En sal og en
stabel sangbøger

Det kan være en stærk oplevelse rundt om i landet at møde stadig blomstrende rester af forrige århundredes folkelige liv. Hvor det folkelige er blevet kliche, er det stivnet, men hist og her findes det i sin oprindelige, aktive form, tilpasset nutidige krav og holdninger.

Fornylig mødte jeg det som taler i foredragsforeningen i Karise. På forhånd er jeg lidt tvivlende over for den slags foreninger og frygter, at de er fortidslevn. Jeg er blevet skuffet så mange gange, når jeg har mødt en kunstig opretholdt folkelighed i nutiden.

Men i Karise er der liv i foredragsforeningen, som om den var stiftet i går og ikke havde rødder tilbage til de forrige slægtleds fællesfolkelige oplevelser. Der samles mellem halvtreds og hundrede mennesker hver gang, der indbydes til foredrag vinteren igennem. Foreningen kører uden tilskud og klarer sig ved medlemsbidrag.

Den klarer sig også uden mode-tilskud af sensivitet, frimureri og nyromantik. Den er så grundtvigsk åben i sin form, at det ligefrem kan chokere. En række stole i en sal, en talerstol og en stabel sangbøger. Slut! Her er ikke pyntet op som i højkirkeligheden, og der er ingen brug for audiovisuelle hjælpemidler for at få folk til at glemme fællesbilledkassen derhjemme. Man mærker straks, at her skal ordet skabe, hvad det nævner. Her skal det klare sig ved sin egen styrke. Og det skal ikke bagefter måles, om det har været effektivt for den enkelte. Gå da frit enhver til sit…

Der kan ikke være tvivl om, at højskolens finger har rørt ved Karise. Den skole, der var her indtil tyvernes første år, gik ikke særlig godt. Den var aldrig blandt de omstridte tilløbsstykker blandt højskolerne, men endnu halvtreds ar efter dens død lever den videre og gør Karise til noget andet og mere end en stationsby

Karise har hverken sportshal, svømmebad, kulturcenter eller musikbibliotek. Men den har et folkeligt liv, ikke et kunstigt oppustet levn fra fortiden, men et stykke stilfærdigt nutid, der ikke skal gøres til mere end det er, men som alligevel ikke lader byen i fred. Den gamle højskole må bære en del af skylden for denne uro, skønt mange, der nu deltager i det folkelige samvær, aldrig har kendt den højskole,

Den forlængst afdøde skole er stadig et begreb i byen. Selvom bygningerne brændte ud kort efter skolens nedlæggelse, er ny forsamlingslokaler rejst på dens mure. Her modes foredragsforeningen, danseskolen og folkedanserne, og her holdes familiefesterne. Måske vil nogle højskolefolk rynke på næsen ad en sådan fortsættelse af en gammel åndelig højborgs traditioner. Det meste af, hvad der er blevet tilbage, er vitterlig samvær, fælles oplevelse. Når alt kommer til alt, er det måske ikke den dårligste det af folkehøjskolen, der her er gået i arv.

For os i det nye slægtled må det trods alle forklaringer undre, hvilken særlig kraft der satte så meget i gang i forrige århundrede. Det er en folkelig saga, vi ikke kan lade være med at lytte til. Det er en stadig pirrende og dragende del af folkets danmarkshistorie, at et århundredes folkelige bredde sammen med dets enere og deres ideer smeltede sammen til et fællesskab, der livskraftigt møder os som nutid mange steder i landet den dag i dag.

Jeg var seks ar, da jeg mødte det første gang. Min mor kørte mig bag på sin cykel fra Nykøbing Mors til Galtrup, hvor en fri skolekreds og menighed levede videre på et gammelt grundtvigsk ungdomsoprørs grundlag. Det var et efterårsmøde, og blandt talerne var Vartovs navnkundige pastor Balslev, oprindelig præst i Galtrup. Han var nu højt oppe i årene, og hans tale sluttede med, at han tog afsked med forsamlingen. Ingen var i tvivl om, at det var en afsked for stedse. Man kunne se det i folks øjne. Næste år var han der igen. Samme afsked. Og næste år igen .

Min barnetro forvekslede det årlige farvel med genopstandelsen, og da jeg endnu nogle år senere hørte Balslev tale ved en jordefærd fra Vartov, undrede jeg mig over, at højtideligheden ikke sluttede med, at Balslev selv sagde farvel.

Også Galtrup er et eksempel på, at tradition kan fornyes til at være livskraftig nutid. Men mest er det et vidnesbyrd om et oprør, der var så stærkt i sin sammenhæng mellem det kritiske og det skabende, at vi sjældent ser mage. Det var tre-fire familier, der lagde grunden - godt en halv snes mennesker i alt. Men de byggede en kirke til et halvt tusinde mennesker. Og det blev der brug for.

Der er længere fra ide til handling i dag. Der er flere gustne overlæg. Først og fremmest hindrer vi os selv i en fri udfoldelse som i de tidligere slægtleds oprør, fordi vi er fastlast i den opfattelse, at fællesskab er at gøre ens. Vi uniformerer vort frisind, sætter forstand over forståelse, og gør samvær til politisk og religiøst frimureri. De gamle kunne lide at være forskellige. De var åbne i deres folkelige samvær. Derfor bliver deres ideer og forsamlinger ved med at bestå - og genopstå. At kunne tåle hinanden i vores forskellighed - det gør forskellen.

© Poul Erik Søe – "Kariserier" 7. marts 1973 i Dagbladet, Ringsted-Roskilde

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside