Radikalismen har meldt sig
ud af radikalismens parti
Ove Weiss fortsatte i lørdags Informations gamle og smukke sædvane, indledt af Anker Randsholt og holdt ved lige af Ejvind Larsen, omsorgsfuldt at luge Det radikale Venstres bed.

Set over et så langt åremål kan det undre, at Information oftest har været hjemstedet for drøftelser til trivslens fremme i radikalismen, når parti og blad dog var født fjender. Der er ingen fælles fortid, og man kan højst tale om et åndeligt sammentræf et sted på vejen fra Odense til Helsingør, hvor en ung Outze tramper i pedalerne for at nå frem til livsvigtig opbyggelse i Radikal Ungdom.

I forhold til parti-radikalismen føler jeg at have trampet i pedalerne siden 13. december 1965, men jeg skal ikke sidde udspillet fra Ove Weiss overhørig - og skal denne gang prøve nye stier.

Det radikale Venstres nye dyk i meningsmålingerne har bragt partiet hen, hvor det kom fra. Selv parti-ledelsen er sikkert rede til nu at lade parti-radikalismen gå i sin mor igen, efter at den længe har været adopteret bort som hyrdedreng på konservatismens overdrev.

Vi, der dengang spåede, at Baunsgaard ville ødelægge radikalismen for at gøre partiet stort, skal ikke anke over, at partiet igen er bragt ned kun i underkanten af den passende størrelse på et radikalt parti med mulighed for indflydelse. Det sørgmuntre er, at Baunsgaard efter at have føjtet rundt med den radikale stafet i et tiår nu, da han er vendt tilbage, ikke har nogen at give den videre til. Radikalismen har i mellemtiden meldt sig ud af radikalismens parti.

Radikalisme uden arvtagere
Det gavner ikke ens politiske omdømme at få ret, og jeg skal derfor ikke fremture med opfyldte spådomme, men nævne, at jeg på det seneste landsmøde i parti-radikalismen tog grundigt fejl. Jeg spåede da, at der inden næste landsmøde (til september) ville være to radikale partier, om det ikke lykkedes partiledelsen at forene de to grupperinger i radikalismen.

Mit fejlsyn var. at der kom ikke to, men flere partier i landskabet omkring Det radikale Venstre, senest Nordisk Folkeparti, der i sit folkelige og politiske grundsyn står mer i gæld til Jørgen Jørgensen og hans lige end parti-radikalismen selv. Og så er der endda plads til at overse, at Det radikale Venstre ved seneste valg optrådte som to partier, Baunsgaards for sig og »De radikale radikale« for sig. Det sidste var glædeligt, men hæmmende og forsinkende for det egentlige opgør.

Værst er det dog, at partiradikalismens »svigtninger ad højre til« fratog et helt slægtled det radikale islæt. Det radikale Venstres ørkenvandring var et flot hop hen over en hel generation, så radikalismen i dag står uden arvtagere og fornyere.

Baunsgaard overtog et husmandsbrug og ville gøre det mægtigt ved at leje jord hos storbønderne. Da de radikale havde renset jorden, blev den krævet tilbage. I mellemtiden var stamhuset blevet så forsømt, at ingen ville vedgå arv og gæld.

Det har igen ført til, at parti-radikalismen er så optaget af sit testamente, at den ikke evner at leve livet. Det er dødbringende at bruge kraften på at drøfte spørgsmålet, hvem der skal tage over efter Baunsgaard, når der ikke er noget værdifuldt at overtage, fordi vælger-inflationen er herre i madskab og spisekammer.

Savner ide og politik
Det er stadig ligegyldigt, om parti-radikalismen får sig en ny leder eller ej. Dens savn er en ide og en politik. Lad de andre partier om at tænde offerbål. Se til de konservative, der brændte Ninn af, fik Schlüter, men ingen ny politik. Dermed være selvfølgelig ikke sagt, at Baunsgaard ikke kunne være hjælpsom mod sit parti ved selv at bringe det offer at rede op i aftægtshuset.

Det er nok værd at minde om, at radikalismen længe før socialismen og nutidens pædagogik i praksis gennemførte, hvad der nu kaldes »kollektiv ledelse«. Munch-Zahle og Jørgensen-Dahlgaard indledte, hvad der var tænkt at skulle fortsætte, da Baunsgaard rev stafetten ud af hænderne på Helveg Petersen-Skytte.

Baunsgaard lagde vel før seneste valg ihærdigt op til kunstig genbrug af denne sædvane med sin støtte til og blik for Lauge Dahlgaard og Jørgen Thorgaard. Som altid glemte han, at tage folket i ed.

Radikalismen bør se stort på, om den ene eller anden får folketingsgruppens første-titler efter Baunsgaard, eller om han selv fortsat holder fast på dem. Radikalismen må endda indstille sig på det værste, at den kan blive endnu mere partiløs, end den har været de seneste ti år.

Hjemlængsel...
Vi, der kort eller længe har gjort os selv partiløse ved at vælge radikalismen frem for parti-radikalismen, ved, hvad hjemlængsel er. Store grupper af dem, jeg var ungradikal sammen med, har valgt sig socialismen i en af dens mange former. En enkelt strejfer er endt som folketingsmand i Fremskridtspartiet. Mange må tilmed kaldes partiløse, skønt de er medlemmer og bor under tag med parti-ledelsen. De stemte i hobetal Anker Jørgensen til fremgang ved seneste valg.

Jeg har aldrig hørt om eller set, at Hilmar Baunsgaard er i stand til at strække hånden frem. I hvert fald kun for at stryge de svageste i et parti-oprør til sig, når partiet skulle pyntes med overfladisk fordragelighed.

Men i folketingsgruppens underskov må der være mennesker, som fra folkelig mødevirksomhed ved, hvor pærelet det ville være at forsone sig med de tusinder, der er parti-løse trods deres førstefødselsret til radikalismen. I hvert fald ved Kr. Helveg Petersen det, men han har muret sig eksklusivt inde i sit »Selskab til samfundsdebat«, skønt hans kald er en folkelig bevægelse.

Mens vi venter på Helveg, Haugaard og Dybkjær, fortsætter de rykvise oprør i parti-radikalismen. Ude fra set er de både håb-bringende og sløvende. Vi ved, at de spredte oprør ikke fører til parti-dannelse nummer 26 i Danmark. Vi ønsker det heller ikke. Kun af og til, når hjemlængslen tager overhånd. Samtidig frygter vi, at de stedvise oprør forsinker det egentlige og frugtbare opgør, der alene kan genføde radikalismen. I vor egen tid og ikke i Hørups - hvor kraftfuld han end var.

Ove Weiss studser over nyradikalismens »rørende, næsten naive«, dyrkelse af de gamle radikale fra Hørup til Jørgen Jørgensen. Også jeg frygter dette udslag af, at et nyt slægtled er uselvstændigt og mangler skabende kraft til at få en ide-politik op at stå.

Det siger sig selv, at et nyradikalt brød ikke kan slås op med hengemt gær. Dyrkelsen af de gamle afslører blot, at da man ikke selv kan stable en politik eller ide på benene, må man nøjes med forbilleder.

Med den tyske forfatter Siegfried Lenz i hånden vil jeg sige, at »forbilleder er et tvangstilbud til umyndige, til dumrianer og notorisk rådvilde« med vægt på det sidste. I stedet for at opstille forbilleder, der tager udsigten, skal man snarere prøve at skærpe de personlige kritiske evner, hævdes det i en Lenz-roman.

Det nyradikale oprørs ti år lange tilflugt i forbillederne spærrer vejen for selvstændig nytænkning, men det er dog for mig tilfredsstillende, at driften mod at udtrykke en holdning ikke er hæmmet, og at udtrykket i åbenbar mangel af et nyradikalt program finder sin form i et bagværk, drysset over med Hørup, Brandes og Jørgen Jørgensen frem for de smagsfri rosiner fra Zahle til Hilmar.

Nu er dyrkelsen af forbillederne ikke nødvendigvis så »rørende« og så »naiv«, som Ove Weiss forestiller sig, og måske heller ikke så hæmmende, som jeg frygter. Folk, der vil noget kraftigt nyt, vil radikalisere, kan være tvunget til at bære historiens gamle på skjolde for overhovedet at vinde indpas.

Forfatteren Peter Seeberg har nylig - men med andre ord - fremsat det skøn, at når Grundtvig og hans fæller viftede så ivrigt med Danmarks-historien, var det blot sukker-overtrækket, der skulle få pillen - den voldsomme forandring, de var ude på og vitterligt fremkaldte - til at glide ned.

Min glæde og omsorg for det nyradikale oprør i dens stadig spæde former burde få mig til at forsvare det ud fra den seebergske tankegang, men til nu er jeg ikke overtydet om, at der er gemt en bedsk, men nødvendig pillemedicin bag forbilledernes sukker-overtræk. Rent ud: Jeg frygter, at oprøret er sukker hele vejen igennem.

Socialliberalismen
Selv ser jeg et andet udgangspunkt end forbilledernes, når det gælder ideernes fornyelse i radikalismen. Dette udgangspunkt er enkelt og ligefremt det selvstændigt danske i den radikale isme.

Det er radikalismen som sådan, der er trængt ud af dansk politik. Og de såkaldt radikale har selv lagt skuldre til. Det radikale Venstre har erstattet radikalismen med en tvetulle, som hedder socialliberalisme. Det er denne socialliberalisme, der dræbende har forandret radikalismen til at være en mellemting af ingenting.

Man kan ligefrem høre på ordet socialliberal, at det ikke har hjemstedsret nogen steder. Socialliberalismen er et tidligt udtryk i politik for den satans psykologi, der hverken tillader mennesker at være aggressive eller aggressionshæmmede.

Ligesom psykologien vil gøre os til mellem-størrelser med gennemsnits-vrede og gennemsnits-glæde, gennemsnits-sorg og gennemsnits-lykke, så er socialliberalismens køkken-skriveri ved fremmede gryder aldrig nået længere end til at stjæle kødbollerne fra socialismen, melbollerne fra liberalismen, hælde vand på og kalde det en ide-politisk suppe.

Med denne gryderet sendes ungradikale ud til kamp mod socialismens ideologi og borgerlighedens tradition. Er det så sært, at de fra hvert slag kun vender tilbage med vandet, som dog er deres eget.

Søger du en facitliste over alt det, som kan deles med to og smækkes sammen med det modsatte, delt med to, så blad i Det radikale Venstres ide- og arbejdsprogrammer, indtil du må to dig i dit eget suppevand for at få de klæbrige brøker af fingrene.

Radikalismens pop- og dæknavn
Socialliberalismen er de forknyttes og de banges, taktikernes og partipampernes pop- og dæknavn for radikalismen i dens særegne danske udgave, der - om man vil - i sig selv er den tredie ideologi i skarpeste modstrid med socialismen og liberalismen.

Da Hans Jørgen Lembourn for nogle år siden ville peppe konservatismen op, skar han sig en ny ideologi i teaktræ. Han gjorde det ved at føje ordet liberal til konservatismen, og - vupti - sprang det forældreløse barn »Liberal-konservatismen« op af reagensglasset til sorg for få og glæde for ingen.

Jeg har ikke kigget efter på Zoologisk Museum, om Lembourns forsvundne skaberværk er udstillet der. Men her - i afdelingen for nutidsøgler - hører socialliberalismen hjemme. Også den er skabt med passer og lineal, en ordleg, som selv Venstres gamle høvding, Erik Eriksen, kunne bruge som handske på sine to højre-hænder.

Befriet for socialliberalismen vil dansk radikalisme kunne træde frem som en fællesnævner i folket, der har glemt at være et folk.

Modsat andre europæiske radikale og såkaldt social-liberale står roden i dansk radikalisme fæstet i det ord, der blev sat i omløb som »det folkelige«.

Hvor socialismen og liberalismen netop i halvfjerdserne viser ansigt som ideologier, der vil styre folket på trods af folket, kan dansk radikalisme minde om, at det folkelige var her før demokratiet, og at der ikke findes andet demokrati end folkets egen styrelse, og at der ikke findes andet demokrati end selvstyre lokalt og for helheden ved mennesker, som folket har tillid til og kender fra hverdagen, ikke fra fjernsynet.

Socialliberalismen har også hertillands lejret sig om seddelpressen som afgud, giver folket økonomi i stedet for brød, struktur i stedet for ånd. Men den vil ikke som radikalismen vække den fælleskraft, som folket ejer, forståeligt nok, for kraften ville feje partiernes udgave af demokratiet til side og kræve demokrati taget for pålydende værdi - folkets styrelse.

Lige som liberalismen, men dog modsat socialismen, taler socialliberalismen slet ikke længer om folket, men om befolkningen. Folket er slet og ret gjort alene til en sociologisk størrelse, man kan måle ved hjælp af stikprøver.

Tilsammen sætter de deres ideologier og politik midt i folket for at dele det efter anskuelser - alene til glæde for Hørup. Men de påkalder ikke den folkelige fællesnævner, som samler os trods ideologier og politiske skel. Så længe har de delt os efter anskuelser, at hver af os ender med kun at se sig selv som hørende til en socialgruppe, en organisation eller et parti, men ikke til et folk.

EF-modstander—nu
Dansk radikalisme har ikke sit udspring i det nationale, men i det folkelige. Den erkendelse har lidt for sent ført mig frem til modstand mod Danmarks indlemmelse i de europæiske fællesskaber. Jeg så i den europæiske samlings-stræben trods min øvrige modvilje en mulighed for dansk frigørelse fra USA kulturelt, politisk og militært. Jeg tog fejl. Mine modstandere havde ret. Den frigørelse er en selvstændig dansk kamp.

Dansk radikalisme er fra første færd en kamp mod de fås eneret. Hvor socialliberalismen ikke nøjes med at hylde organisationsmagten for fortidens nødvendige sejre, men styrker dens enevælde også i dag, må radikalismen tilføje organisationerne, gruppelivet med dets gruppehad, et banesår ved at fratage dem enhver aftaleret og lade dem nøjes med forhandlingsret i forhold til de folkevalgte.

Hvor socialliberalismen aldrig har gjort front mod storkapitalismen af frygt for også at vælte småkapitalismen omkuld, kan radikalismen ikke lige så dovent afstå fra at forme de ord og skabe den styring, der sætter storkapitalismen i snor, og da slet ikke alene med den begrundelse, at det må ske i samarbejde med den yderste socialisme.

Den folkelige radikalisme er i modsætning til den stikprøve-kultur, der småstøtter de fås skabende evne, mens de mange sættes i folkeskolen alene for at leve et dueligt, men utåleligt erhvervsliv. Folkeskolen må ophæves, og skolerne må gives tilbage til folket som selvstyrende enheder i de stedlige samfund. Her over for står ideologier og en socialliberalisme, der fortsætter med at gøre undervisningen til opbevaring af børn og unge, indtil erhvervene har brug for dem.

Åndelig modstand
Kernen er det folkelige selvstyre. Storkommunerne og de folkefjerne amtsråd må afløses af det selvstyre, der var folkeeje i Danmark fra før grundloven til 1971. Kommune-reformen har kun forflygtiget folkestyret lokalt og i den lovgivende forsamling, og den har umuliggjort den formidling, der er nødvendigt i et demokrati.

Socialliberalismen - og de to ideologiers hovedpartier - er blevet tvunget til at være Glistrups medløbere i halvfjerdserne. Det var under et socialistisk flertal, der først blev skåret ned på de sociale udgifter. Selv om vi ofte sammenligner dette tiår med trediverne, så var trediverne trods større arbejdsløshed dog rigere, for de gav os socialreformen. Radikalismens svar i halvfjerdserne må være en ny socialreform, der sikrer ethvert menneske det egentlige sikkerhedsnet, den samfundssikrede grundløn for alle aldersgrupper, hos barnet og den unge med uddannelsen indregnet, hos den voksne med indregnet skattebundgrænse og hos de gamle med indregnet folkepension.

Socialliberalismen i Det radikale Venstre gav os forsvarsforliget og parti-velsignelsen af NATO, hvormed socialliberalismen bidrog til at indsnævre det mellemfolkelige. Radikalismen sætter den mellemfolkelige agt over magt og pagt, og den kender ikke andre våben end åndelig modstand.

Virkeligheden er radikalismens arbejdsplads, men vore drømme er vort mål.

© Poul Erik Søe 15. April 1975 i dagbladet Information

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside