Amatør og professionel
Det siges, at en af de første lille-skoler havde minister-besøg. Ministeren bøjede sig voksent og velvilligt over et tegnende barn:

- Nå, min ven, hvad tegner du så?

- Gud.

- Jamen ingen ved, hvordan Gud ser ud.

- Så skal I bare vente et øjeblik, så skal I få ham at se.

Ordene er et brystbillede af tresser-slægtleddets tiltro til, at den enkelte kunne alt. Rigtigt nok førte det til den holdning blandt voksne, at alt, hvad børn lavede, var lige godt. Det kneb med skabende ind- og modsigelse.

Men grundholdningen gav os tyve års ændringer i kulturen, så midtpunktet blev flyttet fra inderkredsen til det folkelige fællesskab.

På afstand kan vi se, at det var frugtsættende, når et slægtled valgte den påstand som udgangspunkt, at kunst og kultur var for alle og kunne skabes af alle. Holdningen har siden fået hugget en hæl og klippet en tå, men på højdepunktet var den uundværlig.

Gamle forsamlingshuse og nye mødesteder havde ikke fået liv uden den holdning. Bibliotekernes udbud havde uden den stadig været de særskoledes gennemsnitsgæt på læsetrangens omfang og indhold. Vi havde ikke opdaget, at helheden er skruet sammen af de mange mindretal med selvstændige tarv, som kræver alsidige boghylder og helt nye valgmuligheder.

Når de store teatre er vristet ud af deres skråbrædde-sikkerhed og har lavet små forsøgsscener ved siden af, så er også de tiltag født af uskolede folk med Gørdetselv-troen helt uden for det dengang fastlåste storteater.

Når niårs børn selvsikkert laver fjernsyn, når fagfjerne voksne laver værksteds-radio, og når malerkunsten er blevet så meget fælleseje, at den udøves hjem for hjem og ikke længere støder an, nar dens heltidsudøvere viser udfordrende værker på skærm og udstilling, så skyldes det altsammen, at et slægtled - ganske vist enøjet og ensidigt - turde fastholde, at åndsliv og fri skaben kunne komme fra alle.

Den holdning var for det kulturelle skred i riget lige så nødvendig som ordet folkepension, der fjernede skamfølelsen ved at hæve aldersrente. Lærdommen var. at den store kunst ikke blev mindre, men værnet og elsket, da underskoven blomstrede.

Vor egen tid har et modstykke til den holdning. Nu skal kulturen være professionel. Den udfordring kan Gørdetselv-holdningen godt holde til.

Vor tids modstykke prøver at skabe ligevægt påny, mellem det fuldkomne og kulturens folkelige forsøg. Men i ligevægten er vi også det nærmeste, vi kan komme ny skævhed. Og skævhed er følgen, hvis tidens syrlige fuldkommenheds-dyrkelse snerper og strammer, så den bredkulturelle frigørelse, som den store kunst længe har levet af, ender som størknet maling i det ufuldkomnes ydmyge tube-ender.

Modtrækket til tyve års grundtanker om, at det skabende er alles mulighed, er det vrængende: Du duer ikke Og modtrækket forstærkes af den pest, der breder sig fra ledigheds-krisen. Du duer ikke.

Tyve års kultur-holdning har ført til, at fler end før tør. Og bedre endnu: Fler end før kan.

Det var rigtigt, at manglende muligheder holdt mange tilbage.

Det var rigtigt, at fællesskaber omkring andre gøremål end de idrætslige havde en igangsættende kraft. Deltagelsens mulighed var den greb, der vendte lagene på vintermøddingen, og ny grøde væltede frem.

Den kultur-holdning kan ikke standses. Den går igennem os som en varmende strøm. Den kan holde til modsigelse nu. Den trænger til indsigelse. Kultur-holdningens støbekanter skal slås af, så vi står tilbage med det stykke levende liv, som få spåede, flere skubbede i gang, og som nu har plads i de fleste.

Flere gange undervejs var Gørdetselv-kulturen ved at størkne i kunstighed. Værst, da nye mødesteder politisk skulle navngives kultur-centre. Det lød der et folkeligt nej til. Det er for mig udsagnet om, at Gørdetselv-kulturen aldrig blev til jeg-dyrkelse, men at den var sund nok til hele tiden at pege i fællesskabets retning og at fastholde det ufuldkomne, forsøgets glæde.

© Poul Erik Søe i bladet Bogens Verden nr. 1.,  januar 1982

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside