På togt efter mersalg
og fremmede damer

Kyndelmisse-forliget mellem Socialdemokratiet og Venstre bliver måske blot et par ømme versefødder i digterværket om dansk folkestyre.

Men de døde celler blev dog raspet så grundigt af blokpolitikkens versefødder, at den politiske sangerdyst fra knyst til knyst kan afløses af et rapfodet løb på nye nodelinjer.

Socialdemokratiet og Venstre mødtes i det fælles fornødne - at dreje mod midten. Forliget vil trække lange spor efter sig, siger Hartling med håb på stemmebåndet. Håbet møder virkeligheden på stemmesedlen ved næste valg.

Det burde være lønsomt, at to modstående partier giver pote hen over midten af dansk politik. De har bøjet sig, men ikke ydmyget sig. De er også efter forliget lette at kende hver for sig.

På møder rundt i landet mærker jeg hos nogle af begge partiers vælgere den utryghed, et så voldsomt opbrud må fremkalde. De bør tænke på, at Anker Jørgensen ikke blev slæbt gennem bagstræbets søle, og at Hartling ikke blev dyppet i Den røde Bastians blæk.

Det vigtige er mødet mellem de to partier. Men også, at Hartling valgte side uden tøven.

Han var under grum mistanke for at ville sælge Venstre til hvem som helst (læs Glistrup) for at opnå en sølle partifremgang. Men han valgte den tornestrøede vej til de socialdemokrater, han selv har været med til at lægge for had.

Hvis Hartling på et tidspunkt inden næste valg i en snæver vending redder sin regering på Glistrups stemmer, sælger han den godvilje, han har opnået ved Kyndelmisse-forliget. Styrer han på det grundlag, der nu er skabt, er folkestyret ham tak skyldig.

Takken burde hurtigst komme fra det samarbejdende folkestyres parti, Det radikale Venstre. Men det har selvsagt undret mig, at den radikale Hilmar Baunsgaard og hans fæller på tinge har så svært ved at se plus-siderne ved Hartlings handlinger.

Baunsgaard har siden valget gjort Det radikale Venstre til en utro handelsrejsende på togt efter mersalg og fremmede damer. Hvorfor skulle Thorkil Kristensen gøres til ballets dronning med kindrødt, korset og kunstige øjenvipper? Hvad skulle Hilmar i Kristeligt Folkepartis himmelseng?

I dagevis belejrede han de endnu jomfruelige sær-kristnes dyd, så de var tæt på selv at få brug for fri abort. Men han blev fortjent ladt ene tilbage i dynerne med sin stump af et nedbrændt alterlys og med flovsmag af svedne englefjer i munden.

Det kan taktisk være ærgerligt at se Hartling gøre, hvad Baunsgaard har haft saglig pligt til at gøre siden valget 1971.

Vi var nok, der advarede Baunsgaard mod at fortsætte blok-politikken og opfordrede til det samarbejde, som Hartling nu i stedet har indledt. I dag har vi ingen medynk.

En udbredt vrede over, at Glistrup holdes uden for det politiske arbejde, kan nu dæmpes. Glistrup er ikke alene om at være udenfor. Her står også de radikale. Og de Konservative. Set sådan har Hartlings knebne flertal alligevel en mening.

Der var harmfulde ord mod Hartling, da han dannede regering. Men han gjorde kun, hvad andre ville have gjort i hans sted med de samme muligheder.

Der er harmfulde ord påny efter hans tilnærmelse til Socialdemokratiet. Men han har kun gjort, hvad andre med langt større muligheder forlængst burde have gjort. 

© Poul Erik Søe - Kommentar i dagbladet Aktuelt 25. februar 1974

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside