Det kan lige nås
Højskole som frit universitet

Det vidunderligt skøre ved højskolerne er, at eleverne kommer der frivilligt, netop når de skulle være allermest skoletrætte.

De tager fra lovskolerne til højskolerne i et antal som en soldater-årgang. Forklaringen er ligetil. De bliver mødt med en friskoleform og med personlig stillingtagen.

Man skulle tro, at et så særegent dansk kultur-påhit, der får folk til at løbe hurtigst lige efter, de har passeret mål-stregen, forlængst havde sejret — i hvert fald i Danmark.

Man skulle tro, at højskolen, som sidder med ophavsretten til en så mærkværdig skole, der tiltaler endog eleverne, i hvert fald selv havde fattet de rige muligheder. Sådan er det ikke.

Mange af højskolens folk luller sig til ro med, at et ophold på en af de firs højskoler kun er en pause, et pusterum, en sabbat eller en parentes. Det er ideen for god til.

Et par højskoleforstandere har i den seneste tid set en højskolekrise i, at deres skoler har for få elever. Det er selvforskyldt kundefrafald og ingen krise.

Den virkelige krise er højskolens indavl. Den finder sig i at være halefjeren på lovskolernes gumpetunge gåsekrop. Højskolen er et vedhæng. Den er ikke et sidestykke. Slet ikke et modstykke.

Mangen højskole er stadig indrettet, som om den var nyttigt tidsfordriv for unge landboere mellem høst- og så-tid.

En skoleform, der kun har sejret, nøjes stadig med undseligt at byde sig til fire eller seks måneder af et menneskes uddannelses- og levetid.

Med friskoler og lilleskoler helt op til det fri gymnasium er vi dækket ind med fri skoleformer. Men højskolen står nu med sine stopklodser og hindrer det frie universitet, som dele af den forlængst skulle have udviklet sig til. Det kan lige nås.

© Poul Erik Søe Kommentar i Dagbladet BT 10. august 1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside