Sofavælger ved amtsrådsvalget
Kommentar i dagbladet Information 26.2.1974

DET ER SVÆRT for mig at finde alvor i den tanke, at jeg den 5. marts skal hen og sætte kryds på en liste til amtsrådet.

Overflødige og folkefjerne har amtsrådene omklamret det kommunale selvstyre. De bærer fjern-demokrati og embedsfolks fåmandsvælde i deres våbenskjold.

Amtsrådene blev til uden folkelige hensyn på den enevældige konges bud. Han var bange for bønderne. De havde mest grund til at omvælte samfundet. Derfor satte kongen et amtsråd over landboernes kommunale selvstyre.

Det kongetro borgerskab i byerne forstyrrede ikke enevoldskongens nattesøvn. Derfor lavede han intet kongeligt vagtværn mod deres selvstyre.

Følgen var, at selv små købstæder som Nykøbing Mors, Køge og Nakskov havde selvstyre, endda før vi fik grundlov. Og selvstyret vedblev indtil 1971, da kommunalreformen kom.

I STEDET FOR at fjerne enevældens sidste rester lod folketinget amtsrådenes velsignelsesrige gerning brede sig hen over byerne.

Fra da af kunne de i Nykøbing Mors, Køge og Nakskov end ikke laves en annonce om en ny skoleinspektør, uden at sagen gik om ad amtet.

Jeg er overtydet om, at kommunereformen fra 1971 alene har bidraget mer til folkestyrets krise end noget som helst andet, selv hadet mod staten og skatten.

Det viste sig, at det kommunale selvstyre i de små sognekommuners udgave var selve skelettet i folkestyret.

DET VAR IKKE vælgerforeningerne, men de folkevalgte i småkommunerne, der formidlede fra vælger til landspolitik og tilbage igen. De bedste af dem gik en landposts rute hver dag, kendte derfor vælgerne - og kendte demokratiets forhandlingsform og lovgivningsvej.

Folkestyret havde ikke råd til at fyre 13.000 gratis arbejdende folkevalgte og erstatte dem med knap fem tusind nye på folkefjern afstand af nærsamfundene. Fra kommunereformens første skridt i tresserne visnede folkestyret langsomt for at ende som hakkelse i Glistrups krybber.

DER ER I DAG spirer til en frodig underskov i storkommunerne. Men amtsrådene tjener det politiske formal at være værn mod nærdemokrati. De skal få det leddelte kommunestyre til at ligne et følgestrengt, ubrydeligt system.

På den baggrund er det umuligt at løfte en finger eller to for at sætte kryds på en amtsrådsliste. Jeg føler, at krydset ville være med til at fastholde folkestyret i en udgave, jeg ikke vil kendes ved.

Det er derfor mit håb, at mange vælgere den 5. marts - efter at have krydset på kommunens stemmeseddel = vil smide den anden stemmeseddel, amtsrådets, ubrugt i valgurnen.

Det er svære ord at få igennem min skrivemaskine. Også jeg er opdraget med det syn, at det er en demokratisk pligt at stemme på valgdagen.

ORDET SOFAVÆLGER lød ilde, da det første gang - vel i 1939 - blev brugt til nedvurdering af den, der blev hjemme på valgdagen. I dag har det ikke længer dadlende klang. Nudansk ordbog siger slet og ret, at ordet bruges om en »stemmeberettiget person, der ved valg undlader at afgive sin stemmer.

I bogen om sofavælgerne skrev samfundsforskerne Jens Jeppesen og Poul Meyer efter min hukommelse, at stemmeundladelse kan være udtryk for en mere bevidst stillingtagen end den, der ligger til grund for mange vanevælgeres stemmeafgivning

Ud fra samme syn mener jeg, at den vælger, der vil fjerne amterne fra det kommunale »selvstyre«, ved at møde frem for at stemme ved kommunevalget viser, at her er der ikke tale om sofavælgeri i gammeldags forstand.

OG VED SAMTIDIG at undlade brug af stemmesedlen til amtsrådsvalget vises en klar stillingtagen imod amtsrådene. Ved optællingen af stemmerne ved de to valg vil der i forskellen på valgdeltagelsen kunne være et fingerpeg om amtsrådenes omdømme som led i demokratiet.

Der er mange omkostninger ved en sådan opfordring. Men den fremsættes i en følelse af at være magtesløs over for de skader, som det folkelige Danmark tilføjes af de folkefjerne amtsråd.

© Poul Erik Søe - Kommentar i dagbladet Information 26.2.1974

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside