Forsvundne kroner
og døve ører

Da julemanden vedkendte sig den røde farve i sin dragt og gik til politisk handling ved at dele gaver ud fra hylderne i en butik seneste jul, gibbede det hverken i politi eller politikere.

De troede nemlig ikke på julemanden. Deres voksen-viden sagde dem, at julemanden til alle tider har delt andres gaver ud og ikke selv lavet dem i Nissehøjen på Grønland.

Solvognens julemand førte ikke til politisag. Og politikerne lavede ingen lov mod julemænd. Men julemandens nedskrevne køreplan blev forgyldt med tyve tusinde kroner, kom på kunstkammeret, og der kan man se den, hvis den ikke er blevet væk.

Kunstfonden sagde, at Solvognens julemand var det rene digt og pengene værd. Politikerne havde selv valgt dem til at dele pengene ud. Men nu blev politikerne vrede og sagde, at julemanden ikke var et digt. Det var politikerne ikke valgt til.

Men folketinget holdt et møde og fandt ud af, at den var god nok med de tyve tusinde. Kunstfonden havde fulgt lovens bogstav.

Men folketinget mente ikke, at kunstfonden havde fulgt lovens hensigt. Det kunne folketinget ikke vide meget mer om end kunstfonden, for de fleste politikere var blevet skiftet ud ved et par valg, siden loven blev lavet.

Folketinget syntes alligevel, at julemanden skulle have de tyve tusinde. Men politikerne godtede sig, da de fandt på at sige til julemanden med hans egne ord, at han nok skulle få gaven, hvis han var rigtig artig.

Den tanke kom politikerne på, fordi politiet lige inden havde sagt, at julemanden skam var uartig. Politiet havde brugt tre måneder til at ræbe færdig efter julegrøden og ikke rørt en finger mod julemanden. Men straks da politiet læste i avisen, at politikerne ikke kunne lide julemanden, krævede det bødestraf til ham for at have råbt højt - fra træets grønne top i butikken ved juletid.

Julemanden må nu også have råbt meget højt, når politiet efter at have vendt det døve øre til i tre måneder pludselig kan genhøre ham netop på den dag, da politiet også er meget Iydhør over for politikeme. Tilfældigheden er så påfaldende, at man i nogle lande ville kræve en høring om den.

Hvor kommer jeg nu på den grimme tanke, at politiet følger det politiske flertal i stedet for retfærdigheden. Den er ikke min egen, men den hører med til eventyret.

Folket er nemlig mange gange blevet spurgt, om politiets sag mod Mogens Glistrup er politisk forfølgelse. Det mener en uhyggelig stor del af danskerne. Mon politiets genvindelse af hørelsen i samme time, et politisk flertal har brug for det, styrker eller svækker folkets i forvejen anløbne retsopfattelse?

Og mon det styrker eller svækker folkets opfattelse af politikerne, at de alene lader spørgsmålet om gaven til julemanden afhænge af en politi-sag, der ikke var rejst, da kunstfonden gav de tyve tusinde - en sag, der ikke fandtes, da politikerne tog gave-spørgsmålet op?

Det er det herlige eventyr midt i eventyret, at det folketing, der skal give lovene, i stedet begår lovbrud.

Den eneste hindring, folketinget kan se for at udlevere de tyve tusinde, er julemandens udsigt til en bøde. Men loven om kunstfonden siger ikke noget om, at lovbrydere ikke må få gaver.

Se, sådan fik Danmark en lovbrudsgivende forsamling. Det er da et eventyr, som er penge værd.

Orv, ja, jeg har rent glemt at fortælle, at de mange penge til julemanden er forsvundet imens! Og ingen har tid til at lede efter dem, fordi der skal skrives nye digte, nye love og nye rapporter.

Men nu har man sendt bud efter den svenske konge, for at han kan hjælpe med at finde de mange kroner. I modsætning til sin farfar har han nemlig forstand på kroner uden værdi.

Kongen tager fejl, hvis han tror, pengene er inde i »Den lille Havfrue", eller at de er sendt til »Foreningen af høreskadede Politifolk«. Jeg ved, at pengene er på Grønland.

Jo, for de er sendt til julemanden, og han bor på Grønland. Det eventyr har turistforeningen fortalt i mange år - endda med statsstøtte.

Poul Erik Søe 14. April 1975 i dagbladet Aktuelt.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside