Had mod stat og skat
satte partierne mat

I det politiske livs lukkede kredsløb fortsætter partierne hver for sig opgøret om skylden for slumpe-valget for to måneder siden.

Det er de nemme anklagers tid. Og de nemme løsningers.

Vrisne bærer inderkredsene ved til partiernes offerbål. De Konservatives er allerede brændt ned og Poul Schlüter stået op af asken.

Mon de konservative vælgere er lige så villige som folketingsgruppen til at glemme Schlüters medvær i og medansvar for Ninn-Hansens lederskab?

Man kan håbe, at andre partier ikke gør de konservative følgeskab ud i heksejagten. Et nutidigt parti kan dog ikke svare på Glistrups politiske middelalder ved at tiltræde hans tilbagerejse til ofringernes tid.

Vælgerne afsagde fælles dom over de fem partier, som var ene i folketinget indtil valget. Der blev ikke tyndet lige kraftigt ud i hver af de fem rækker. Men har vi grund til alene at hæfte os ved det enkelte parti-nederlag?

Det væsentlige er dog nederlagets bredde. Valgtallene bør derfor ikke læses med ensidige partibriller. Det fælles og samtidige i tilbagegangen må dog røbe, at nederlaget skyldes forhold, som er overordnet det enkelte parti.

Had mod stat og skat satte partierne mat. Det er forklaring nok for de fleste. Med den seddel i lommen styrer de blindt mod et nyt nederlag ved næste valg.

Til nu ser jeg bag valgtallene en del overordnede årsager, som bør føjes til de lidt for nemme øjebliksprægede udlægninger:

1. En folkestyre-lede, fremkaldt af manglen på demokratiske formidlere mellem politikere og folk. Hunden ligger begravet under det træ, der hedder kommunalreformen. I kraft af storkommunerne blev 8000 folkevalgte gratis arbejdende medlemmer af de kommunale råd fyret.

2. Vælgernes fremmedfølelse under 8-9 års blokpolitik med kvælning af "det samarbejdende folkestyre" til følge.

3. Manglen på stabilitet i regeringerne, fordi valgperioderne ikke er faste som følge af opløsningsretten - den til enhver tid siddende statsministers ret til at udskrive valg.

4. Mindskelse af alvoren i vælgerens stemmeafgivelse som følge af de mange valg i utide. Den politiske uro og de mange valg har hos vælgerne fremkaldt en skadelig fornemmelse af "ligegyldig midlertidighed". "Når politikerne alligevel ikke er valgt for så lang tid ad gangen, kan jeg lige så godt lege lidt med stemmesedlen og partierne".

5. Afsnøringen af partiernes organisationer til folkefjerne, lukkede kredsløb.

6. Fraværet af »indbygget fornyelse« i partiernes udgave af folkestyret på grund af valglovens spærreregel.

Politikerne bør ikke gå til valg på ny uden at overveje, om disse tværgående emner ikke er nok så skyldige i vandringen væk fra de gamle partier som øjebliks-afgjorte forklaringer.

For spærrereglens vedkommende er der i folketinget et forslag til drøftelse. Det er fremsat af Retsforbundet og vil føre til spærrereglens ophævelse.

Er det klogt bare at feje forslaget af bordet på vanlig vis? Har valgresultatets 10 partier ikke i tilstrækkelig grad latterliggjort spærrereglen ?

Havde vi gennem tresserne ikke haft spærrereglen, ville små grupper af de faste politiske mindretal i folket - retsstatsmænd, uafhængige og kommunister - have haft sæde i folketinget. Havde det ikke sikret såvel topsejl som slæbeanker i dansk politik? Havde det ikke sikret en langsom fornyelse i stedet for de voldsomme omvæltninger, vælgerne nu har fremkaldt i protest?

©.Poul Erik Søe, kommentar i dagbladet Aktuelt 14. februar 1974

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside