De lukkede kredsløb
i dansk politik

Da spørgsmålet om atom-kraftværker blev håndfast stof i dansk debat, var det tilhængerne, der spillede kraftigst ud.  Endnu før modstanderne havde fået alvor ind i ordene, stod tilhængerne klar med færdige sætninger.
Det er usædvanligt før store forandringer, der lettest kalder på modsigelser.  En af forklaringerne kan være den, en tilhænger-ingeniør kom med i provins-fjernsynets »Landet Rundt«.
Han forklarede, at planlæggerne arbejdede ud fra den sikre viden, at den slags planer altid støder på folkelig modstand.  Man måtte simpelthen i planlægningen indregne, at den offentlige drøftelse førte til to-tre års forsinkelse.
Man anså det derfor for vigtigt, at debatten blev fremkaldt, mens planlægningen endnu var på et forberedende, smidigt trin, så den ikke greb forstyrrende ind senere.
Derfor havde tilhængerne lært i USA, at den offentlige drøftelse, da den alligevel skulle komme før eller senere, med fordel kunne sættes i gang af tilhængerne.  Og man havde til den ende hjemskaffet en mængde tryksager, som ville blive oversat og tilføjet hjemlige aktstykker.  Både tilhængere og modstandere skulle have glæde af denne åbenhed, alene for at få debatten i gang.
Det lyder som kynisme, men kan også kaldes virkelighedssans.  Folkelig debat, fremkaldt på ordre, og som en omkostning i planlægningen er ikke uvilkårligt en ringeagtelse af den offentlige mening, men bygger dog på den forudsætning, at folket ikke selv er igangsættende - og ikke selv har styring på, hvornår debatter bør have liv og holdes i live.
I et demokrati, hvis alvorlige mening er folkets styring, er det utåleligt, at den egentlige magt ligger i faglige og erhvervsmæssige organisationer, hos ekspertvældet eller l partistyret.
Det er tydeligt for enhver, at Danmark har udviklet sig som en række lande med den folkelige magt forpagtet ud til de lukkede kredsløb i organisationer, institutioner og parti-apparater.
En del af bortforpagtningen har sit folkelige stempel gennem årtiers sædvane og drøftelse, men magtvæksten i statens og organisationernes apparat har længe været uden for folkestyrets sunde selvkontrol.
Derfor er den politiske styring blevet udsat for kraftige rystelser, fordi et ellers stabilt vælgerfolk er blevet tvunget til at bruge upålideligheden som hævnakt over at have mistet førstefødselsretten til magten.
Valget den 3. december 1973 og det efterfølgende kommunevalg i endnu højere grad, kildeskattens sammenbrud som system og den voksende modstand mod den ufolkelige kommune-reform fra 1971 afslører, at folket føler sig ledet ind i tilstande, det ikke ønsker.
Det umiddelbart iøjnefaldende er, at den folkelige modstand ikke kom på fastsat klokkeslæt, og at hævnen blev udløst på områder, der i hvert fald på overfladen har været igennem en såkaldt offentlig drøftelse.  Den folkelige debat og stillingtagen er ikke så nem at spænde ind i en planlægning.
Netop forud for kommune-reformen oplevede Danmark for første gang planlægger-tanker, som kan sammenlignes med dem, der er en del af debatten om atomkraftværker.  Der blev nedsat en kommission, som udmærkede sig ved usædvanlighed, åbenhed og debat-iver.   Der var rig offentlig debat om kommunesammenlægningerne fra første færd, også lokalt.  Det var kommissionen, der satte debatten i gang.  For det videre forløb blev det afgørende, at debatten kom, da kommissionen ønskede den.  Den blev planlæggernes, politikernes og pressefolkenes debat.  Men tidspunktet var ikke valgt af folket.
Nu gror modstanden mod kommune-reformen med solsikkens fart, skønt ingen kan påstå, at reformen med dens voldsomme følger for den folkelige indflydelse på det kommunale selvstyre er gennemført uden tid og mulighed for åben drøftelse.
Afgørende er det, at folket blev taget på sengen.  Debatten var bestilt arbejde, ikke et behov rundt om i hjemmene.  Debatten kan rimeligt nok kaldes offentlig, men ikke folkelig, for den groede ikke nede fra.  Følgen er, at hadet mod storkommuner og folkefjeme amtsråd er voksende og de kommunale stemmetal dalende.
Læren er, at en styret offentlig debat og en kunstigt igangsat drøftelse ikke har varig virkning.  Den er som en tørv i kakkelovnen, der giver øjeblikkelig varme, men ikke holder natten over.  Derfor står kommunestyret i tressernes udgave sårbart og uden folkelig tække her i halvfjerdseme.
Det samme kan i nogen grad siges om nyordningen af indkomstskatten.  Da de borgerlige partier før valget i 1968 i et snuptag blev enige om at godtage socialdemokraternes udgave af kildeskatten, indgik nok en følelsesmæssig fornemmelse af vælgerfolkets trang, men den blev fremmet stærkest af kendskabet til de borgerlige, svenske partiers skæbne efter at have sagt nej til et socialdemokratisk ATP-forslag.  Det var ikke folket, der blev enigt i 1968 - det var politikerne.
Jordlovenes forkastelse i 1963 taler samme tydelige sprog.  Regeringen forsøgte at skabe en folkelig debat omkring saglige lovforslag, men den egentlige drøftelse og langsomme godtagelse i vælgerfolket kom først efter folkeafstemningen, så lovene uhindret kunne glide igennem mange år senere.
Det er let at forstå, når planlæggere, organisationsfolk og politikere stejler over et folk, der handler således.  Tilmed et folk, der har skabt det gamle ordsprog: »Forord bryder ingen trætte«, hvilket vil sige, at en senere opstået strid ikke kan ændre en på forhånd indgået aftale.  Det ordsprog gælder ikke i forholdet mellem politiker og vælger.  En række forudindgåede aftaler, »godkendt« ved folketingsvalg, kræves ændret af et vælgerfolk, der - med demokratiets ret - optræder, som om gamle aftaler aldrig er indgået.
De samme rystelser vil møde perspektiv-planlægningen og dens skabere, hvis de med PP1 og PP2 mener at have skabt debatter, der senere kan bruges som folkeligt stempel på udviklinger, perspektiv-planlægningen fremmer eller hæmmer.
Perspektiv-planlægningen ligner til forveksling forberedelserne til kommune-reformen og tilhænger-udspillet omkring atomkraftværkerne.  Og det indtryk mindskes ikke af dens hæderlige forsøg på at tilføre den offentlige debat og det politiske virke nye emner, nye muligheder for stillingtagen og at sætte rækkefølge på emners vigtighed.
Men selvsagt vil endog et uopmærksomt folk i længden få øje for, at perspektiv-planlægningen i sin hidtidige udgave blot er et middel til yderligere at styrke de kræfter, der i forvejen har indflydelse i Danmark, organisationerne, pressions-grupperne, teknokratiet og parti-apparaterne.
Hvor forudseende forskeren, planlæggeren og politikeren end er, må i et demokrati den folkelige godtagelse være afgørende for planens virkeliggørelse.  Til den ende kan man sætte propagandaen og målrettet oplysning i gang, så en folkeafstemning eller et valg vindes.  Men vi har nu set tilstrækkeligt mange eksempler på, at denne kunstigt skabte godtagelse i folket ikke har varig værdi.
De hurtige forandringers faktiske nødvendighed har ført til magtapparaternes selvtægt gennem kunstig skabt debat og »folkeoplysning«.  Men læren er, at godtagelsen i bredden er en nødvendig omkostning, ja, at det end ikke er tilladeligt at se på den som en omkostning, for presses godtagelsen kunstigt frem, fører den - som vi har erfaret med drejningen i halvfjerdserne - til endnu større omkostninger senere.
Perspektiv-bøgerne har fremkaldt en offentlig, men ikke en folkelig debat.  Simpelthen, fordi perspektiv-planlæggerne er gået ud fra, at folket er uden perspektiv og plan.  Det er ikke blevet spurgt. Når forudsætningerne for perspektiv-planen i dens nyeste udgave er bristet, skyldes det, at man lægger planer eller fremtids-forstørrer nuets tal uden at indregne folket som faktor.
jordlovene, kildeskatten og glistrupismen har endnu engang lært os, at kunstigt igangsatte »politiske vækkelser« eller debatter bliver mødt med folkelig selvtægt.   Derfor bliver det ikke mindre godtageligt at sætte debatter i værk, men forudsætningen er selvsagt, at folket i sin fulde bredde har samme debat-vilkår som magt-bygningens forskellige højhuse i samfundet.
Et sådant vilkår er hidtil ikke givet i perspektiv-planlægningen.  Folket er opfattet alene som modtageren.  Der er ikke gjort forsøg på at inddrage folkeviljen i det forberedende arbejde.  Vi har altså endnu engang fået en debat, byggende på ekspert-vældets formodninger og viden, hvorimod folket er ladt tilbage i det historiske uden ny fornemmelse af, at fremtiden ikke blot er, hvad der sker, men hvad folket vil have, at der skal ske.  Vi er selv fremtid, kunne have været løsenet for den folkelige drøftelse.  Nu blev kodeordet: - Her er jeres fremtid, såvidt vi kan se.
Den folkelige indflydelse kan ikke planlægges eller tages i ed, men den kan tages alvorligt.  Det, mener jeg, gøres i fremtidige perspektivplanlægninger sikrest ved sideordnet med folkeafstemninger og folketingsvalg at indføre, hvad jeg kalder folkehøring.
Det er en udbredt mening, at folkeafstemningers demokratiske indhold er af en ganske særlig værdi.  Synspunktet er på det seneste ivrigt fremmet af den radikale K. Helveg Petersen.  Meningens baggrund er selvsagt, at vi efter sædvanen er på stor afstand af afgørelser og pludselig føler en indflydelse ved folkeafstemninger.  Vi har ret til at sige ja eller nej.
Men der er ikke meget medvær i folkeafstemninger.  Allerede Hal Koch advarede mod at tro, at selve afstemningen er det værdifulde i demokratiet.
Mange tror den demokratiske vugge velvippet, blot der er stemt om en sag. »Vi stemte jo om det, så det er gået demokratisk til,« er en almindelig vending.
Det demokratiske i en sags afgørelse er imidlertid ikke afstemningen.  Det er den debat, der går forud, hvor mindretallene har mulighed for at øve indflydelse på flertallets mening.
Hal Koch sagde om den golde afstemning uden forudgående debat med mulighed for de fås indflydelse på de mange, at den bare var et slagsmål med stemmesedler.
Folkeafstemninger i Danmark er demokratisk set også kun slagsmål.  Selv nok så opbyggende eller heftig debat forud for en folkeafstemning har kun indflydelse på, hvor mange der stemmer ja eller nej.
Det, vi stemmer om ved folkeafstemninger, rokkes ikke en tøddel gennem debatten forud.   Udgangspunktet for enhver folkeafstemning er en lov, som folketingets flertal har vedtaget.  Den lov skal nu ord for ord, komma for komma og punktum for punktum vedtages af vælgerfolket - eller forkastes.  Den kan ikke laves om før folkeafstemningen, om der så kommer gode ideer i hobetal under debatten forud for afstemningen.
Nu fik folkeafstemningen l Danmark sit særlige præg, fordi den »afløste« landstinget i 1953.  Den er - som landstinget - mindretallets værn over for flertallet, eller den er sat der for at hæmme et for dristigt folketingsflertal i at gå for langt forud for folket.
Jeg er ikke enig med dem, der vil afskaffe folkeafstemninger.  Det har vist sig, at de virker som forudset ved grundlovens ændring for to tiår siden.  Det farlige er blot, hvis politikere og vælgere tror, at vi med folkeafstemninger er nået så langt, vi kan i medvær.
Man må med stor alvor spørge, om folketingsvalg og folkeafstemninger er de eneste former for medvær, politikerne kan tilbyde vælgerfolket.  Det er åbenbart for enhver, at netop mens vi forsøger os frem til alle tænkelige nærdemokratiske former på arbejdsplads og i lokale sammenslutninger, er der en afslørende mangel på medvær i det landspolitiske.
Også politikerne må tage deres egen tale om nærdemokrati alvorligt.  De er travlt optaget af fra oven at pånøde os deres former for nærdemokrati på arbejdspladsen.   Derimod har de ikke travlt med at sikre vælgernes medvær på politikernes egen arbejdsplads.
Jeg vil foreslå politikerne, at de ved siden af folketingsvalg og folkeafstemninger sætter den medværsform, jeg kalder folkehøringen.  Dens ide er at sikre, hvad folkeafstemninger udelukker, nemlig egentlig indflydelse på væsentlige samfundsændringer, mens de endnu er under forberedelse.
Ligesom folkeafstemningen forudsætter folkehøringen et repræsentativt demokrati.   Der er altså ikke tale om, at der skal ændres på folketingets beføjelser, men der skal sikres vælgerne medvær, inden en lov er skrevet færdig - eller i dette tilfælde: før perspektivplanlægningen fremtræder som en hellig skriftsamling til tekst-udlægning i de folkelige menigheder.
Udgangspunktet er Hal Kochs opfattelse af demokrati, at forhandlingen, drøftelsen forud for afstemningen er det demokratisk værdifulde, ikke selve afstemningen.  Gennem folkehøringen mener jeg, at vi kan opbygge et system, der byder vælgeren indflydelse uden om partiapparaterne og organisationsvældet.
Perspektiv-planlægning er et emne, der kan tilføres ny bredde gennem folkehøringens form.  Først går emnerne til drøftelse i en høringsgruppe, som udpeges af regeringen for at fremskaffe en udredning.  Det skal ikke være en af den slags kommissioner, vi på gammeldags vis nedsætter her i landet, men en gruppe på fem-syv sagkyndige, alle uden for folketingets, partiforeningernes, fagorganisationernes og alle de øvrige økonomiske og politiske magthaveres sædvanlige kreds.
Høringsgruppen skal ikke - som normale kommissioner - udkæmpe det politiske slag på forhånd.  Det overlades til folketinget, hvor det hører hjemme. l stedet skal den sagligt udrede alle kendte løsninger på emnekredsen, selv udarbejde nye løsninger og hente dem udefra - det sidste ord taget i videste betydning.
Men før politikerne kommer til, vil jeg indskyde det led, der hedder folkehøringen.   Høring bruges ikke i den sædvanlige form, hvor parlamentsmedlemmer udspørger ministre og embedsmænd.  Høring overføres som begreb til det nye område, som Morgenavisen Jyllands-Posten har døbt medvær, socialdemokraterne nærdemokrati og Venstre »Det nære samfund«.
Høringsgruppens udredning bør nemlig efter min mening ikke sendes den normale vej til regering og folketing.  Den bør i stedet offentliggøres som annoncer i dagspressen og stilles til rådighed for pressens tekst-spalter, radio og fjernsyn.
Inden for en given frist kan nu enhver borger til høringsgruppen sende kommentarer, kritik, forslag og ændringsforslag samtidig med, at der i pressen foregår normal offentlig drøftelse af perspektiv-planlægningen.
Høringsgruppen pålægges - samtidig med den endelige offentliggørelse af sin udredning ~ at udarbejde rapport til regering og folketing om den folkelige reaktion gennem indsendte breve og den offentlige debat i pressen.  Det forudsætter, at perspektiv-planlægningens enkelte emnekredse behandles fortløbende og kun sjældent samles i de digre oversigtsværker, der er brugt til nu.
Først så tager lovgivningsarbejdet fat på de enkelte områder, og vi har oplevet, at alle et samfunds indbyggere for første gang har fået tilbud om at øve indflydelse på planlægningen - under dens tilblivelse.
Folkehøring er selvsagt ikke patent-svaret på den farlige antiparlamentariske krise mellem styre og folk.  Men den giver magthaverne et bedre og bredere grundlag at planlægge og lovgive på.  Den skærer ikke lunser af det repræsentative demokrati.   Den sætter vælgeren i en positiv situation ved at kalde på forslag og løsninger og ikke som hidtil at lade sig nøje med efterkritik med den følge, der hedder følelse af magtesløshed.
Det er vigtigt, at folkehøringen ikke bliver en tilfældig politisk leg i et tilfældigt øjeblik, da politikere i taktisk vildrede vil tækkes vælgerfolket.  Før folkehøringen er en institution, og ikke en kopi af radioens telefon-programmer, tilfældige ministres telefonvagt på deres kontorer for en aften i vælgernes tegn eller en almindelig læser-brevkasse, og før folkehøringen indgår som en institution med sædvanens kraft, er den ikke nyskabende og levedygtig.
Først og fremmest vil folkehøringen være de mange mindretals mulighed for at øve indflydelse.  Nu hører man fra organisationerne, teknokratiet og partiernes flertal - tilsammen synspunkter, som i forvejen har de bedst tænkelige vilkår.  Men det banebrydende, som altid indledes i mindretallene, når for sent frem til arbejdsbordet.
Nu svares perspektiv-planlæggernes udfordring af institutioner som sådan - af organisationer som sådan o.s.v. Folkehøringen vil gøre det muligt ved at henvende sig til den enkelte - særstandpunktet - også i institutioner, organisationer o.s.v., at fremme alsidigheden i planlægningen og derved mindske den politiske fremtidsforsknings taktiske indhold.
Folkehøringen legaliserer desuden pressionsgrupperne uden for det egentlige magt-apparat, men i stedet for som nu at henvise dem til den negative vintervej, inddrages de i forberedelserne - de gøres så at sige til positive medarbejdere.
l en stræben efter på ny at folkeliggøre politik er dog intet vigtigere end at fjerne partiernes apparat-præg og på ny at gøre dem til folkelige bevægelser.
For folket er et parti et stykke værktøj, der kan bruges til at udtrykke den del af den enkeltes synspunkter, man er enig med andre om.  Helheden i den enkeltes synspunkter vil aldrig kunne udtrykkes gennem partiet, ja, selvsagt ikke gennem politik alene.
Men et parti er samtidig de magthavendes redskab.  Det kan indrettes og tilpasses de politiske ønsker, en inderkreds ønsker fremmet, således at et parti kun i det ydre kalder på eller repræsenterer vælgerskaren, mens der i dets indre foregår en magtkamp helt sideordnet med den egentlige politiske fejde i parlamentet.
Det vil også være forløjet at fortie, at der ved siden af den meningsmæssige kamp i et partis indre foregår en person-kamp, og at denne strid ofte er mere reel, end den bliver fremstillet.  Kun få - om nogen - har overblik over det samlede sæt af holdninger, som udgør et parti, og for nemheds skyld klistres da hele holdnings-sæt, fløjes samlede opfattelser, på enkelt-personer, hvorefter fløj-placering kan udtrykkes forenklet ved at give tilslutning eller tage afstand fra »den samlende skikkelse«.
Stærkt delte meninger omkring opfattelsen af, hvad et parti er, går ned gennem dansk politik.  Dermed også af, hvem der er partiet.  Det har på det seneste ført til ufolkeliggørelse af dansk politik.
Når en af hovedopgaverne for partiet - godtaget af de fleste - er at formidle de folkelige synspunkter i selve den politiske rørelse og ide, man er samlet om, er det vigtigt at vælge formidlingsvejen.  Det standpunkt breder sig for tiden, at de valgte - dem i folketinget - mer end sammenslutningen af vælgerforeninger er udtryk for folkeviljen, idet de jo er valgt som repræsentanter af hele vælgerskaren.  Det er en tankegang, som har medført sammenstuvning af magt i folketingsgrupperne og parti-apparaterne.
Det var fra første færd tankegangen hos Centrumsdemokraterne, hvor vælgerorganisationen aldrig er blevet og aldrig har ønsket sig stærk ud fra en hensyntagen til, at folketingsgruppen skal kunne »arbejde frit«.  Da partiet lavede program for første gang, blev der lagt usædvanlig vægt på, at der ikke skulle være tale om en binding af folketingsgruppen - formelt ganske i pagt med grundloven, men reelt også en magtforskydning i forhold til andre partiers indretning.
Også i Fremskridtspartiet har vælger-organisationen været langsomt undervejs.  Op til valget 1973 var den kun syv ansatte på Glistrups advokat-kontor.  Tankegangen var den, at partiet skulle være en bevægelse, og det var så op til de valgte at tolke bevægelsen.
Det konservative Folkeparti blev fra midten af tresserne kun nølende trukket med ind i det standpunkt, at vælgerorganisationen og dermed partiets årlige landsmøde ~ landsrådet - skulle have indflydelse på folketingsgruppens synspunkter.  Men indtil partiets krise ved Fremskridtspartiets fremmarch var der een leder af folketingsgruppen og en anden af vælgerorganisationen.  Det førte hos de konservative til uovervindelige modsætninger, som først i det ydre i hvert fald blev ophævet, da de to poster på ny forenedes i samme person.
Den anden opfattelse er, at den folkelige baggrund for et parti - også mellem valgene - må søges i vælger-organisationerne, altså landssammenslutningen af de enkelte vælger-foreninger.  Det er et synspunkt, som har været fremherskende i socialistiske venstre-partier, hos Det radikale Venstre, i Retsforbundet og delvist i Venstre, især efter Erik Eriksens afgang som formand.
Følgestrengt har man i nogle af partierne med denne opfattelse to formænd, een for vælger-sammenslutningen og een for folketingsgruppen.  Men selvsagt er der stærk lim mellem de to dele af partiet. l nogle socialistiske partier har limen øget vælger-sammenslutningens magt for eksempel i en periode, da bl. a. udenrigspolitiske indlæg i folketinget af SF-tingfolk var til godkendelse i et organisations-udvalg.   I de fleste borgerlige partier har folketingsgruppen modsat haft afgørende indflydelse på vælger-sammenslutningeme.
Det væsentlige er dog, at partiernes vælgerforeninger ikke altid i den udstrækning, man forestiller sig, samler mennesker, der er et bredt udsnit af vælgerfolket, og det, der vedtages eller anbefales folketingsgrupperne inden for disse organisationer, har derfor langt fra altid været i pagt med det, der foregår i vælgerne, end ikke i de vælgere, som stemmer på vedkommende parti.
Det mest talende eksempel er hændelserne omkring Glistrup-partiets frembrud.   Pludselig var der i forsommeren 1973 en tilstand, hvor hver fjerde vælger var på vej væk fra de gamle partier.
Men det opsigtsvækkende var ikke det store tal.  Chokket var, at de politiske partier og deres vælger-sammenslutninger lå hen som politiske ødegårde.  Ikke een vælger-organisation havde varslet, at et sådant opbrud var på vej.  Ikke eet parti-apparat tog sagen alvorlig fra første færd, fordi forvarsler ude fra landet ikke var kommet, og alle trøstede sig med, at ved »et rigtigt« valg, ville det gå anderledes.
Ikke eet landsråd, landsmøde, årsmøde eller kongres varslede, at vælger-folket var i skred.  Vælgerforeningerne, som skal varetage den folkelige kontakt og søge at være i pagt med vælgerne, rummede simpelthen ikke en person-kreds, som havde fornemmelse, omgangskreds eller jordforbindelse til at fremme et varsel til partierne.   Eller værre endnu: de havde ikke formidlingsevne, overtalelses-mulighed eller magt til at gøre partiledelserne, folketingsgrupperne og parti-apparaterne opmærksomme på, at noget nyt var dræbende på vej.
Det afslører mere end noget andet, at partiledelsen, parti-apparatet og folketings-gruppen i langt højere grad, end man havde forestillet sig, er selvkørende og værre endnu, at de er selvfornyende med synspunkter og holdninger.

Ideernes vej har ikke sit udspring i folket og fører ikke gennem vælgerforeningeme over landsmøderne ind i parti-apparatet for at havne hos folketingsgruppen og blive en del af landets lovgivning.
Ideerne tager i stedet form i den snævre inderkreds - og påføres langsomt vælgerforeningernes medlemmer.  Og her strander de tit, fordi vælgerforeningerne også er lukkede kredsløb.
Økonomisk set er partierne, selv de største, bolchebutikker med fattige rammer.   Det prøver de at rette op gennem indsamlinger eller organisations-tilskud, som begge bevidst eller ubevidst har påvirkning til følge. Men på det seneste finder der efter min mening også et misbrug sted af den pengepung, partierne er sat til at forvalte i folketinget.  Den politiske styring har et så svagt økonomisk grundlag, at den i selvtægt er tyet til indførelse af skjult og så vidt jeg kan se ulovlig statsstøtte til partierne.
l hvert fald har det i de senere år styrket folketingsgrupperne og parti-sekretariaterne, især i de mindre partier, over for vælger-sammenslutningeme, at rigeligere pengemidler er begyndt at tilflyde dem fra folketingets kasse.  Vælger-sammenslutningen kan blive nødt til at neje sig, fordi folketings-gruppen sidder på en ny kasse.
Oprindelig for at afhjælpe den håbløse situation, folketingets medlemmer er anbragt i med hensyn til praktisk og idemæssig hjælp, har folketingets præsidium afsat stigende beløb til partierne for at sikre dem sekretær-hjælp og rådgivnings-bistand.
Hensigten er den bedste, men faren er, at disse midler langsomt er ved at udvikle sig til mer eller mindre skjult parti-støtte.  Hjælpen gives ikke til de enkelte folketingsmedlemmer, men til grupperne.  Allerede det er en nedvurdering af mindretal.  Følgen er, at pengene ofte er blevet brugt til ansættelser i parti-sekretariaterne.  Folketingsmedlemmerne har ikke fået personlig hjælp af sekretærer og rådgivere, men må stå med hatten i hånden over for parti-apparatet.
Dertil kommer, at kontrollen med midlerne udøves af folketingets præsidium, og det er en tvivlsom løsning, idet de parti-ledere, som har den daglige magt i partierne, her udgør en fælles-forsamling, der skal godkende egne sager.  Det har ført til en tvivlsom sammenblanding af midler til egentligt folketings-arbejde og udadvendt, propaganda-mæssig virksomhed.  Og da ordningen kun gælder for partier, som er repræsenteret i folketinget, har vi fået en skjult parti-støtte, som automatisk tilsidesætter store, men ikke repræsenterede mindretal i vælger-folket.
Det er en væsentlig opgave at sikre den politiske styring et økonomisk grundlag, der gør den uafhængig.  Partistøtte kan ikke uden videre afvises, men det forekommer mig uhyre farligt, hvis den sniger sig ind ad bagdøren.  Et neutralt udvalg i stil med det, der kontrollerer de hemmelige kartoteker, bør efter mit skøn have tilsynsret med folketingets midler til disse formål.
Det væsentligste bidrag til ufolkeliggørelsen af det politiske liv findes i en række partiers arbejdsform, netop på områder, som vedrører perspektiv-planlægningen.
Hvor dyrkelsen af aktualiteten gennem ti år er vokset i det øvrige samfund, er partierne langsomt gået den anden vej ~ sikkert på grund af vælgerforeningernes erkendelse af, at de står magtesløse med deres forsøg på at folkeliggøre den politik, der virkeliggøres fra dag til dag.  Den afgøres i de lukkede kredsløb.
Derfor er de politiske resolutioner, som engang var den væsentlige arbejdsform i de store landssammenslutninger af vælgere, svundet ind.  Og man kan i dag undre sig over, at de gamle, meterlange resolutioner, vedtaget af landsråd, landsmøder og kongresser, blev tillagt så overordentlig stor vægt.  Det er kun ti år siden, partierne strengt vogtede på, at Pressens Radioavis gengav disse resolutioner i deres helhed.
I stedet har de fleste vælger-sammenslutningers indflydelse på det skabende politiske ord lagt sig til hvile midt imellem det langsigtede principprogram og den aktuelle resolution, nemlig i handlings- eller arbejdsprogrammer.
Der har i et tiår været gjort store anstrengelser i nogle partier for at skabe større bredde ved partiprogrammernes tilblivelse, men selv i de partier, som ivrigt har villet udvide person-kredsen i forarbejdet, er skuffelserne store.
Den sædvanlige arbejdsgang er, at en lille kreds, især stærkt påvirket af den øjeblikkelige folketingsgruppe, laver hele det grundlæggende arbejde, oftest dog med en rapport-pligt til eller en høringsret for en hovedbestyrelse.
l heldigste fald sendes program-udkastet til de lokale vælger-foreninger, som kan komme med ændringsforslag.  Og et landsmøde eller en kongres vedtager programmets endelige form.
Ved afgørelsen i det landsdækkende organ vil folketingsgruppen eller program-udvalget, den særligt udpegede inderkreds med indbyrdes taktiske aftaler mellem grupperingerne, dog med pres gennem vejledende ord til den store forsamling kunne få de fleste af de »oprindelige« formuleringer igennem.
På dette tidspunkt, da program-udvalget står over for det landsdækkende organ, vil udvalget ikke længer have præg af at skulle være bredt dækkende for partiets vælgere eller organiserede, men optræder nu som en enhed, der anbefaler sætning for sætning i udkastet, også ofte dem, de egentlig er imod, men som de har måttet sluge for at få egne formuleringer om andre emner igennem.
Udvalget er altså blevet så sammenarbejdet, så sammenspist og så indviklet i egne kompromiser, at de på landsmøderne og kongresserne ofte er mer solidarisk med deres eget udkast som helhed end med det, der senere er kommet fra vælgerforeningerne - så at sige i anden ombæring.
Tidspresset på de landsdækkende møder, der ofte er højeste myndighed i parti-apparatet, spiller også en stor rolle. l flere partier har man i adskillige år talt om Iyntogs-demokrati, ment kritisk om afgørelser, som blev truffet, når hovedparten af deltagerne sad på vej hjem i toget. Det er især arbejdsprogrammer, som optager de politiske ord-sammenstillere med stor indflydelse.  Arbejdsprogrammet gælder som regel for en valgperiode, men i nogle partier fornyer man nu afsnit for afsnit i stedet for hele programmer, og det er et fremskridt, som sikrer sagligheden noget større plads i et virke, der ellers er præget af hastværk og mangel på overskuelighed for den, der ikke er procedure-kyndig.
Den megen dyrkelse af arbejdsprogrammer har i adskillige partier medført, at der kun er få ide-debatter tilbage, eller at ideerne bliver tilsætninger i en aktualitets-drøftelse.  Det har medvirket til, at fler og fler vælgere på valgdagene stemmer i nuet, mens færre og færre ved, hvorfor de er konservative, socialdemokrater eller radikale.
Det grundlæggende i partierne, hos nogle »hele« ideologier, hos andre mere smidige ide-sæt, er så sjældent under debat, at en mindre og mindre gruppe i vælgerfolket føler sig i overensstemmelse med grundholdningen.  De fleste kender ikke parti-ideernes politiske kodeord.
Christiansborg-politikerne er som fisk i vandet i denne ide-fjerne udvikling.  Det er deres arbejdsform, præget af den evindelige dagsaktualitet og af de taktiske overvejelser om næste dags mulighed for sejre og nederlag i udvalg og på talerstol, det er denne arbejdsform, der er gledet over i vælgerorganisationerne, skønt den her - især på landsplan - er aldeles uegnet, fordi vælgernes repræsentanter er så sjældent samlet, at de med større fordel kunne kræve indflydelse på det langsigtede og idemæssige.
Det dagsaktuelle præg på de store politiske rådsforsamlinger har medført større indflydelse til de allerede valgte i folketinget.  Tilbage er kun en klat afvigere, som interesserer sig for grund-holdningerne, og som oftest bliver til grin på deres krav om ide-debat.  Frode Jacobsen, K. Helveg Petersen og Hans Jørgen Lembourn er eksempler fra tre slægtled på folk, som blev kvalt mellem nuets politikere.
Der er ingen virkelighedsnær mulighed for at hindre de øverste instanser i landets vælgermæssige organisationer i at arbejde med det dagsaktuelle eller det, der ligger for i den nærmeste folketingssamling.
Men det bliver nødvendigt at finde former, som tillader den egentlige ide-debat, giver den råderum, og som samtidig dæmper den tiltagende forvatning af de politiske arbejdsprogrammer, som i den grad er blevet rammer omkring alle tænkelige synspunkter, at man kan stikke hovedet igennem dem uden at støde imod.
Det forløsende ord må være, at arbejdsprogrammerne for størstedelen flyttes væk fra landsmøder og kongresser.  Dels fordi udbyttet er ringe, dels fordi grupperne i folketinget efter forgodtbefindende indretter sig mer efter Christiansborgs dagligdag end efter programmerne.
Arbejdsprogrammerne ville få ny virkning og mening, om de var grundlaget for valgkredsenes opstillinger i stedet for som nu kun at være en venlig hilsen fra landsmøderne til en folketingsgruppe, der selv afgør, om den svarer på hilsenen, arkiverer den eller lader den gå i papirkurven.
Først og fremmest har indflydelsen egn for egn på arbejdsprogrammerne været for ringe.   Tilfældighederne er afgørende, og de største kredses indflydelse, i mange partier by-kredsene, har været overvældende. Det hænger sammen med, at medlemstilgangen til vælgerforeningerne længe har været ringe, og kun i byerne har det for en række partier været muligt at samle så mange, at et egentligt arbejde - også i forbindelse med programmerne - kunne udføres.
Dertil kommer den store svaghed, at arbejdet i vælgerforeningerne med programmerne næsten altid var målrettet på landsmødet.  Arbejdet sigtede ikke i første omgang på at forbedre klimaet hjemme i valgkredsene eller at føre egnenes synspunkter ind i partiet.  Meningen var at vinde en sejr på det årlige stor-møde.  Og kun i yderst få tilfælde hentede valgkredsenes program-arbejde inspiration uden for de egentlige vælgerforeninger og deres ofte snævre person-kreds.
Selv de nye former for program-arbejde, det, der skulle være partiernes og folkestyrets ide-værksted, er altså kun en fortsættelse, måske en lille udvidelse af partiernes lukkede kredsløb.  Der er ikke tale om en åbning ud ad mod folket.
Det kan sikkert kun ændres ved, at partierne opgiver forvatningen, de bløde program-ord, der forudsætter enighed, kunstig enighed, mellem alle dele af landet selv i de mindste aktualitets-emner, eller hvor et flertal kan nedtromle mindretal, der er folkelige i den forstand, at de er groet på stedlig jord i og omkring den lokale vælgerforening.
Det forekommer mig da ret indlysende, at der først og fremmest må rettes op på partiernes identitets-krise.  Det er grund-holdningerne, der må arbejdes med, dels for at forny traditionerne, dels fordi programarbejdet med dets debat af sig selv vil tilføre ide-sættet nyt liv.
Det vil sige, at de store årsmøder, landsmøder o.s.v., efter mit skøn frem for alt er egnede til år for år at pudse ideerne af, forny dem under indtryk af det hurtigt skiftende samfund - samt at drøfte samfundets forandringer ud fra det grundgivne udgangspunkt for partiet.
Det har også den fordel, at folketingsgrupperne vil være sideordnede, ikke overordnede deltagere i debatten.  Tilmed vil debatterne være lærerige for Christiansborg-folket, der næsten som en selvfølge af den daglige tilværelse i tinget vil være vant til at se de aktuelle sagers løsning som et krav om taktisk smidighed i forhold til andre partier mere end som et krav om at forholde sig til partiets eget ide-grundlag.
Når idé-programmet for partiet på denne vis opleves som fornyende og igangsættende, ja, og samlende for landets enheder, vil arbejdsprogrammerne kunne opstå lokalt, altså i valgkreds for valgkreds.
Dermed er det ikke længere nødvendigt at tvinge København, Ålborg og Ringkøbing ind i samme arbejdsprogram med fælles syn f. eks. på egnsudvikling og erhvervspolitik. Arbejdsprogrammet kan da virkelig blive brugt der, hvor det har folkelig indflydelse, hjemme i valgkredsen.  Det har ikke længere til formål underdanigst at henstille til folketingsgruppen, hvordan den skal arbejde, men bliver til selve arbejdsgrundlaget i kredsen - og vigtigst af alt: grundlaget for person-udvælgelsen ved opstillingen af kandidater til folketing og kommunale råd.
Det vil også styrke vælgerforeningeme, der mange steder kun tilbyder medlemmerne en debat om, hvorvidt procedure skal staves med c eller s. Når vælgerforeningerne samler så få mennesker, skyldes det, at der kun sjældent foregår meningsfyldt, indflydelsesrigt arbejde der.
Det er efter min mening et sundhedstegn, at folk så længe har vraget vælgerforeningerne i erkendelse af, at det ikke er vejen, man opnår folkelig indflydelse på.  Det nytter ikke med himmelvendte øjne at forlænge myten om den traditionelle politiske vej, al den stund de plakatbærende demonstranter kan påvise langt større indflydelse - og har kunnet det siden tressernes start.  Det er ikke folkets fejl, men partiernes - vælgerforeningernes.
Vil vi noget ærligt med vælgerforeningerne, må vi gøre dem sunde igen ved at sikre, at der er egentlig politisk indflydelse at få ad den vej.
Det vil rent ud sige, at vælgerforeningerne frem for nu at være rene modtagere skal omstilles til at være politisk skabende miljøer, hvorfra det folkelige grundlag for politisk virke udgår.  Det er en lang og sejg proces.
Men den indledes med, at der på ny i vælgerforeningerne skal drøftes politik med mål, et arbejdsprogram, som er grundlag for kredsens øvrige arbejde, i partiet, for kandidat-opstillinger, i mødet med vælgerne uden for foreningen og med de øvrige partier på egnen samt i landspolitik.
Indtil nu er opstillingen af kandidater foregået efter næsten ens mønster.  Man finder frem til en mand, der er kendt i offentligheden og en god debattør - og som i hvert fald i omridset »hører til partiet«.  Hvis fem af de seks opstillede i et amt er mænd, vælger man sig måske en kvinde som sjette kandidat.  Og er fem af de seks til års, finder man en ung kandidat.  Det er sandheden om den taktiske interesse for kvindesag og unge i mangen vælgerforening.
Den udsete bliver fremvist, og man håber inderligt, at den lokale kværulant ikke kommer til opstillingsmødet, så den indbudte guru, måske endda en skærmtrold, ikke skal blive fornærmet.  Man håber også, at de synspunkter, der kommer frem fra vælgerne, så nogenlunde passer den udsete kandidat, så han ikke springer fra.  Det er ikke hele sandheden om opstillingsmøder, men en god del af den.
Det sidste man finder på, er at sige, at man selv står for nøjagtig de og de synspunkter, og hvis kandidaten ikke er med på dem, så er han gået galt i byen. Men se, det burde jo være det første.  Den, man udser som kandidat, skal jo være vælgernes repræsentant.  Det er ikke omvendt, at de først og fremmest er til for kandidaten, så plakaterne og annoncer kommer frem i tide.
Et arbejdsprogram, fremstået gennem drøftelser på egnen og i pagt med partiets ide-grundlag, vil være det rigtige redskab, når kandidaten skal graves frem.  Med det i hånden har man et udgangspunkt for at forhandle om opstilling, ikke for at give kandidaten en håndfæstning, men for at have et måle-værktøj i det øjeblik, da opstillingen skal ske.
Det foranstående er efter min mening nogle af de praktiske veje til en folkeliggørelse af dansk politik.  Det nyfolkelige vil bane sig vej med eller uden om disse tanker.   Men det nyfolkelige er den indsprøjtning, demokratiet trænger til, hvis demokratiets alvorlige mening er folkets styring.

© Poul Erik Søe 15. februar 1975 i bogen "Fremtiden bestemmes af menneskets handlinger", Chr. Erichsens Forlag.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside