Pigernes togsignaler

De strikkende piger i Østbanens tog er taget til. Man kunne tro, at en husflidsbevægelse havde grebet egnen med pludselig styrke. Men i denne uge har jeg været væk fra Karise og set, at det voksende antal piger med garnnøgler og strikkepinde er et landsfænomen.

Hidtil har de strikkende kvinder været et særligt folkefærd. Jeg kender dem godt fra højskolen og mange foredragssale. Når man tror, de rækker fingeren i vejret for at bringe et kritisk spørgsmål ind i debatten, har de blot hævet hånden for at frigøre ekstra garn fra nøglen.

Jeg har selv en blå hjemmetrøje, der er blevet til mens den husflittige Iyttede til foredrag. Ligesom man siger, at gode tanker er strikket ind i det hjemmegjorte, forestiller jeg mig, at en hel højskoles folkelighed, debat og ideudveksling er strikket ind i den blå. Jeg tror, at den holder længe, fordi unge tanker ligger som et værnende lag over trådene.

De nytilkomne i hjemme-strikningens gamle fag kan umuligt alle på een gang være grebet af en økonomisk sans, der byder dem at bruge fingrene. Man kunne forstå, hvis det var gifte koners forsøg på at rette fællesøkonomien op. Men det er fortrinsvis det nye slægtled, der tæller masker.

Jeg tror rent ud, at en god del af den seneste tids leg med strikkepindene slet ikke har som hovedformål at frembringe halsklude og varmende trøjer. Jeg tror, at strikkeriet med de unge pigers vinkende håndbevægelser hos de helt unge er et farvel til tressernes oprør. De sidder og strikker nyromantikken ind i halvfjerdserne, og det ville være symbolsk, om resultatet af fingerarbejdet blev fejende maxikjoler. Det er maxikjolen mere end noget andet, der er symbolet på det næste slægtleds standsen op over for tressernes budskab.

Jeg tror, at strikketøjet er et signal til os mænd akkurat som læbestift og moderigtigt tøj. Pigerne signalerer, at vi endelig ikke skal tro; at de er rødstrømper, men husmoderlige typer, der ikke er på vej til kollektivet, men til ægteskabet.

Nogle piger vil blive rasende på mig over den påstand Nogle med rette, fordi de strikker af samme grund, som man altid har strikket.

Men om nu pigerne bliver vrede eller ej, så tror jeg, at strikketøjet i den mængde, det nu optræder, er et nyt varsel om et slægtled, der lægger afstand til ungdomsoprøret. Drenge er traditionelt senere, når det gælder at opvise et brud med fortiden. Men det vil komme, og jeg kan se, at i hvert fald en af Karise-barbererne klipper kortere end tilforn.

I løbet af halvfjerdserne vil det kun være "de gamle", der går med langt hår. Hvor meget end de ældre slægtled blev forarget over tressernes hårlængde, så har vi i de senere år set, hvordan selv bedsteforældre bogstaveligt talt står med håret ned ad nakken.

Si længe et nyt slægtleds brud med dets umiddelbare forgænger forbliver i det ydre, sker der ikke noget samfundsmæssigt uheldigt. Vi bliver mindre ens af det, og det er en fordel. Det frigjorte er gået hen og blevet en uniform, man kan trække i, og så slipper frigørelsen op.

Men jeg bliver bange, hvis halvfjerdserne fortsætter med at være en kopi, en dårlig kopi af tresserne, og endnu mere bange, hvis det nye slægtleds eneste tilbud er en reaktion på tresserne. Det er jo blot en negativ kopi.

På lidt større afstand er jeg ikke i tvivl om, at vi vil elske tresserne. Det var en kulturel opbrudstid, som vil sætte mange spor. Resultatet blev et kritisk og skabende slægtled, der også var åbent og udadvendt.

I det medmenneskelige skete der en frigørelse, som forhåbentlig ikke skal standses af en kopierende generation eller en reaktion. Vi mangler endnu det nye slægtleds forfattere og digtere, som kan se, hvor frigørelsen standsede i tresserne, og som kan forny det kulturelle opbrud. Ved gødningen af det kunstneriske og folkelige er vi med til at afgøre, om frigørelsen skal fornys og forlænges eller forgå.

Frigørelse udspringer af det miljø, vi byder det digteriske menneske. Det var Goethe, der gjorde os fri fra det ene slægtleds herredømme over det andet. Det var tyvernes og tredivernes digtere, der lagde grunden til tressernes frigørelse fra det snerpede og bornerte.

Jeg vil opfordre Østbanen til at lave deres togbilletter om. Lad os få billetter på størrelse med skriveark. Hæng blyanter ved siden af togbænkene. Så kan vi alle på billettens bagside digte vores del af drømmen om mere menneskeliggjorte halvfjerdsere. Mit første digt har disse indledningsord: "Piger, strikkemaskinen er opfundet".

© Poul Erik Søe - Kariserier i Dagbladet Roskilde-Ringsted 24.1.1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside