Vårfryd over uændret
politik hos R og V

De folkeligt liberale må igen til at være antennefolk og ikke slæbeankre

Der manglede noget, så det battede. Sådan skrev forfatteren Anders Bodelsen i Politikens fjernsynsomtale efter Det radikale Venstres valgudsendelse. Bodelsen dækkede heller ikke over, hvad han savnede. En leder.

Spørgsmålet er så, om leder-kravet er en sygdom hos Anders Bodelsen og en stor del af vælgerskaren eller i Det radikale Venstre. For mig er den persondyrkelse, der røbes hos Bodelsen og er tydeligere endnu i valgtallene, en glistrupisme i groveste vævning

Svend Haugaard, Lone Dybkjær og Bilgrav Nielsen fremlagde en radikal politik, som det ikke er sket siden 1964. Jeg lovsynger ikke hvert ord, men seks mandater på den baggrund er en større sejr end 27 på persondyrkelse.

Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling har hver for sig prøvet den korte vinding i vælgernes sammenrend omkring magthaveren. Og Glistrup står for tur. Med holdning har det intet at gøre, hverken i partierne eller hos vælgerne.

Derfor er det en vårfryd, at Det radikale Venstre er uændret i sin politik efter valget. Ligesom Venstre er det. I nidviserne om Hartling lige nu glemmes det, at Venstre nok fik klø for manglende smidighed, men at en del af stædigheden blev brugt til at være et andet modstykke til regeringen end fremskridtspartiet. Venstres omkostninger er ikke blot Venstres egne, men fælles for dem, der vil demokrati i dansk udgave.

Tilbage står vi så med de nemme udsagn om grunden til valgets talrække. Popsangen om, at Venstre gik tilbage, fordi de ikke ville samarbejde med Socialdemokraterne. Mens de radikale gik tilbage, fordi de ville samarbejde med socialdemokraterne. De konservatives gevinst skyldes vilje til samarbejde med Socialdemokraterne, bortset fra ønsket om en borgerlig regering. Og Centrumdemokraterne kan sige det samme, altså bare ikke om det hovedemne, de førte valgkamp på. Hvorimod de særkristnes katolsk tænkte parti gik tilbage, fordi de samarbejdede med Socialdemokraterne. Folkesocialisternes påstås at have fået tilbagegang, fordi de ville rykke Socialdemokraterne mod Venstre, og venstresocialisterne gik - for nemheds skyld - frem af samme grund. Endelig er der socialdemokraterne selv, som efter sigende gik frem på ikke at være så meget socialdemokrater som før i folks omdømme.

Men når vi får ryddet popforklaringernes vinterdyne af valgmarken, er tiden inde til at tage vælgerne for pålydende værdi. Det er liberalismen i den folkelige udgave, der er skrantet ved valget. Og det burde kalde på eftertanke, ikke bare i de to partier med Venstre-navn, men i folket som helhed.

Niels Helveg Petersen har vist det eftervalgsmod at tage skylden på sig for de radikales tab. Det kunne han godt have ladet være med. Når tilbagegangen er så stor i Middelfartkredsen, har det intet at gøre med Niels Helvegs ord om socialdemokraterne, men er såre selvfølgeligt, da persondyrkelsens tid i Det radikale Venstre naturligt måtte give sig størst udslag netop her i Hilmar Baunsgaards kreds. Men Niels Helveg kunne have føjet den sandhed til, at om ikke Hilmar Baunsgaard havde udnævnt ham til kronprins i partiet, så havde ingen i den ganske verden øjnet et lederproblem i Det radikale Venstre. Og vejen havde været nemmere for Helveg som efterfølger.

Men også den strid er at slå smut på overfladen. Afgørende er, at såvel Venstre som Det radikale Venstre, der i fællig vil en folkelig liberalisme i modsætning til de andre borgerlige partier, igen må turde være et antennefolk i politik og ikke bare slæbeankre. Alt tyder på, at begge partier længe har indset det. Værdifuldt er det, at intet af de to partier tyder valgtabet som en afskydningsrampe for glistrupske tilnærmelser.

Danmark er i den folkelige liberalismes skæbnestund. Foruden Fremskridtspartiets vedholdende vrængen af al folkeligt fællesskab og vragen af alle arvede værdier, er det konservatismen i tre udgaver og socialismen i fire, der er sejrende. Retsforbundets snorkel over vandoverfladen er ikke trøst nok.

Den folkelige liberalisme i de to partier med Venstre-navn har nu ikke anden udvej end at søge tilbage til sin rod. Her ud fra må den fornyes ved selv at turde have ideer i stedet for at være lappeskrædder på socialismens nytænkning og for nogle fås vedkommende medløbere i den glistrupske virkelighedsflugt.

© Poul Erik Søe – Kommentar i dagbladet Informations Column 8. marts 1977.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside