Værre end døden

BILLEDET af tressernes Danmark er for mig delt i to. På det ene vinker Ebbe Kløvedal farvel til det Radikale Venstre, fordi Hilmar Baunsgaard som borgerlig statsminister i en grundlovstale har vendt sig mod vold. På det andet billede læser samme statsminister litterær vold. Det hører med til den folkelige myte om ham, at han sluger kriminalromaner.

Den borgerlige regerings litterære interesse viste sig ikke at være ensidig. Det blev den regering, der indførte ytringsfrihed for skildring af menneskets kønsliv i billede og skrift.

Siden er det nøgne menneske så småt ved at gå af mode. I halvfjerdsernes menneskelige og politiske tilbageslag pakker vi mennesket ind i tyk fløjl, empire-maxi og fjernøstlige gevandter.

Siden er der indført distributionscensur på den kønslige litteratur. Det er tilladt at trykke den, skamfuldt at sælge den og forbudt at udstille den.

Hilmar Baunsgaards kriminalromaner ser man allevegne. Det drypper af blod fra kioskernes bogstativer. Overklippede lig og sakse i hjerterne er på forsiderne af romanerne hos enhver boghandler. Her er intet statsforbud. Man må gerne stikke en dolk i en dame, men ikke et kønslem. I bogstaveligste forstand er samleje samfundsmoralsk "værre end døden”.

Kønslig frihed og kønslig adfærd har en sammenhæng. Da pornobøgerne med kvinder og mænd på forsiderne kunne udstilles i Statsbanernes kiosker, forsvandt de kønslige tegninger på DSBs toiletter. Lokumsdigternes dage var talte. Men straks da Statsbanerne udsendte et cirkulære om, at bøgerne ikke længer måtte vises i kioskruderne, dukkede digteren med sin skrive- og tegnekunst op inde i det indsnævrede, firkantede mørke. Det skal være frivilligt, om en DSB-rejsende vil se på pornografi, mente kioskernes banemand. Men naturen har ikke gjort det udpræget frivilligt, om de ender på privatudstillingerne til 25 øre med indbygget håndvask. Banernes driftsledelse har med statslig omhu sørget for, at vi skjuler os for l hinanden. Staten er ren. Den tager ikke anstød. Det er håndvask, der koster 25 øre, ikke udstillingen. Staten vasker sine hænder.

Men gratis udstilling af nøgne mennesker uden for en biograf kan staten ikke godtage. Tilmed uden håndvask. En nøgen pige for sig. Det får være. En nøgen dreng alene. Det er værre. Men de to på samme billede. Det er lige til byretten. 

EN BIOGRAFEJER endte i byretten med sådan en sag fornylig. Hans synspunkter i øvrigt byder mig så meget imod, at det ikke er hans sag, jeg taler. Men når det gælder at værne frihedsrettigheder, kan man ikke tillade sig at dovne, selv om emnet ikke er mode, eller slappe af, fordi en modstander bliver krænket.

Efter pressens fremstilling skal han af med tusind kroner i bøde eller sidde i hæfte 12 dage for at udstille billeder af nøgne mennesker. Ialt var der 10 billeder i skabet for at lokke husaren i os alle indenfor. De otte var af nøgne kvinder. Dem fik han ingen straf for, da pigerne optrådte alene. Men de to sidste billeder viste både nøgne mænd og kvinder. Haps, politi. Haps, domstol. Haps, tusind kroner i statskassen.

Forkæmperne for den kønslige ytringsfrihed i tresserne har ikke ladet høre fra sig. De er forlængst blevet tavse. Jeg forstår dem næsten. Inderst inde kæmpede de for kunstnerisk frihed. Det var slet ikke hensigten, at ytringsfriheden skulle bruges af almindelige folk, af dilettanter, til voldelige makværker på live-showets lærred og filmens, i ugeblade og pornobøger.

Eller var det? Dybest set stod slaget ikke om kunstnerisk frihed. Det var ikke for at sikre Den kongelige scenes forsinkede frigørelse. Det var kampen for det enkelte menneskes ret til at leve uden pres fra en forløjet samfundsmoral - det være sig en biografejer, en forbipasserende, en hæftefange eller en politibetjent. 

PORNOGRAFIENS frihedskæmpere føler sig ydmyget af pengefolks misbrug af den vundne frihed, og de har ret. Men fordi religiøse forlag tjener penge på kristeligt-moralske bøger, ophører kampen for at sikre religionsfriheden dog ikke. Fordi aktionærer redaktører og journalister har deres udkomme af aviser, ophører vi dog ikke med at værne pressens ytringsfrihed.

Jeg har ikke set de omstridte filmbilleder. Men som aviserne har fremstillet sagen, må jeg tro, at der i samme udhængsskab gerne må være masser af nøgne kvinder og mænd, blot de ikke er sammen på et fælles billede. Måske må der endda være en pil fra det ene billede til det andet eller en fælles hjerteramme omring, blot det stadig er to billeder. Man må takke samfundet for, at vi har fået en principiel dom i den sag.

I en fotomontage klipper og klistrer man   forskellige billeder sammen. Skal byretsdommen nu forstås sådan, at man godt må lave en kønslig billedmontage med mænd og kvinder, bare der udelukkende er anvendt

enkeltoptagelser af enkelte nøgne mennesker? Der må i det mindste en landsretsdom til at klare en så samfundsomvæltende sag.

Men vi må helt til højesteret, hvis en biografejer tager en saks og klipper et billede af en mand og kvinde over midt imellem dem og hænger dem ud som to, der ikke hænger sammen. Når hun er alene, er det samfunds-moralsk i orden. Hvornår begynder så det anstødelige? Hvis nu hans storetå er med? Hans ben? En arm? To arms? Næsen? Kønslemmet? Underlæben ? Visdomstanden?

CENSURENS SAKS klipper videre i ytringsfriheden på kønslivets område. Man må trykke, hvad man vil, men handler det om nøgne mennesker, så må det ikke udstilles - slet ikke på Strøget, kun i sidegaderne. Politiet tillader billedet af mordermanden og hans kvindelig, men er kvinden levende, så er det anstødeligt. Tænk, hvis aviserne havde ytringsfrihed på samme måde. Tænk, hvis justitsministeren smilende gav lov til trykning af aviser, men ikke til at lægge dem frem i kioskerne. Det ville redde pressen fra økonomisk krise, for der er god salg i det, der kun fås under disken. Det er derfor, der stadig er penge at tjene på porno af dårlig kvalitet.

Ytringsfriheden til at fremstille det nøgne menneske i billede og skrift fik vi under en borgerlig regering, fordi lovens, dommernes og politiets moralsyn ikke længer var i pagt med folkets.

Hvis den socialdemokratiske justitsminister uden lovændring kan godtage dommen over biografejeren, så er man jo lige ved at ønske sig en borgerlig regering tilbage.

Hvis dommen er et billede på det danske folks frihedssyn 1973, så må jeg bede om at blive klippet fra.

© Poul Erik SøeKommentar til dagbladet Information 22. februar 1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside