Ytringsfriheden
svinger i takt med
folketingsvalgene

NYLIG DELTOG JEG i fjernsynets provins-program »Bytinget« om politikeres styring af Danmarks Radio.

Jeg burde have følt glæde, for de videnskabeligt og tal-rigtigt udvalgte silkeborgere sagde i stort overtal ja til synsmåder, der også er mine.

Men i mig lurer det indtryk, at folk i Silkeborg den aften ikke alene sagde nej til politikere i radiorådet. De sagde nej til politikere i det hele taget. I afstemningens flertal skjulte sig uden tvivl også en god del politiker-lede.

Det får være, at folk er utilfredse med radio og fjernsyn. Det får være, at de hader den såkaldte styring i Danmarks Radio. Det er værre, hvis hadet blot er endnu et udtryk for tvivl om og lede ved demokratiet som styreform.

Min udlægning skal ikke få politikerne til at overse tallene, så tydeligt som de stod på bagvæggen. Skriften gjorde det forbi med politikeres dobbeltroller i det danske styrings-system.

Men vi, der mener at frigøre både Danmarks Radio og Christiansborg ved at kræve politikerne ud af radiorådet, skal heller ikke overtyde Silkeborgs tal. Hvis aftenens emne var blevet sat på spidsen og sammendraget til det enkle spørgsmål, om Erhard Jakobsen skal ud af radiorådet, var tallene sikkert blevet anderledes.

DET VIGTIGE er for mig, at som i enhver anden virksomhed må der være en styring i Danmarks Radio. Det er der ikke nu. Det, der kaldes styring, er tilfældige partipolitiske indgreb. Ytringsfriheden svinger i takt med folketingsvalgenes udfald. For at undgå sådanne udsving har Sverige anbragt politikere og radiofolk langt fra hinanden, fordi parlamentet som lovgivende magt og pressen i alle dens former som kontrollerende magt er født fjender, ikke for fjendskabs skyld, men fordi demokratiets modermælk er modsætninger og gensidig kritik.

Englands fjernsyn og radio er ikke styret af politikere, men af et råd af uvildige. Jamen, ingen er uvildig, lyder indvendingen. Og det er sandt, at ingen er uvildig i alle forhold. Det er heller ikke den slags overmennesker, jeg efterlyser. Den uvildighed, der kan kræves hos et medlem af radiorådet, går jo kun ud på, at vedkommende skal være udnævnt på grund af sin sagkyndighed og kvalitet, og ikke sidder i rådet som følge af den "rette" partipolitiske tilknytning.

RADIORÅDETS nuværende formand er for hånden som et godt eksempel. Jeg synes, at han har tilstræbt uvildighed. Men i det danske system bliver han aldrig uvildig. Enhver, der skal træffe afgørelser sammen med ham eller følge hans afgørelser, ved, at han som Venstre-mand blev udnævnt til sin post af Venstres kulturminister, Nathalie Lind.

Det gale er ikke, at Jørgen Kleener er Venstre-mand. Heller ikke, at han er formand for radiorådet. Men alene, at han blev udnævnt af sin partifælle. Venstre vil svare, at sådan gør socialdemokraterne og de andre partier også. Og Venstre har ret. Men vi må tale rent ud om disse sager og sige, at enhver af Kleeners afgørelser på det grundlag er til politisk debat i Danmarks Radio og i folket. Man har nøjagtig givet ham den eneste baggrund, som gør det umuligt for ham at blive anset for uvildig.

Også efter det engelske radioråds-system kunne Jørgen Kleener selvsagt være blevet valgt til radiorådsformand. Den eneste, men også den afgørende forskel er, at Kleener aldrig kunne være blevet udnævnt af en minister, som samtidig var hans partifælle.

JEG KAN GODT HØRE nogen mumle, at det er en dyd, at et menneske har holdning og hører hjemme i et parti. Jeg er mer end enig. Men vi bør ikke overse, at vi gør det synspunkt skade, hvis det i en antidemokratisk tid vendes mod partierne, så folk opfatter parti-tilhør som vejen til seerfordele.

Og det er just følgen af de seneste års strid om Danmarks Radio. Og et nyt parti som Glistrups går samme vej, når dets løsning også er at udpege en partifælle til generaldirektør. Ved enden er det inderligt ligegyldigt, om Danmarks Radio er godt eller dårligt styret. Men den nuværende ordning er gift for demokraternes omdømme.

NU SKAL DER NOK være dem, der synes, det er for ringe at tale sådan om politik. Men det er den slags folk, der står ved demokratiets sygeseng og kalder kræften for snue. Det er dem, der byder på hostesaft, hvor kniven burde føres.

Min tillid til politik går så vidt, at jeg tror, den til enhver tid siddende minister for radioområdet vil være i stand til at udpege et uvildigt nimandsråd til at styre Danmarks Radio. Ministerens udnævnelser vil altid være under folketingets kontrol. Jeg har tillid til, at det er den bedst tænkelige form for kontrol i et folkestyre.

© Poul Erik Søe – Kommentar i dagbladet Information 12. februar 1976

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside