Selvstyre for Grønland

Det er Askov Højskole, der gennem hundrede år har bidraget til forstærkelsen af vore nationale mindretalsproblemer. Men det er samme højskole, der har medvirket til de løsninger, vi har fundet, og som i verdens omdømme forlener os med nogen ære, omend de nationale mindretal ikke er tilfredse.

Det var under talerstolen på Askov, de unge færinger sad i forrige århundrede og fik alle ideerne serveret til national rejsning. Emnet på Askov var ikke Færøerne, men Slesvig. Det var gennem de stadige foredrag om det danske mindretals kår i Tyskland, færingerne fik sindet åbnet for den tanke, at deres eget forhold til Danmark kunne være anderledes. Men det var også fra Askov, det synspunkt udgik, at mindretalsspørgsmål kunne klares ad anden vej end den voldelige.

Ordet skabte, hvad det nævnte - både i forhold til færingerne, der sejlede hjem med selvstyretrang i lasten, og i forhold til den danske liberalisme og radikalisme, som i dansk politik skulle være med til at virkeliggøre det mellemfolkelige syn på nationale mindretal.

Når grønlænderne i dag har nået det udviklingstrin, der som en selvfølge kalder på selvstyrelysten, kunne man ønske sig, at det i Danmark ville blive mødt med samme forståelse som i de foregående slægtled.

Men alle nationale fejltrin synes at skulle gøres om i forhold til hvert nationalt mindretal. De fejl, vi gjorde i forhold til islænderne, overførte vi til færingerne, til grønlænderne og til det tyske mindretal.

Det vigtige udgangspunkt for debatten om de nordatlantiske mindretal er den kendsgerning, at hverken Island, Færøerne eller Grønland nogen sinde har været danske - historisk, kulturelt og nationalt set.

En svensk historiker hævder, at Island, Færøerne og Grønland kom under Danmark ved en tilfældighed. Alle ved, at ø-områderne fulgte med Norge ind i "400 års natten" under Danmark. Når de nordatlantiske områder ikke fulgte med Norge bort fra Danmark igen, skyldtes det, at den svensker, der skulle forhandle med danskerne ved Kieler-freden var træt eller fuld. De to parter stod og forhandlede over et kortbord, og den svenske forhandler lænede sig ind over bordet, lagde den ene arm på kortet, så han dækkede over de nordatlantiske områder - og forhandlede så om resten...

Det er derfor - og af mange andre grunde - urimeligt, når nogen ligefrem føler dansk national stolthed krænket ved den mindste tale om selvstyre i Grønland. Lige så urimeligt, som det var for islændernes og færingernes vedkommende. Men følelsen trives trindt om land. Jeg fandt den under en session i Nordisk Råd i Island hos den tidligere Venstre-statsminister Erik Eriksen. I en samtale om det dengang brændende spørgsmål om Færøernes selvstændige deltagelse i Nordisk Råd udbrød han spontant: - Jeg vil ikke være med til at gøre Danmark mindre.

Modsat Erik Eriksen mener jeg, at vi har gjort Danmark større - i almindelig omdømme, hver gang vi har medvirket til at styrke de nordatlantiske nationers selvstændighed. Når vi har været modstræbende og sendrægtige, har vi gjort Danmark mindre.

Når jeg bruger udtrykket »nordatlantiske nationer«, falder det allerede nogle stordanskere for brystet. Men et folk, der har eget sprog, selvstændig kultur, og som ved oprindelse er en beslægtet folkemængde, er en nation. Færøerne er ikke nationalt set del af Danmark, men en nation. Grønland er det.

Den færøske socialdemokrat og lagmand Peter Mohr Dam, der i hele sit virke og i sin politik gik ind for samarbejde med Danmark, tumlede sine sidste år endog med den tanke, at Færøerne i kraft af sin hjemmestyrelov kan kaldes en stat, ligesom mindre øgrupper er selvstændige stater i det britiske Commonwealth, trods fælles statsoverhoved.

Jeg tror ikke, Mohr Dam har ret, men kommer det dertil, at færingernes flertal igen vil løsrive sig, gør vi ikke Danmark mindre ved at følge flertallet og ved økonomisk og politisk at støtte dem, så overgangen ikke bliver for voldsom. Færingerne har allerede een gang - lige efter seneste verdenskrig - haft flertal for løsrivelse, men vi lod dem ikke gøre det.

Når grønlænderne nu ønsker selvstyre, udtrykt mere eller mindre kraftigt efter gemyt, er det naturligt straks at henvise til den færøske ordning med Danmark. Det skal ikke være grønlænderne, der truende og tiggende får presset en hjemmestyre- eller selvstyre-ordning igennem. Det skal denne gang - efter alle vore mange fejltagelser i mindretalspolitik - være os, der er imødekommende.

Flere danske aviser har allerede sparket efter de grønlændere, der taler om selvstyre og hjemmestyre. Holbæk Amts Venstreblad mente, man kunne tage det hele roligt, for det var jo ikke sikkert, at grønlænderne sendte Moses Olsen på tinge næste gang. Det er en total misforståelse af, hvad der sker i Grønland. Det er ikke rimeligt at udlægge selvstyretrangen som et socialistisk fænomen. I det færøske tilfælde udsprang det af liberale kilder. Og det har intet at gøre med, hvem der sidder i folketinget. Såvel på Færøerne som i Grønland er det nationale danske parlament fjernt og i mange forhold uvedkommende. Når valgdeltagelsen er så lav ved folketingsvalg, er årsagen en protestholdning.

Debatten om grønlandsk frigørelse fra Danmark vedkommer ikke bare grønlænderne. Det er et emne, som bør dyrkes offentligt og alvorligt i Danmark. Det er nationalt og internationalt afgørende, at der ikke går stordanskhed i sagen.

Grønlands frigørelse bør ikke automatisk tage Færøerne som forbillede. Den færøske hjemmestyreordning er i mangt og meget rosværdig, men den har ikke et nutidigt, mellemfolkeligt indhold. Den går ud på, at færingerne kan overtage område efter område fra dansk forvaltning, dog ikke den fælles udenrigspolitik og det fælles kongedømme. Det har medført, at selvstændigheden, også den kulturelle selvstændighed, har været afhængig af et pengeforhold til Danmark. Når det drejer sig om to nært forbundne nationers fremtidige forhold til hinanden, kan pengepungen ikke alene være afgørende.

Det ville i dag være latterligt at lave en grønlandsk hjemmestyreordning, som undtog udenrigspolitik. Det er så åbenbart, at Grønland har helt selvstændige interesser, der ikke deles af det danske folks flertal. Det gælder tydeligt forholdet til EF, hvor et stort grønlandsk flertal sagde nej til, hvad Danmark sagde ja til. Det gælder fiskerigrænse-spørgsmål. Det gælder mange emner endnu, måske alvorligst de amerikanske troppers tilstedeværelse i Thule. I den sag har Danmark handlet, som om Grønland ikke – trods grundlovens ord - er en integreret del af riget, men blot en koloni. Det har været alle danske regeringers og folketingsflertallets opfattelse gennem mange år, at der ikke må stationeres fremmede tropper i landet. Alligevel tåler vi fortsat de fremmede tropper i Grønland.

Det er heller ikke være i pagt med nutidig politik, om grønlændernes selvstyre skulle vente på undervisningens område, indtil der er økonomisk grundlag for overtagelse af forvaltningen. Undervisningen er nøglen til det kulturelle oprør, som danner grundlaget for selvstændighed. Uden kulturel selvstændighed ingen politisk.

Den færøske selvstændiggørelse, som langtfra er sluttet endnu, har medført en national og kulturel opblomstring på øerne, så Færøerne kan måle sig med de øvrige nordiske lande, ikke i økonomi, men i selvstændigt åndsliv.

Vi har i Grønland gjort den fejl at tro på pengenes eneherredømme. Vi har villet løse såvel åndelige, sociale som politiske spørgsmål med penge. Ingen er i tvivl om, at vor økonomisk set enorme indsats i Grønland er slået fejl, og at vi med planlægningshast er ved at presse grønlænderne ind i en livsstil og en livsholdning, som ikke er deres.

Når vi nu giver plads for den grønlandske selvstændighed, og det må ikke slå fejl, vil vi opdage, at hermed tilfører grønlænderne selv det til deres samfund, som vi aldrig har givet dem. Selvstændighed i åndsliv og politik er den afgørende forudsætning for en nations trivsel. Det betyder ikke, at vi foreløbig kan standse den økonomiske del af Grønlandspolitikken. Hvad er det dog egentlig også for en kolonimentalitet, at vi skulle ophøre med økonomisk hjælp i fornærmelse over et folks nødvendige frigørelse?

© Poul Erik Søe 4. Januar 1973, Kronik i Kristeligt Dagblad

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside