Pligten til at være dansk
Folkelighed er ikke indsnævret nationalisme, men et mødested for grupper, båse og ideologier

Med tre folkepartier på tinge skulle man tro den folkelige vugge velvippet i politik. Socialisterne, de særkristne og de konservative har hver valgt folkelighed som kodeord ved parti-dannelsen. Ingen tror dem en døjt.

Det skyldes, at folkelighed ophører med at være folkelig, når den spændes for en partivogn. Digteren og præsten Grundtvig, der satte det folkelige i omløb, sagde om tilløbene til at putte ham selv i kristelig partibås: - Jeg tilhører ikke og vil ikke tilhøre noget andet parti end hele det dansk folk.

Følgestrengt er radikalismen heller ikke et folkeparti. Selvsagt fordi politik er sat imellem os for at dele os efter standpunkter. Det folkelige derimod er udsagn om, at der over båse, grupper, partier og ideologier er en fællesnævner, som ikke har sit udspring i vore meninger, men er et grundvilkår for enhver dansk.

Den danske kulturrevolution
Ingen har eneret på at udpege, hvad der er nyfolkeligt i dag. Men jeg tror, vi finder det nyfolkelige i omegnen af de store folkebevægelser --mod atomvåben, mod atomkraft, for et nordisk fællesskab og for kønsfrigørelsen. Men også i den kraft, der langsomt samler sig mod kommunereformens fordærvelse af demokratiets grundtanke.

Men hvad vi ved er, at det folkelige allerede een gang på dansk jord har skabt, hvad der med et nutidigt ord må kaldes en kulturrevolution. I Danmark kom den mere end hundrede år før kinesernes. Det kendetegnende er, at Danmark ikke bare fik demokrati som i landene omkring os, altså en ny måde at vælge toppen på. Vi fik en folkelig tilbygning, som lagt sammen med demokratiet er kulturrevolutionen.

Vi fik ikke bare en ny styreform. Vi fik et nyt åndsliv (højskoler, friskoler, valgmenigheder og frimenigheder), et nyt erhvervsliv (andelsbevægelsen) og et nyt personligt liv med udspring i det hverdagsdanske.

Det hverdagsdanske buldrede frem egn for egn, og sidst kom også digterne med. Indtil slutningen af forrige århundrede var der kun få sen-navne, der skrev dansk litteratur. Det, at halvfjerds procent af folket hedder et navn, der ender på -sen, eller har navn efter et sted i landskabet, er et udsagn om, at vi næsten alle er børn af almuen. Men almuen skrev ikke litteratur, for deres danske var ikke »godt nok«.

Men hjulpet på vej af det folkelige gennembrud møder vi sen-navnene i stimer fra 1890. Johannes V. Jensen. Jeppe Jensen, der kaldte sig Aakjær. Knud Knudsen med tilnavnet Hjortø. Marie Bregendahl, døbt Sørensen. Thøger Underberg, der gik den anden vej og kaldte sig Larsen. Og ikke blot digtere, men også en komponist som Carl Nielsen og malere som Johannes Larsen og Niels Larsen med tilnavnet Stevns. Mange flere endnu.

Det vigtige er, at de sammenlagt ryddede plads for det hverdagsdanske sprog, hentede deres ordvalg i uskolet dansk og deres musik i folkemusikken. Kulturrevolutionen var indledt i folket og endte hos digterne. Det er så usædvanligt, at strømmen ikke går den anden vej, så vi er på sporet af det folkelige fællesskabs gennemslagskraft.

Folkelighed som grundvilkåret
Det er ikke noget tilfælde, at da det hverdagsdanske var båret frem af folkelighedens ide og var blevet godt nok at digte på, så blev dansk, som vi har det med hjemmefra, også godt nok at styre med. Kort efter har vi den første landmand i folkets regering, den første bonde i kongens råd , som historiebogen trippende skriver.

Mange tror, Grundtvig har opfundet folkeligheden. Men den er gal. Det, han gjorde, var at sætte folkeligheden i ramme og fylde den med indhold. Folkelighed var et meget brugt ord, ikke bare i Danmark, men også i andre lande. I forrige århundredes 40'ere skulle alt være folkeligt. »Noget nyt er i gære, det selv tosser kan forstå«, skrev Grundtvig.

Men det var også ham, der satte spørgsmålstegnet. »Ved man også, hvad man vil, mer end brød og skuespil?« Og gav svaret:

Er det næsen eller munden, man kan opdage det »folkelige« på? spørger Grundtvig. Nej, til et folk hører alle dem, der selv regner sig med til det, har øre for modersmålet og lid for fædrelandet.

Modersmål og fædreland er nok svære ord at sluge i dag. Men lad mig tage fat på dem hver for sig med et nutidigt greb, efter at have slået fast, at folkelighed altså ikke er en lærdom, man kan tilegne sig, en pynteknap, man kan bære from i partitaktiske sammenhæng, men folkelighed er et grundvilkår for ethvert menneske. Folkelighed er det eneste, der ikke kræver medlemskort, men som vi har del i sammen med indfødsretten.

At være hinandens tilbud
Men jeg lovede ord om modersmålet i nutidig sammenhæng, det vil sige i disse halvfjerdseres nødår, der i omridset ligner andre kriser. Når voksne i krisen mister troen på at kunne styre sig selv, så tager de fat på at herse med børnene.

Et af herseriets midler er dansk-undervisningen. Det lyder så folkeligt at kræve mere dansk i skolen. Men i krævegangen til skolen er der ikke en dråbe ægte folkelighed.

Kravet røber nemlig alene en kraftig dyrkelse af skoling som genopstanden afgud. Fra et sundt forhold til uddannelse som et tilbud er vi flyttet over i en usund uddannelses-dyrkelse, der blot er udtryk for vor egen folkelige afmagt.

I den folkelighed, som engang fik riget op at stå, lød intet krav om dansk-undervisning. Her var mødestedet tværtimod: modersmålet - og det er jo en ganske anden snak.

I modsætning til dansk-undervisning, hvis endemål i mange forældres drøm er en bortskoling af det danske til fremmedordenes enevælde, er modersmålet de danske ord, vi har med hjemmefra.

At turde sætte modersmålet op som modstykke til dansk-undervisningen er at vedkende sig det hverdagsdanske sprog. Det vil sige at have mod til at bruge ord, der kendes af de fleste, i stedet for at båse sig inde i gruppevældet med et sprog, der har til formal at skille os ud fra det folkelige fællesskab.

Der findes intet fællesskab uden det, der springer af samtalen på det uskolede modersmål. Jo, der findes lukkede kredsløb, blandt dem mennesker med parti-sprog og økonomi-dansk. Men det er det danske vi har med hjemmefra, der gør os til et folk, og vil vi ikke være et folk, så har vi heller ingen mulighed for at agte andres folkelighed. Det mellemfolkelige indsnævres da til gold »internationalisme«, hvor regeringerne, ikke folkene, samarbejder, og hvor menneskene er overladt til at stå uden rodfæste.

Læs mig ikke. som en renhedsdyrker, der nægter modersmålet modtagelighed over for nyskabende ord, hjemmegjorte eller udefrakommende. Men har vi ikke øre for, om et fremmed ord kan få hjemstedsret i det danske, har det ikke længere nogen mening at tale om folk og fællesskab.

Ja, men danske ord er ikke så »præcise«, lyder indvendingen. I hvert fald skal der flere danske ord til for at udtrykke, hvad et enkelt fremmedord tydeligt udsiger. Det kan være sandt, og er netop modersmålets styrke!

For det vil sige, at modersmålets ord er mere rummelige. De afskyer »præcisionen« og er i stedet åbne. Det vil sige, at ordene i deres mangetydighed eller flertydighed bliver et mødested for mennesker i samtale. Kan der siges noget smukkere om et sprog, end at mange af dets enkeltord har plads til flere menneskers udsagn i sig. At ordene i sig selv er formet af slægterne til at være fælles i.

Når samtalen er blevet væk i det danske folk og afløst af gruppehadets diskussioner og debatter, tvinges vi ikke til omveje for at få den i gang. Vi ved, al modersmålet som modstykke til skolet dansk er det mødested, hvor samtalen på ny kan få liv.

I samtalen begynder livet igen, siger en nutidig digter med forrige århundredes højskolekridt på ærmet. Den digte-viden må nødvendigvis blive fælles-viden, før samtalen igen skaber den folkelige fællesnævner. Vel at mærke den samtale, der ikke har som mål at få ret, men hvor vi er villige til at være hinandens tilbud.

Folkelighed er arvelig
Fædreland som et andet kodeord i folkeligheden er ofte blevet tydet som indsnævret nationalisme. Det er fejlagtigt. Ordet fædreland udsiger kun, at vi i den fælles arv har et pligtfyldt fællesskab i det folk, vi er født ind i, og at kun en vedkendelse af den sammenhæng gør det muligt at forstå og agte folkelighed i andre lande.

Gammel snak, vil de fleste nok vrisse. Og de har ret. Folkeligheden, som den blev sat på skinner, er gammel snak, på alder med socialismen og kun lidt yngre end liberalismen, de to ismer, vi stadig lader styre vor hverdag. Hvad vi har glemt er den folkelige fællesnævner, at der over alle vore gruppedannelser er pligt til et fællesskab uden for båsene, grupperne og ideologierne.

Det synspunkt, at folkeligheden er hensygnende, hører sammen med den fejlagtige mening, at folkelighed - lige som politiske ideer - har haft sin tid og må afløses af nye tanker. Men folkelighed er ingen politisk ide.

Demokrati er en ide, der forudsætter aftale mellem mennesker og samfund. På papiret kan demokrati trives uden folkelighed, sådan som det har været i Danmark i mere end et årti. Men blev Danmark et diktatur, ville det folkelige stadig findes i folket som løfterige varmelag på en vintermødding.

Men dansk folkeligheds »forvaltere« har netop set på folkeligheden som en fase. Folkelighedens arvtagere taler i dag om den, som om den hørte de forrige slægtled til. Men folkelighed er arvelig. Det er demokrati ikke. Demokrati skal læres i hvert slægtled.

Man kan lave aftaler om demokrati, men ikke om folkelighed. Det folkelige har i et århundrede og mere været det stof, som det danske folks demokratiske drømme blev gjort af. Først nu er vi ved at gøre mekanikken i demokratiet til selve målet.

© Poul Erik Søe 3. marts 1977 i Det radikale Venstres tidsskridt "Fremsyn B"

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside