædde for alt, hvad der hedder aktivråd, lokalråd, egnsråd, initiativudvalg og andre påfund efter sogne-drabet.  Et folkestyre-sammentræf er muligt, hvor politikernes indrømmelse af stordriftens fejldrømme, deres frygt for de nye træer i folkestyrets underskov mødes med den kendsgerning, at det på mange egne er lykkedes for skolen at blive det sidste mødested, hvor mennesker kan være sammen i deres forskellighed uden at møde ensretning.
Heraf gror sammenlagt de muligheder, der gør folkestyre folkeligt på ny, og som alene muliggør, at demokrati i skolen ikke bliver et påhæng, der gennem flotte ord og drømmeskaberi oprørende står i modsætning til voksenlivets indskrænkning af demokratiet for ti år siden.  Hvad skal dog børn med al den ihærdige demokrati-indlæring, hvis de hverken har brug for demokrati i skoletiden eller voksenlivet?
Jo, der er da de mange, som mener, at demokrati er en livsholdning.  Det er dem, der lige skal have en snak.  De tager sig også en snak om alvorlige sager.  De tror,
folkestyret lever af snak.  Det røber mer end noget andet, at de ikke har haft mulighed for
selv at indleve sig i demokratiets vilkår og arbejdsformer.  Det opdager børn hurtigt.  Så giver de sig til at snakke om noget andet.

Agtelsen for mindretallet
Det kan være svært nok at holde frihedsord som demokrati og folkestyre på plads.   Jeg tolker demokrati alene som en styreform, flertallets ret til at afgøre, hvad der ikke er et udsagn om, at flertallet har ret.
Folkestyre er ikke modstykke-ordet til demokrati.  Det er en videre-udvikling af demokratiet, en nordisk udgave, som nogle folk misunder os.  Folkestyre indeholder selvsagt, hvad førslægten kæmpede for - al magt til folket.  Men folkestyre i nutidig udgave er også udsagnet om, at det ikke er nok, flertallet lytter til mindretallet, inden det optræder magtfuldt som flertal og stemmer sig til retten.   Folkestyre er udsagnet om, at lytten er ikke nok, snak er ikke nok, samtale er ikke nok.  Folkestyre har vi, når flertallet ikke nøjes med at lytte, snakke eller samtale, men lader sin lytten, snakken og samtalen føre til mindretallets indflydelse.   Det er på agtelsen af mindretallet, vi kender folkestyret.  Agtelse vil ikke bare sige at give mindretallet ordet lige så længe, som flertallet taler.  Agtelse vil sige at indføje mindretallets syn i afgørelsen i et møde, der har magtafkaldet som vilkår.

Demokrati efter stopur
Med andre ord er skoling i demokrati ikke en sag, der handler om tankemæssig indføring i et sæt spilleregler. l den mening er skoling i demokrati umulig.   Demokrati forudsætter et frihedsbegreb.
Intet er så ødelæggende for oplevelsen af demokrati som det almindeligste frihedsbegreb i landet, tolerancen.  Det kan lyde sært, fordi vi er indpisket med den holdning, at tolerante mennesker er det flotteste, vi kan møde.
Men det er ikke noget tilfælde, at nordboslægterne før os så en fjende i fremmed-begrebet tolerance - "en skifting, der mandeligt må bekæmpes", som Grundtvig siger.
Grunden til dette gamle nordbo-had til tolerancen som frihedsramme er, at den europæiske tolerance har som vilkår, at der ikke er plads for forskelligheden, men at udgangspunktet for tolerancen tvært imod er det syn, at vi i grunden er ens, og at vore forskelligheder bare er overflade.
Det er den tankegang, der gennemsyrer den tilsyneladende flotte demokratiske holdning hos nutidige mennesker.  Med den ufrihed som udgangspunkt mener vi at have gjort tilstrækkeligt for mindretallet, modstanderne, når bare vi lader dem få ordet, når bare de taler lige så længe som flertallet.
Dermed bliver stopuret sindbilledet på friheden i demokratiet.  Når bare folk snakker lige længe, så er frihedens vugge velvippet.  Men der er ikke gjort tilstrækkeligt for modstanderen, fordi indsigelsen er kommet til orde.  Viljen til frihed til forskellighed, det modsatte af tolerance, måles på indsigelsens indflydelse på den endelige afgørelse. Tolerancen smitter også af på den demokratiske indskoling, lærebøger har forslag til.  Og den høres i flotte taler om demokratiet, hvor frihedsbegrebet er tolerancens, gemt i det tilsyneladende så uskyldige udsagn: frihed under ansvar.  Det er det, børn skal lære, nikker lærere, forældre og politikere samstemmigt.

"Frihed under ansvar"
Men både som frihed og demokrati er det svindel at tale om "frihed under ansvar" løst ud i tågen, uden hver gang at sige, over for hvem eller hvad ansvaret gælder. "Frihed under ansvar" som løsgående ord i snakkeriet er i virkeligheden et udsagn om, at vi ligger underdrejet i tolerancens tvangsbugt.  Det, vi mener, når vi ikke tydeliggør ansvarets retning og indhold, er i virkeligheden ufrihed.  Vi mener ikke, at der skal være frihed til forskellighed, men at der skal være frihed inden for en ramme, som modstanderne skal gætte sig til, for vi oplyser ikke om rammen, når ordene "frihed under ansvar" svæver løst som dødeligt dræ.

Frihed til forskellighed
Over for denne tankegang står den gammelnordiske, i seneste sekel udtrykt i ordene "Frihed for Loke såvel som for Thor", og med den tydning, at vi ikke er ens, ikke skal ensrettes, og at demokrati ikke forudsætter enshed.  Tværtimod er vilkåret for den grundlæggende samtale i folkestyret forskelligheden.  Folkestyre gror ikke på trods af forskellighed, men i kraft af forskellighed.  Samtale vokser ikke af enshed, men af modsætninger.  Hvad skulle vi med demokrati, hvis vi i tolerancens tro alligevel er ens?
Det er en udbredt opfattelse, at frihed til forskellighed er det samme som frihedssjapperi, men det ord kan alene bruges om tolerance, der lader, som om der er frihed, men hvor modstanderen i virkeligheden bare kommer til orde på skrømt, for flertallet har fastlåst sig.
Frihed til forskelligheden udelukker ikke aftaler, hindrer ikke rammer, men har som vilkår, at rammerne (ansvaret) er oplyst på forhånd, og at aftaler indgås under mindretallenes indflydelse, så man ikke må give sig i flertallets vold.  Uden en sådan frihed til forskellighed bliver demokrati en skueret, et skolefag, et opdragelsesmiddel, hvor lærere giver videre, hvad de ikke selv tror på, og hvor børn modtager, hvad de aldrig har mulighed for at virkeliggøre.
Ó Poul Erik Søe - 1982 i forlaget Gjellerups tidsskrift "Pædagogik"

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside