Modersmål og undervisning
Danskerne havde glemt, at de havde et modersmål.   Indtil gæstearbejdernes børn kom i dansk skole med rimeligt krav på at lære deres hjemlands sprog.  Så tog skolefolket fat på at tale om undervisning i modersmål i stedet for danskundervisning.  Et fælles ord måtte man have for timernes indhold, men valgte det gale.
Modersmål er et ord, der udsiger, hvad det er ude på.  Det handler om det arvede sprog.  Modersmålet er det sprog, vi har med hjemmefra.  Modersmålet er modstykket til det skolede sprog - det modsatte af danskundervisning.
Det nye ord modersmålsundervisning er derfor pærevrøvl.  Skolen kan ikke undervise i modersmålet, fordi modersmålet er det fælles sprog, før skolingen sætter ind.
Kun hvis alle mødre og fædre eller de ældre i ætten selv underviste deres børn, kunne ordet bruges med rette.  Måske er det også skolens egentlige redning som en overgang til stedligt, selvstyre i skolen.
Nu afgør folketinget efter livligt stemmekøb indhold og omfang af fag som dansk, historie og kristendom.  Følgen er, at alle forældre afprøver et gennemsnit af skole-holdninger.  Ingen prøver, om deres egne holdninger er holdbare.  Derfor er det så kedsommeligt at komme sammen, fordi alle har prøvet det samme med skolen, altid folketingets påbudte gennemsnit, aldrig modstykker, som gennem samtale kunne aflejre erfaring.
Modersmål og historie hører sammen.  Det særlige ved historie er ikke, at fordi den handler om de døde, så binder den os til slægtleddene forud.  Det afgørende er, at historien binder os sammen - venner eller modstandere - som samtidige, som nutidige mennesker.  Historie handler ikke om at føre børn og unge tilbage til genliv i gamle århundreder, men at flytte historien som målestok ind i livet nu.
Det evner hverken faget historie eller dansk.  Det evner alene det uskolede, arvede sprog.  Når det tales, kan enhver lytte sig til at være hjemmehørende i fællesskabet.
Der er intet, der skiller os mer som folk, end danskundervisningens skolede sprog.
Det lyder så folkeligt, når vort årti har krævet mer dansk i skolen.  De voksnes krise skulle klares med dansk og historie som opdragelsesmiddel for børn.  Det er hverken dansk eller historie tjent med.
Den, der for mer end et sekel siden satte det folkelige i omløb, gjorde det i oprør mod skolingen.  Et af folkelighedens kendetegn er at vedkende sig modersmålet som det arvede sprog med den særlige evne, som det skolede sprog ikke har - den fællesskabs-fremkaldende kraft.
Dansk-undervisningen derimod har ikke folkeligt fællesskab som mål, men at hævde sig selv - ens barn - op over fællesskabet.  Målet er de bedste prøver, ikke det rigeste fællesskab med andre.  Mer danskundervisning, som syvtiårenes nødråb Iød, er de voksnes afmagt omsat til vækstdrøm i stigende timetal.
Og mer historie-undervisning på samme visEn oldemor fra det folkeliges gennembrud i forrige århundrede, ville sige, at fler historietimer kan være udtryk for folkelighed.  Nemlig hvis rigets almene tilstand er den, at det, der er samtalens emne ved hverdagens middagsborde, er hændelserne ned gennem ættens og landets historie.   En så livsafgørende samtale må selvsagt tilføres ny viden.
Men er samtalens emne det, fjernsynet bragte dagen før, så er det ufolkeligt og falskt at kræve mer historie-undervisning til børnene.  Hvis den voksne selv nægter at føre historien ind i det nutidige liv som en målestok og blot bruger den som åndeligt spanskrør mod børn i krisetider, er falskheden blevet skolefag.
Læg mærke til, at Erhard Jacobsen, som satte kravet om fler historie-timer i omløb, aldrig i sine taler i folketinget med de yderste flige rører historie som grundlag for synspunkterne.  For ham er og bliver historie skolefag, aldrig nutidigt liv.
Intet slægtled har som forældrenes ment at have så lidt brug for modersmål og historie som brugbar erfaring.  Der kom en ny maskine ind i virksomheden, landbruget eller køkkenet.  Det eneste, der ikke var brug for, var ældres erfaring.  Der fulgte brugsanvisning med.
Vi er slægtleddet med månestøv på støvlerne.  Vi fjernede flødeproppen fra mælkeflasken og sendte med en klump uran en undervandsbåd under Nordpolen.  Hvad skulle vi forældre dog med historiens ballonfærd - den er for børn i afmålte timer.
Danskernes holdning er, at modersmål og historie kan man heldigvis vokse fra.
Vi har ikke længer øre for modersmålet.  Den gamle kone er til nar, før hun stiger på toget.  For reklamens skyld lader statsbanerne - de danske statsbaner - den gamle køre med intercity.  Ordet er fremmeddyrkende fint.  Det skal få os til at glemme gamle dages hårde bænke og madpakker i skotøjskasser over Store Bælt.
lntercity skal gøre det fint at køre med tog. lntercity betyder bare mellembys. Men ingen skal bilde mig ind, at titusindvis af kroner var nødvendige for at sige til danskerne, at togene kører mellembys.  Det har de jo altid gjort.  Det er jo selve tanken med tog.
Men jeg indser, hvorfor statsbanerne bruger fremmedord.  Det nye ved intercitytog er jo, at de kører på fastsatte tider med fastsatte mellemrum.  Timetog - burde de hedde med bogstavrim og ærlighed.  Men nej, for ordet timetog er hentet i modersmålet og røber alt for tydeligt, at de nye tog hverken er fine eller fremmede, men kører på skinner som tilforn.
Men her er vi også ved modersmålets særlige evne.  Det snyder os ikke.  Det er dansk, så selv et barn kan forstå detOg en gammel med.
Hvor ender ordet intercity? l dansk-undervisningen selvsagt!  Så også et nyt slægtled kan herse med børnene og deres dårlige dansk.
Skal intercity med s eller c inde i midten, spørger det ny årtusinds forældre og lærere.
Frustreret er det nye ord om danskernes almentilstand, uanset om der er en edderkop på ostemaden eller egentlig sorg i slægten.  Der er ingen grader mellem slukøret og sorgtynget.
Frustreret er kommet til os fra den verden af rådgivere, hjælpere, som nok vil hjælpe os, men som ikke vil have, vi skal tro, at der er tale om venneråd.  Lægen, socialrådgiveren, psykologen og psykiateren vil nok give os råd, men de vil også holde afstand.  Det gør de ved hjælp af fremmedord.  Men dermed siger de også noget om, at de ord, der ikke er modersmålets ord, det er afstandskabende ord, ikke fællesskabs-fremkaldende.
Ordet fungere har det på samme måde.  Siger et menneske til mig, at det ikke »fungerer så godt i dag«, så tænker jeg på noget teknisk.  Og fungere er netop et ord fra teknikkens verden. Jeg tænker: »Hvis du ikke fungerer, så gå dog til mekaniker, mand!«.  Og det er just, hvad ordet fungere er ude på.  Den, der ikke fungerer, skal til en sagkyndigt uddannet, en hjælper, en rådgiver. Jeg skal endelig ikke tro, at jeg som ikke-uddannet kan træde hjælpende til.  Men hvis modersmålet tages i brug: »Jeg har det skidt i dag«, så træder man et skridt frem og spørger, om der er noget, man kan hjælpe med.
Denne evne ved modersmålet kan der ikke undervises i. For modersmålet som del af det folkelige er ikke et krav, der kan stilles til andre.  Heller ikke i en læseplan.   At vedkende sig og bruge modersmålet, det arvede sprog, det, vi har med hjemmefra, er alene et krav, vi kan stille til os selv.
Det er politikere, lærere og forældre, der har mistet modersmålet.  De ved det selv.  Og de er kede af det.  Derfor vil de nu give arven videre til børnene - men i mer danskundervisning, som er modersmålets modsætning!
Ingen børn kan arve noget, deres slægt ikke ejer, for så er der ikke tale om arv.   AI tale om modersmål begynder derfor ved een selv som voksen.
For at kunne give videre, må man have noget at give af.  Det gælder også sproget.
Ó Poul Erik Søe Friskolebladet 8. oktober 1981

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside