Skovlen under storhedsvanviddet
Der ligger en fabrik i Karises udkant. Dens ry og vartegn er gode skovle. Men den laver også andet i metal. Det er ikke en virksomhed af den størrelse, der skal have regnskaberne klaret af datamater. Det ordner konen.

Der er heller ikke så mange ansatte, at der er brug for et kontrol-ur ved indgangen. Der er ikke flere maskiner, end at ejeren kan passe de fleste.

I kampen for at få skovlen under storhedsvanviddet i erhvervsliv og kommunalpolitik er den lille Karise-fabrik et godt skaft at gribe fat i.

Selvsagt kan samfundet ikke klare sig ved smådrift alene, men menneskeligt og arbejdsmæssigt har vi ikke bedre.

Landbrugerne har altid vidst det. En overgang bredte storhedsvanviddet sig også til det virke. Brugene var på vej til at blive så store, at landmanden og hans familie kunne være endt som daglejere på deres egen jord.

Nu sker det ikke. Blandt de mange goder ved tidens større indtjening til landbruget er, at vi i lang tid, måske for et helt slægtled kan værne om familiebruget. Der er andre værdier end de romantiske i, at en families arbejde er ved eller nær hjemmet.

Det kan ikke lade sig gøre for alle. Bedre bliver det ikke, hvis vi fortsætter de seneste års forsøg på så skarpt som muligt at adskille bolig og arbejdsplads.

Det skaber endnu større afstand mellem hjem og virke, hvis hver kommune fortsætter med at misforstå den vigtige tale om miljøværn i et drømmesyn om en fremtid, hvor erhvervsliv er noget, som kun findes i nabokommunen.

Vi kan som regel ikke flytte os ud af forureningen. Det er landet for lille til. Vi kan ikke i et kunstigt had til arbejds- og erhvervsliv værne miljøerne ved at gøre dem til boligmuseer. Menneskets virke er en del af naturen, og hvor den ikke støjer eller sviner, skal vi ikke frede imod den.

Vi skal værne naturen, men med mennesket som del af naturen, ikke imod mennesket. Vi kan heller ikke frede for os selv - og skubbe skidtet ind i nabokommunen.

At ville adskille ethvert menneskeligt arbejdsvirke fra bo-områderne er med til at fremme båse-byggeriet inden i os. Hverdagen bliver inddelt i båse med skarpt adskilte grænser. Vi mister sammenhængen i den daglige tilværelse.

Års storhedsvanvid fået os til at lave alt store virksomheder. Den seneste tid har vist, at de med fordel kan splittes op og fordeles over landet.

Hver enkel del af virksomheden bliver bedre af det - menneskeligt og arbejdsmæssigt.

Afstande spiller i et land på Danmarks størrelse ingen rolle, så længe det er råvarer og færdigvarer, der skal flyttes. At gøre sig selv som menneske til et dagligt flyttelæs er at skabe afstande, hvor der burde være sammenhæng.

© Poul Erik Søe, 15. august 1973, Kariserier i Dagbladet, Ringsted-Roskilde.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside