Politikerne såede splid
– nu høster folkestyret krise
Hadet og hånen mod folkestyret under tressernes oprør og i halvfjerdsernes tilbageslag springer af samme kilde. Tillidsglidningen bort fra folkestyrets partier har rod i politikernes egne handlinger og vælgerens udlægning af dem.

Politikernes små skridt bliver til taktfast trampen ude i vælgerfolket. Politikerens nølende »måske« bliver til et gjaldende »ja« eller »nej«. Christiansborgs lille krise i det samarbejdende folkestyre bliver til en orkanagtig tillidskrise i folket.

Politikeren høster ikke, som han sår. Han får mangefold igen. Ved Det radikale Venstres brud med Socialdemokratiet i 1965, ved den ensidige socialistiske blokpolitik frem til 1968 og dens arvtager, den lige så ensidige borgerblok, såede politikerne splid. Nu høster folkestyret krise.

Blokpolitikken og dens følgesvend, tillidskrisen, har ingen anden forklaring end bruddet mellem socialdemokrater og radikale. Selvsagt kan landet regeres, som det er blevet det siden 1966. Men ikke med den brede godtagelse i vælgerfolket. De forløbne otte år har været de halve hjerters og de halve knytnævers tid.

Det er ikke et tilfælde, at et samvirke mellem socialdemokrater og radikale bar et halvt århundrede frem. Det skyldtes ikke de to partiers særlige sæde mellem fløjene. Jeg er inderligt uenig med Hilmar Baunsgaard, når han på Nyborg Strand i januar erklærede, at Det radikale Venstres opgave har ligget og stadig ligger som et parti yderst på den borgerlige venstrefløj Det er en af opgaverne, men det er en grov forenkling.

Det særegne ved Det radikale Venstre såvel som ved Socialdemokratiet er netop, at de trods modsat ideologisk fortegn hver for sig er en afspejling af de folkelige rørelser i fuld bredde. Deres folketingsgrupper er så at sige hver for sig små »folketing«. Der er lige så langt mellem Bernhard Baunsgaard og Sven Skovmand som mellem Konservative og SF. Det samme kan siges om Erhard Jacobsen og Sven Auken.

Det er de to partiers spændvidde, der har givet dem indflydelse og folkelig tillid. Forunderligt nok har vi altså med de to partier midt i en hel anden valgordning fået indbygget topartisystemets få fordele i vort folkestyre.

Mod de to partiers bredde er Venstre, Konservative og SF hver for sig som enøjede kæmper, ensidigt skruet sammen. Selvsagt er hovederne også forskellige i disse partier, men deres røster kendes først og fremmest på enstemmigheden.

Vi overvinder ikke folkestyrets tillidskrise uden at genoprette tillidsforholdet mellem de to partier, der - hver for sig og i endnu højere grad tilsammen - afspejler Danmark som helhed.

Tiden er ikke til et regeringsfællesskab. Otte års kunstigt opbyggede modsætninger spærrer vejen.

Tilliden opbygges kun ved, at de to partier indgår i forhåndsforhandling om de lovforslag, de hver for sig udarbejder.

De øvrige partier skal ikke holdes udenfor, skønt Venstre, Konservative og SF kun i det små tilfører samarbejdet større bredde, men nok partipolitisk egenart. Også de tre partier vil kunne bidrage til at overvinde tillidskrisen mellem vælger og politiker gennem et mådehold, der gør det af med blokpolitikken.

© Poul Erik Søe 10. juni 1973 i Aktuelt.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside