Kun en dag, et øjeblik ad gangen
Om Svend Åge Madsens bog "Se dagens lys"
Her er en bog til at læse højt for hinanden.  Svend Åge Madsen har skrevet for Øret.  Se dagens lys er en radio-roman, og det lyder fra den - urovækkende for drømmene, hvis højtlæsnlngen sker på langs.  Sengekanten bliver i ens drømme-film det sidste holdepunkt, mens man med menneskene l bogens fremtidsverden gilder ind på nattens tyste samlebånd med seng og dyne for i medicinsløvet tilstand at blive fragtet til morgendagens nye omgivelser, valgt af en datamat.
I Madsens bog vågner du op i et fremmed hus med en fremmed fælle, fremmede børn - igen indbyrdes fremmede for hinanden.  Det fremmedgjorte er ingen ulykke, men fremmet af datamaten som en tilstand, hvor mennesket endelig er lykkeligt - og ansvarsfrit.
Og næste nat glider du igen, styret af datamaten, af sted til nye fremmede - uden ansvar for dem, du forlod, og stillet frit på ny.  Eksistensteologien i afslørende forvrængning er blevet livsform.  Den gamle Adams daglige afdøen og den daglige genfødelse sat i system.
Bogen er også vor egen tids fremskridtsdyrkelse taget for pålydende værdi.  En livsform, der var i vækst fra tresserne og frem, er hos Svend Åge Madsen blevet til samfundssystem.  Vi husker undervejs musikgruppen The Rolling Stones, der i tresser-tiden priste deres egen livsstil og i den så en læst for fremtiden.
Rullestenene kom i fly til en by. De kendte ingen. Optrådte. Fik bifald.  Steg på et nyt fly.  Drog af - uden ansvar for dem, de forlod.  Og kom til en ny by ukendte, uberørte og ansvarsfri.  Sådan ville fremtiden blive, forsikrede de.
Og i Danmark var vi på vej til at virkeliggøre den ny, ansvarsfri lykke i det rodløse liv. l tresserne skiftede hver tiende dansker landsdel hvert år.  Sammenlagt havde vi alle skiftet landsdel på et tiår - på stadig flugt fra nær samhørighed. "Jeg er egentlig bedst, når jeg er helt alene".
Siden er farten i flytteriet og lykkestræberiet taget af.  Hver sekstende handler det om nu. Men nok til, at et nyt slægtled vil vokse op uden at vide, at lykkelige er vi kun, når vi ikke stræber efter at blive lykkelige.
Når vi nu har det så svært med at virkeliggøre eksistentialismen, lige nu at skulle træde i eksistens, mens vi er draget af det forrige nu og det kommende nu, så er Svend Åge Madsens bog som en vrangmaske l Sartres strikketøj et klaringsmiddel.  Vi må ud af det indsnævrede, historieløse nu, som følelseskoldt gør os til sengeliggende, der passerer hinanden l natten.  Træde fra eksistensen som kunstform ud i livet, hvor ordene hjemmefra på ny er et udsagn om, at vi hører til.
l bogens kommende verden er nuet uafhængigt, løsrevet, så vi kan leve livet for vor egen skyld. Og vor egen skyld er den sidste skyld i verden, for man er ikke skyldig over for andre. l hvert fald kun for en dag, et øjeblik ad gangen.  Ingen ejer os mer.
Det lyder som frihed.  Men det er bare tolerance.  Det er den frihed, der gør ens.  Den, der på foreningsdansk hedder "frihed under ansvar" - men som aldrig kræves opfulgt af en redegørelse for, hvem ansvaret gælder i forhold til - eller hvad ansvaret gælder overfor.  Ordene brugt - som vi oftest gør det - har kun een tydning: ufrihed.  Det er det, vi mener med "frihed under ansvar": frihed inden for en hemmelig grænse - et skel, sat af en uskreven fællesvedtægt med enshed til følge.
Denne enshed er følgen af den tilsyneladende frihed i Se dagens lys.  Friheden ved ikke at være ejet er tabet af retten til at høre til. Det gammeldanske ord eje havde engang to tydninger - at noget tilhørte een, eller at man var skyldig.  »Jeg ejer dig ti rigsdaler,« kunne man sige, når man vedgik gæld og sproglig arv.
Dobbelt-tydningen af ordet eje er et udsagn om, at det, man ejer, er man skyldig overfor.  Ordet eje var til før kapitalismen.  Det, man ejede, var man skyldig, ansvarlig, overfor.  Derfor turde manden sige, at konen var det kæreste, han ejede.  Ikke et udsagn om at kunne skalte og valte, men om ansvarlighed.
l Madsens bog har ordet eje mistet den sidste rest af mening.  Ingen ejer noget - eller hinanden.  Og er derfor heller ikke skyldige over for hinanden.
Et fjernøstligt digt har de seneste år med Børnekommissionens hjælp udbredt det syn, at "dine børn tilhører dig ikke".  Bogen her er budskabet om, at den, der ikke tilhører nogen, ikke hører til.
Men hvis vi da gerne både vil eje og ejes, gerne vil høre til, hvordan har vi det da i bogens kommende verden, når vi næste nat glider videre til ny fælle, nye børn, nyt hus, nye bøger, nye redskaber og nye træer.
Det kan vi ikke få at vide, for til lykke-samfundets frihed hører også friheden fra det forrige nu, historie-løsheden.  Alle fortidige udsagn om et andet livs muligheder er slettet.  Lykken i bogen er i næste nu at være stillet fri til eksistensen - ikke af kors-døden, men af datamaten.
Som det ses, kan mennesket i denne kommende rullestenslykke kun rammes af een ulykke - nemlig den en dag ved en datamat-fejl at få udpeget en fælle, man een gang før har delt en dag med.  Det er selvsagt den ulykke, der sker i Svend Age Madsens bog.
Hører du til een, som vil læse resten af den for dig, så hør på.  For høres skal den.

© Poul Erik Søe december 1980 i forlaget Gyldendals blad "Bogklubben"

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside