Kirken Giftekniv
I ET NYT forsøg på at sikre Venstre vælgertække i kampen med de særkristnes »folkeparti« har Kresten Damsgaard umiddelbart før folketingets dommedag over Venstres regering svunget hævn-kniven i en sag, han allerede har tabt een gang.

For et år siden drog kirkeministeren ud mod pastor Erik Bock på Vesterbro i København, kaldte Bock psykisk syg, fjernede ham fra embedet og rejste tjenstlig undersøgelse mod ham. Alt har kirkeministeren måtte søbe i sig igen. Under den offentlige drøftelses pres måtte han opgive kun at være minister for kirkens højre fløj. Erik Bock er genindsat i embedet med alle rettigheder.

MEN Kresten Damsgaards nyeste handling afslører, at hans gerning som kirkeminister alligevel har bygget på en delthed, som bød ham at være kirkens politiske førstemand alene på Gamle Testamentes grund.

For omhyggeligt at understrege, at kirkeåret og kvindeåret hverken falder sammen i tid eller indhold, har ministeren været ude som moralsk dyneløfter med Gamle Testamente under knæene for at nå højt nok op til et himmelsk overblik. Endnu med øjnene på stilke og dynefjer i håret indleder han sin hævnakt mod Erik Bock ved at sende den netop genindsatte præst et brev, der påny truer med afskedigelse.

Årsagen er denne gang, at Bock ikke er gift efter det borgerlige samfunds regler. Men Damsgaard ved fra den københavnske stifts-sladder, at Bock ganske ukysk og uthy'sk lever sammen med en kvinde og skal have et barn med hende.

Ministerens brev-ordre går ud på, at Bock skal gifte sig efter borger-reglerne. Sidste frist er nu på mandag. Gør han det ikke, skal han søge sin afsked som præst.

NU LIGGER det sådan, at Bock og kvinden er ægtefolk for Gud. De havde kirkens velsignelse, allerede da Kresten Damsgaard i bar iver var ved at vælte natpotten for at komme til. En af folkekirkens præster har Iyst velsignelsen over deres samliv. Derfor har Bock i ministeriet sagt ja til at være gift.

Der mangler altså kun de borgerlige papirer, og det er just dem, Kresten Damsgaard vil se. I kirkeministeriet kommer man ingen vegne med Guds velsignelse. Her tæller kun papirerne. Da vi ikke skal have udnævnt flere psykisk syge i denne sag, er det fristende at anse Kresten Damsgaard for at være blevet katolsk oven i hovedet.

Men det er uretfærdigt mod den katolske kirke, der netop ville have afskediget den præst, som fulgte den danske kirkeministers råd og indgik ægteskab.

For første og eneste gang kunne kirkeministeriet have fået et godt råd hos formanden for Kristeligt Folkeparti, Jens Møller, der er katolik. Og så spurgte man ham ikke.

Kresten Damsgaard har i det hele taget ikke spurgt sig for. Han har haft så travlt med sin hævn over nederlaget til Bock i første omgang, at han har handlet ganske ude af pagt med folkekirkelig skik.

MINISTERENS moralske dyneløfteri er nemlig sket, uden at der foreligger klage mod Bock fra menigheden eller biskoppen. Mod sædvane styres folkekirken her fra den politiske top og ikke af sit indre liv.

Erik Bock har nu svaret kirkens minister. Bock er fuldstændig rede til at indgå ægteskab også efter de borgerlige regler. Men...

...den kvinde, han har Guds velsignelse til at leve sammen med, har intet ønske om at udvide ægteskabet med borgerlige papirer.

Det vil sige, at kirkeministeriets moralske tvang i virkeligheden udøves mod kvinden. Ministeriets mandfolke-moral har slet ikke haft øje for, at der i disse spørgsmål er mere end den ene part, der hedder tjenestemanden og præsten Bock.

Ministeriet går ud fra som givet, at en kvinde i samliv med en præst kun er et tilbehør, der føjer sig efter mandens embede. Det er ikke Bock, man vil have hende gift med, men embedet, ministeriet og Gamle Testamente.

Folkekirken bør takke folketinget, fordi Damsgaard får sin afskedigelse som minister, før Bock får sin som præst.

Der er rimelig udsigt til en kvindelig kirkeminister med et nyt mundheld på læben: Kristen først - Kresten så.

Poul Erik Søe 8. Februar 1975 i dagbladet Information

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside