Magien i sprøjterne

Forfatteren Tage Skou-Hansen deltog ivrigt i halvtredsernes kamp mod den over-optimisme, der springer af uhæmmet fremskridtstro.

Jeg har før fortalt om, hvordan han en dag kom i tvivl. På vejen så han en avis-løbeseddel med ordene: "Vaccine mod polio opfundet". Hjemme havde han en dreng på fem ar. Fremskridtet er måske ikke så tosset endda, tænkte han.

Uvilkårligt har vi i årtier stået med hatten i hånden og takken på læben over for lægekunstens fremskridt. Men i en opgørstid er det rimeligt også at sætte spørgsmålstegn ved det læge-teknokrati, der har udviklet sig.

Som i teknik, politik og planlægning har vi en styrket fornemmelse af, at også læge-teknokratiet handler hen over hovedet på os. Jeg taler ikke om de stedlige læger. De bedste af dem er forbundsfæller med os. Også de er ofre for den centrale styring.

Gennem det eneste halve år har jeg oplevet to tilfælde, som hos mig har fremkaldt en tvivlende holdning over for læge-teknokratiet. De har begge - som med Skou-Hansen - udspring i vaccinationer.

Tvivlen gælder ikke fremskridtet. Den senere tids udbredte kighoste blandt børn og voksne får mig til at tænke på min barndoms grå barne-ansigter, bøjet over kloakkerne i hjembyens baggårde. Vaccinationen har fået os til at glemme kighosten. Fremskridtet er nok ikke så tosset endda.

Nylig kunne vi her i DAGBLADET læse om den hivende hoste - på en nutidig baggrund. Det forlyder at kighosten er kommet så voldsomt tilbage, fordi vaccinen er blevet mildnet.

Hvis påstanden er rigtig, forstår jeg egentlig godt lægernes standpunkt. Vaccinationer i forskellige former har længe været draget i tvivl. Der har været spredt offentlig debat om deres virkning og bivirkning.

Måske er de ansvarlige på den baggrund blevet ængstelige. Måske har det fået dem til at dæmpe indholdet i sprøjterne. Og nu hoster et nyt slægtled sig så hivende gennem følgerne.

Jeg tørrer selv op efter et par hoste-petere i denne tid, og jeg skulle nemt kunne falde for det synspunkt, at de sagkyndige blot har klokket i det endnu engang.

Men så husker jeg på, at vi kun for et halvt ar siden var ude i en sag, hvor vi fandt, at lægerne svingede lidt for ubekymrede med sprøjterne.

Et barn fik en gang skoldkopper. Forstærket af en koppe-vaccination - eller vaccinen gav uheldige udslag. I tre døgn fulgte jeg sagkyndiges (i øvrigt ovenud venlige) rådvildhed. Kanylerne kom frem - aldeles unyttigt, viste det sig senere.

Som lægmand følte jeg mig i den situation afmægtig over for læge-teknokratiet. Jeg fik ingen journaler at se. Jeg blev gjort umyndig som menneske. Efter tre dages rådvildhed blev sygdommen »bestemt« - ved afstemning på lægekonferencen.

Mit spørgsmål er, om lægerne selv er tjent med at foregive sikkerhed, hvor de er usikre. De har måske ikke selv bedt om den rolle. Den er måske presset frem gennem århundreder. Men i hvert fald spiller de rollen.

Jeg synes, de fagkyndige handler hen over hovedet på os som folk. Først giver de et ordentligt skud mod kighoste. Men selv er de ikke mere sikre i deres sag end at de straks "fortryder", når aviserne tager fat.

Det er selvsagt i orden, at læger er påvirkelige, især af en offentlig debat. Men nu - da kighoste-vaccinen efter forlydende er ændret - rejser der sig en sund tvivl om, hvor kyndige, de fagkyndige er.

Var de ansvarlige, da de - uanset muligheden for bivirkninger - gav det krasse skud? Eller er de mere ansvarlige nu, da de - påvirket af lægmands kritik - har dæmpet ned?

Tilbage bliver et indtryk af, at de lægelige myndigheder umyndiggør den enkelte og folket som helhed.

Vi får den skrappe sprøjte mod et eller andet - og går bukkende ud af lægeværelset. Vi får den tynde - og gentager bukkeriet. Ingen fortæller os, om der er tykt eller tyndt til os i den sprøjte. Lægekunsten forbliver i det magiske.

Hvornår har du set en redegørelse for, at vaccinerne er blevet ændret her i landet? Da afgørelsen blev truffet eller nu, da virkningerne sætter ind?

Jeg synes manglen på offentlighed i disse sager og debattens fravær er en hån mod mennesker i et demokrati. Denne del af lægekunsten er hverken fastsat ved lov eller cirkulære. Der er heller intet hokuspokus ved den. Afgørelsen træffes af en gruppe sagkyndige, og vi bøjer os. Måske mest fordi ingen fortæller os om afgørelsen.

Kunne vi dog ikke i de spørgsmål hive lægekunsten ud af fortidens urskove og ind i halvfjerdserne og fremtiden.

Tør vi lade en lille gruppe sagkyndige alene styre disse sager, nu da vi ved, at deres sagkundskab ikke er urokkelig.

Folkelighed har ikke kun noget med frimenigheder, vælgerforeninger og skoler at gøre. Det er også folkeligt at stille spørgsmål og kræve rimelige svar i et lægeværelse eller over for den centrale læge-styrelse.

Jeg har just set, at den nye medicinal-direktør er blevet hængt en smule ud, fordi han har været folkevalgt gennem et politisk parti. Mine seneste oplevelser med den verden, der nu bliver hans, tilsiger mig, at han kan få god brug for sine erfaringer som folkevalgt også i læge-kredse.

© Poul Erik Søe – Dagbladet Roskilde-Ringsted 30. Januar 1974

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside