Kirkens kartofler

KIRKELIGE stridsemner har det som kartofler. De trives bedst i sandet jord.

Derfor skal slægtleddets alvorlige kirke-krige søges i det jyske. Her stod slaget om kvindelige præster. Og her gik pastor Husum rundt med kirketugten under sin færø-hue.

Nu sidst er det også her, pastor Nør står med de præsteviede hænder på det tørre, mens børnene løber udøbte rundt.

Trods min tillærte uenighed med Frank Nør, er jeg anfægtet af mennesket under præste-kjolen. Han ser sin udgave af kirken i forfald og vil redde den.

Jeg kender mig selv som 15-årig debattør i Kristelig Gymnasiastbevægelse. De skråsikre Bibel-tolkninger lå som en spærring af væltede træer på vejen til kristent fællesskab.

PÅ DEN BAGGRUND kan jeg ikke med rimelighed stable ord mod Nør oven på hinanden for at nå hans døbefont. Hans tolkning - den ufravigelige sammenhæng mellem dåb og læren om dens baggrund - er mulig, men ikke den eneste mulige.

Nør er ikke så rundhåndet som Gud. Følger den kristne indlæring ikke med dåben, gives der ingen dåb hos Nør.

Mit første barn døde to døgn efter fødslen og blev døbt kort inden. Hvor følgestreng er Nør? Kunne han have været manden med dåbsfadet ved den fødsel?

Hvis Nør svarer ja, har han ikke længer krav om kirketugt at stille sit kirkefolk. Han vil da indse, at de vilkår, han vil sætte for dåb, er Nørs, ikke Guds.

Hvis han døber truede børn, for tidligt fødte og hjerneskadede, som har ringe mulighed for at modtage kristen indlæring, så er han lige så tvesindet som alle andre i dette spørgsmål. Så han kan tørre sin kirketugt af i kordegnens håndklæde.

Fastholder Nør den strenge sammenhæng mellem dåb og indlæring, har han ingen mulig tolkning tibage til skikken at døbe truede børn.

DET ER DERFOR ikke teologen Nør, der anfægter mig. Men kirkepolitikeren Nør. Hans ærinde er kirkepolitisk. Han vil på linje med den kirkelige magtgruppe i "Kirkens Ja og Nej" styrke det folkefjerne i kirken.

Nør sætter kirkerne over de kristne. Han stiller ikke det ydmyge spørgsmål, om "opdragelse i kristen ånd" bedst foregår i kirken. Han udpeger forlods kirkerne til at være bedre læresteder end alle mulige andre huse, hvor to eller tre er forsamlet i Jesu Navn.

Også i denne strid skal vi vel på tryk og skærm se den ensomt kæmpende præstemand fremstå som den modige helt. Har kirkefolket ikke snart mødt uheldige helte nok? Ses det ikke, at de er en hær.

Og hæren henter sit mod i den kirkepolitik, der har som mål at undergrave folkekirken, sikre de gejstlige ny politisk magt og sno den levende kristendom omkring moralens løftede pegefinger.

Se efter i Nørs døbefont. Den er forurenet af kirkepolitiske grøn-alger. Spurgte han mig, om jeg ville døbes på denne tro, ville jeg svare nej.

© Poul Erik Søe – Kommentar i Aalborg Stiftstidende 27. Januar 1974

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside