Hartling krænker parlamentarismen
Ved at fortsætte som statsminister og spærre de andre partiledere vejen til Amalienborg handler Hartling klart uparlamentarisk

I ET DUSIN DØGN har statsminister Hartling nu dølget sin krænkelse af den parlamentarisme, som familien Venstre mere end noget andet parti har omsorgspligt over for.

Lige så redeligt og følgestrengt Hartling for et år siden fulgte parlamentarismens traditionsbundne sædvaner, lige så ufine er hans handlinger efter valget i år.

Hartling mener i »drøftelserne« om regeringens grundlag at være i pagt med dansk sædvane. Men det er enestående, at en regering fortsætter på grundlag af et negativt flertal i det gamle folketing og uden om dronningen som grundlovs-værner i disse sager bytter det ud med et andet og kun utydeligt negativt flertal.

Ud fra mit eget syn på hoffets politiske hverv ved dannelser af regeringer, burde jeg måske klappe rytme ind i Hartlings dans på kanten af forfatningen, men før folket har ændret grundloven, tilkommer det ikke Hartling at bytte partner uden anstandsdame.

DET SKAL DOG indrømmes statsministeren, at flere partier med historisk forpligtelse over for parlamentarismen, især Det radikale Venstre, gennem taktiske forsømmelser tilslører de magtpolitiske tilstande, så Hartling har kunnet regere tolv døgn i parlamentarisk dølgsmål.

Parlamentarisk set er der afgørende forskel på Hartlings fortsættelse som statsminister nu og andre statsministres videreførelse af deres regeringer efter valg uden åbenbare flertals-muligheder.

Forskellen er, at Hartling i det gamle folketing ikke havde noget flertal for sin regering, men styrede lovligt på grundlag af, at der heller ikke var noget flertal imod ham, et såkaldt negativt flertal. I tolv døgn har han optrådt, som om negative flertal var arvelige, og det er at føje en uvane til sædvanen.

ET ALMINDELIGT flertal kan efter valg uden hoffets medvirken spørges, om det fortsat står bag regeringen. Men et negativt flertal kan ifølge sagens natur ikke spørges, da dets sammensætning skifter fra sag til sag, hvad det forløbne år så tydeligt har vist.

Denne afgørende forskel burde fra første færd have tilsagt Hartlings parlamentariske fornemmelse, at han ved at fortsætte tiltog sig urimelig eneret på at være en statsminister, som ikke har et flertal imod sig i Folketinget.

Tilmed er der efter valgets udfald og partiledernes udtalelser om deres regeringsønsker mere end sandsynlighed for, at Hartling ikke som i det gamle folketing er indehaver af den sammenhæng, der gjorde ham til statsminister. Foruden det negative flertal er han næppe mere den, der har flest positive stemmer for sig - som for et år siden.

Det er rigtigt, at som parlamentarismen er skåret til af den politiske sædvane, er der også en fordybning til en regering, der kun har et mindretal bag sig, men som alligevel ikke har et flertal imod sig.

Men uden ringeste tvivl forudsætter denne i forvejen angribelige forgrening af parlamentarismen, at regeringen da fortrinsvis dannes af den, der har det største mindretal bag sig, og som samtidig ikke har et flertal imod sig i Folketinget.

En socialdemokratisk regering finder næppe et flertal for sig, men dens mindretal vil være større end Hartlings, og dens udsigt til ikke at få et flertal imod sig de samme som hans.

HARTLING har altså ved at fortsætte som statsminister og spærre de andre partiledere vejen til Amalienborg handlet klart uparlamentarisk ved at tiltage sig eneret og ikke åbne for de drøftelser, der indlysende giver mulighed for i hvert fald een løsning med stærkere grundlag end hans egen.

Min tankegang forudsætter, at Hartling ikke bygger på Fremskridtspartiet. I så fald kan det endda knibe med det parlamentariske, fordi andre partier da vil falde fra det påtvungne venskab. Hartling handler så heller ikke i pagt med det indtryk, han har givet vælgerne. Og han bryder vedtægten i Venstres folketingsgruppe forud for valget.

Jeg tiltror ham ikke på forhånd disse svig, og jeg kan derfor kun tilhviske det velmente råd, at han i en ganske vist sen parlamentarisk erkendelse går til dronningen med et magtafkald, før Folketinget sender ham af sted med en huskeseddel.

© Poul Erik Søe Kommentar i dagbladet Information 22.1.1975

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside