Spærrereglen øger partiantallet
DER VAR EEN politisk meningsmåling, som Gallup, Observa, Vilstrup og de andre glemte at foretage i valgkampen. Det var målingen af, hvor mange der er vrede på politiske meningsmålinger og deres indflydelse på valgtallene.

På valgaftenen var der ingen tvivl om, hvad kommunisten Knud Jespersen ville have svaret, hvis han var blevet spurgt i sådan en undersøgelse. Hans vrede deles af mange uden for hans parti, selvom nok de færreste kan se en lykkeligere udgang på spørgsmålet i hans ønske om statens overtagelse af målingerne.

Selv tror jeg, at målingerne er kommet for at blive, hvor skadelige de end er i særlige tilfælde, og at vi langsomt vil vænne os til at leve med dem og blive mindre påvirkede af dem.

Et forbud mod at trykke målingernes tal under en valgkamp, sådan som englænderne har det, tror jeg ikke på. De vil i en endnu værre rygteform alligevel nå ud over landet, al den stund de allerede nu, dage før trykningen, er kendt i partiernes højborge.

Meningsmålingerne fremmer det politiske mode-trælleri. De øger den indstilling, at stemmesedlen er en tipskupon, hvor det gælder om at finde ind i den sejrende stime, så man har den tilfredshed i snakken på arbejdspladsen dagen efter valget.

Den overfladiske løben efter at være med i den største flok frem for at stemme ud fra en grundholdning har vi set ved en række valg, SF-fordoblingen i 1966, Baunsgaards dobbeltdækker-valg i 1968, Glistrups og Erhards tvillinge-sejr i 1973 og Venstres i år.

Men det indtryk, at meningsmålingerne især spiller afgørende ind i bunden af det politiske hyttefad blandt partierne lige omkring spærrereglen, er uden tvivl rigtigt.

For folk i Retsforbundet og Venstresocialisterne har valgnætterne i en række år været gysere, og det var denne gang også tilfældet for Centrum-demokraterne, lige som Kristeligt Folkeparti, De Uafhængige, Liberalt Centrum og kommunisterne tidligere har oplevet det.

DEN ALMINDELIGE opfattelse er, at meningsmålingerne for små partier med stemmetal omkring spærregrænsen udelukkende har dæmpende virkning. Det siges næsten altid, når et lille parti ryger ud, at meningsmålinger under to procent forud for valget har påvirket vælgerne til ikke at følge deres overbevisning.

Denne virkning er åbenbar for enhver, men jeg tror desuden, at der findes en modvirkning . Målingstal i Gallup, Observa osv. under to procent i en valgkamp kan også fremkalde, hvad jeg vil kalde trøstestemmer.

En del vælgere - skønner jeg - stemmer på et lille parti omkring spærregrænsen alene for at give det en chance, selvom partiet måske kun i yderkanten helt rammer vælgerens grundholdning.

Der er altså formentlig en modstrøm til den almindelige afvandring fra partier, som trues af lave tal i meningsmålingerne.

Frem for at drøfte afskaffelsen af meningsmålingerne, synes det mig mere frugtbart alvorligt at tage spærrereglen op til drøftelse. Uden spærrereglen ville de kunstige valgresultater i dansk politisk nedre lag ikke blive så tilfældige og ødelæggende, som de nu er.

Jeg er mer og mer overtydet om, at det store antal små partier lige omkring spærregrænsen i nogen grad er en følge af følelsesmæssige strømme og modstrømme, fremkaldt af selve spærrereglen, mere end af vælgermæssige grundholdninger.

Legen med to procents reglen indeholder i sig selv en spænding, som lokker ud over egentligt partimæssigt tilhør. Tilmed er der for deltagerne i spillet om at komme lige over spærregrænsen en ikke ligegyldig fornemmelse af, at stemmer afgivet på disse partier i dansk politisk underskov har øget vægt, øget indflydelse - alene på grund af kampen med spærrereglen.

NAR DET VED de seneste valg i forvejen har vist sig, at vælgerne flot hopper over spærregrænsen, hvis de har lyst — og at kun tilfældigheder på ganske få stemmer afgør, om Venstresocialister bytter plads med Retsforbundet, mener jeg, det mer og mer ligner et krav til de store partier om at droppe spærrereglen.

Grænsen på de to procent står jo ikke i grundloven, og med de mange partier, som findes på Christiansborg, ser jeg ingen grund til ængstelse for helt at slette spærrereglen, således at 1/175 del af stemmerne giver eet af de 175 medlemmer, der bliver valgt i selve Danmark.

Der er for mig ingen tvivl om, at spærrereglen længe ikke har virket så stabiliserende som forudset, og at dens følger er præget af alvorlige minusser.

Det var spærrereglen, der i tretten år holdt den yderste højrefløj, De Uafhængige, ude af dansk politik. Hvis partiet i dyrlæge Iver Poulsens gamle udgave i alle de år med to eller tre mand havde haft adgang til at udtrykke det syn, som har hjemsted i en del af det danske folk, kunne dansk højrefløj i dag stadig have været på ansvarlige hænder og ikke tilgramset af den glistrupske egoist-pop.

Også vi, der demokratisk vil bekæmpe højre-fløjen, kommer ikke uden om, at højre-tomrummet gennem 13 år i folketinget førte til en afkortning i dansk politik.

Spærregrænsen dysser en del af det danske folks fællesrøst ned - og det, der holdes nede, ender i eksplosion. Glistrup er et eksempel. Kommunister - også holdt ude af spærrereglen gennem tretten år - et andet.

Skal jeg sætte emnet på spidsen, vil jeg hævde, at spærrereglen ved de seneste valg i et politisk rodløst folk snarere øger antallet af partier i folketinget end dæmper det, fordi legen omkring de to procent er en helt lille valgkamp for sig.

© Poul Erik Søe - Kommentar i Aalborg Stiftstidende 12. januar 1975

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside