Stordansk hasard
TIDLIGERE minister Ivar Nørgaard har i Politiken (25. 1. 74) bragt en afsløring. Selv mener Nørgaard at have afsløret udenrigsminister Guldberg som hasard-spiller med Grønland som indsats.

Nørgaard er snarere selvafslørende. Han har som minister og EF-præsident spillet stordansk hasard i den klare hensigt at tilsidesætte færingernes og grønlændernes selvråderet.

Ove Guldberg har hos de andre EF-lande fået godkendt, at færingerne kan sige nej til EF-tilslutning og i stedet forhandle sig frem til en frihandelsaftale med EF.

Nørgaard skriver, at hermed har Guldberg lagt grunden til, at færingerne nu siger nej til medlemskab af Fællesmarkedet.

Den grund er lagt for længe siden, ikke af Guldberg eller Venstre-regeringen, men af færingerne selv. Nørgaard er et politisk skarn, hvis han påstår sig uvidende om, at alt både før og efter det danske ja til EF tydede på et færøsk nej.

Ove Guldbergs aftale gør det muligt for færingerne helt at træffe deres egen afgørelse. Det er gedigen mindretalspolitik.

Kun hvis Danmark (i Nørgaards hænder) havde ønske om at presse eller lokke færingerne til et EF-ja, altså en krænkelse af selvrådighedsretten, kan Nørgaard have ret.

Ivar Nørgaards egentlige ængstelse er, at Guldbergs handlemåde vil give de grønlandske EF-modstandere vind i sejlene, men også fremme grønlandske ønsker om en anden og mere uafhængig statsretlig stilling i forhold til Danmark.

De grønlandske modstandere, der efter Nørgaards skøn får vind i sejlene, er ikke en håndfuld demonstranter. Ved EF-afstemningen i Grønland stemte over 70 procent nej til EF. Det er mere, end vi ja-folk hernede kunne opvise — selv med vind i sejlene.

Værst er dog det stordanske syn, at vi ikke må bidrage til at give Grønland en anden statslig stilling. Skal vi da med vold og magt gennem det samme sejgpineri som ved Islands og Færøernes selvstændiggørelse?

Er det aldrig Danmark, der rækker hånd til en fri udvikling mellem os og de nationer der står os nær?

Helt sære er ordene på baggrund af, at det var Nørgaards regering, der 6. februar 1973 gav grønt lys for et rent grønlandsk udvalg om en hjemmestyreordning for Grønland. Det blev følgen af, at Danmark og Grønland ved EF-afstemningen gav forskellige svar.

Var det mon ikke selvsamme Ivar Nørgaard, der i Godthåb lovede grønlænderne en ny mulighed for at tage stilling til EF, når en hjemmestyreordning kom igennem?

Jeg har tidligere i Politikens kronik sået den mistanke, at Danmark søger at trække nyordningen i Grønland i langdrag.

Nørgaards ministerfælle Knud Hertling sagde, at hjemmestyret ville være fem år undervejs i udvalget. Det er meget langsommeligere end gennemførelsen af færøsk hjemmestyre, skønt vi da stod erfaringsløse.

Ivar Nørgaards artikel styrker min mistanke om, at det grønlandske hjemmestyre skal forhales. Hensigten må være at 'tilvænne' og 'indfiltre' Grønland så meget i EF. at vinden er taget ud af modstandernes sejl ved en ny afstemning.

Statsminister Poul Hartlings svar til Ivar Nørgaard kunne passende være en værdiggørelse af dansk mindretalspolitik gennem henstilling til det grønlandske udvalg om en hurtig færdiggørelse.

© Poul Erik Søe Dagbladet Politiken 30. Januar 1974

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside