Om igen

Hensigten med politik er at skille os ad. At samle sig efter meninger er også at dele sig efter anskuelser. Men oven over den politiske deling ligger et folkeligt krav til os om fællesskab trods modsætningerne. Finder vi ikke fællesnævneren, går vort folk op i brøker.

Derfor handler kommunevalget ikke bare om politik, men også om vor selvforståelse som folk. Det lokale selvstyre er vor ældste demokratiske skik - ældre end grundloven. Stedligt selvstyre er det kraftpunkt, hvor landsstyret henter sin virkeevne.

For syv år siden gav vi mer eller mindre frivilligt slip på store dele af folkestyrets ældste tradition. Kommunereformen lavede landet om. Fra den tid har vi talt om afstanden mellem politiker og vælger. Det er ikke bare en åndelig tilstand, men også et faktisk forhold. Før var der en folkevalgt for hver 300. Nu må 1400 deles om hver valgt. Vejen til de demokratiske formidlere er blevet længere.

Og formidlere af demokrati er jo, hvad folkevalgte også er. Det er vigtigt, at de styrer, men endnu vigtigere, at de suger demokratiets arbejdsform og forhandlingsmåde til sig. Den lærdom giver de videre som formidlere til os og en ny slægt.

For demokrati er ikke arveligt. Det skal læres i hvert nyt slægtled, ikke som indskoling, men som levet liv. Færre end nogensinde får efter kommunereformen afprøvet demokratiets form. Færre kan derfor formidle demokratiet til efterkommerne. Det må have været helt ovenud værdifuldt, hvad vi fik ud af kommunereformen, siden vi i den grad har turdet slippe traditionens formidlere af hænde.

Men hvad vi fik ud af den reform ? Ingen ved det. Og ingen ansvarlig vil være med til at undersøge det. Der blev givet håndfaste løfter om bedre og billigere forvaltning. Det er nemt at finde ud af, om løfterne er blevet holdt. Men den kommunereform, der blev født i åbenhed, er ved at dø i dølgsmål. Der må ikke spørges til, om vi fik det med hjem, vi gik i byen efter.

Selv er jeg sikker på, at den folkelige førstefødselsret til stedligt selvstyre er solgt for en ret fjernstyre, der er til skade for demokratiets omdømme. Kun hver anden vælger i Danmark tager del i valgene til de nye amtsråd. Fordi de er tilfredse? Nej, fordi amtsrådet er en folkefjern tingest, en sidste arv fra enevælden, som just fandt på amtsrådene.

I kommunalråd efter kommunalråd er de bedste fra de gamle sogneråd blevet valgt. Men når selv de bedste ikke har kunnet klare at værne selvstyret efter reformen, så er det selve reformen, der er ufolkelig. Om igen.

© Poul Erik Søe - Ledende artikel i bladet ”Dansk Ungdom og Idræt” 23. februar 1978

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside