Vi småhygger os med
snakken om dødshjælp

Ikke alene har rygtet længe ladet demokratiet ligge for døden. Nu kommer en teolog og vil gøre døden demokratisk. Det har jeg fra min morgen-radioavis, der med omhu sørger for at indlede min dag med væsentlige sager.

Forleden tog den mig med til det hellige land, hvor mælk og honning var afløst af rådne æg i en forpestet luftkrig mod den amerikanske udenrigsminister. Radioavisen var på pletten og vidste, at en israelsk borgmester "blev ramt af en fuldtræffer".

Således opmuntret af livets alvor var vi lyttere rede til at modtage dødens budskab i gengivelsen af teolog-ordene om, at det er en demokratisk ret at dø. Manden har skrevet en bog om døden og hævder, at aktiv dødshjælp er en demokratisk ret.

Også jeg er talsmand for dødshjælp, hvis vi finder en lovvej til at sikre mod lægelig misbrug af den nye mulighed. Men de seneste års drøftelse af døden er ved at udarte til pop, og der er grund til nu at skille alvor fra den kildrende leg med gruen i offentlig debat.

Aflivning
Af medmenneskelige grunde kan det blive vor pligt at finde frem til former for aktiv eller passiv dødshjælp, men vi gør ikke livet tryggere ved at pakke døden ind i pop, sådan som vi hygger os med debat-ordet dødshjælp for at trænge tilbage, at vi mener aflivning.

Vi er i fællig ved at finde det, der hyppigt kaldes "et naturligt forhold til døden". Men ved ikke tale rent ud om sagerne, holder vi billedligt talt alligevel ikke døden i hånden under "den sidste pleje" , men nøjes med af hensyn til os selv at passe sygehusets besøgstider.

Det er mageløst pop også at tale om en demokratisk ret til dødshjælp. Vi har længe nok slæbt demokratiet gennem mudderet af urgamle spørgsmål, som selvsagt havde deres løsninger, før demokratiet blev født. Skal vi tillade aflivning for at mindske de sidste lidelser, sker det i hvert fald ikke i demokratiets navn.

Andre værdier
Dødshjælp er ikke et spørgsmål om demokrati, folkestyre eller flertalsmagt, men handler om medmenneskelighed, medfølelse og ansvar. Over for døden giver demokratiet os ikke en særlig ret til at handle over for medmennesket, heller ikke en særlig pligt. Det er andre værdier, der udløser vore handlinger.

Demokrati er længe blevet gjort til mer, end det kan holde til. Vi må godtage, at for mange mennesker er demokrati mer end ordets politiske indhold. For dem er demokrati en livsform. Nu skal demokrati også gøres til en dødsform, og det afslører tydeligere end noget før, hvordan vi flader alvoren ud til pop.

Nuets debat-dødedans bar fra første færd på et løfte om naturligere trin hen mod graven. Men løftet blev ikke indfriet, og nu kan der ikke vrides en dråbe mer naturlighed ud af drøftelsen. Begravelsen kan endnu engang "foregå i stilhed".

Ruin-glæde
Trangen til at snakke død har ikke længere sit udspring i medfølelse og medansvar, men er et simpelt skalkeskjul for halvfjerdsernes drift mod gru-oplevelse, som vi kender det fra film, bøger og blade.

Hvis vi kun kan lide Københavns gamle bygninger på grund af de sort-grønne forfaldsfarver på ir-tagene og ville føle dem fremmede med nyt og blankt kobbertag, så er det samme falske ruin-glæde som den, der gemmer sig i den åh så naturlige snak om døden.

Nye slægtled
Det er ellers vigtigt nok at nævne døden ved rette navn. Men i debatten er vi løbet fra os selv. Det er de andres død, vi småhygger os med i efterhånden ligegyldig snak. Det, vi skulle nå ved at jævnføre dødsholdningen med virkeligheden, venter på en mer frugtbar tid.

For hensigten var vel, at vi gennem talen om en naturligere død skulle gøres modne til at rejse det spørgsmål over for os selv, om vor kunstige forlængelse af livet ved lægernes hjælp er ansvarlig over for nye slægtled. Vi skulle vel bringe os selv under den anklage, at vor livsforlængelse er tyveri fra barnet her, i Afrika, Asien og Sydamerika.

Kernen i vor kredsen om døden var vel ikke det selviske håb at slippe for lidelser på det yderste, men om vi ville give afkald på livsafsnit af dårlig kvalitet til fordel for livskvaliteten hos barnet og den unge.

Det er ikke døden, der skal gøres naturlig. Det har den altid været. Det er vort eget indre natur-skilderi, der skal gøres dødeligt.

© Poul Erik Søe, kommentar i Dagbladet BT 27. august 1975

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside