Pause i lovpausen
DEN FORVENTEDE danske omhu for De europæiske Fællesskabers demokratiske trivsel har nået sit lavpunkt ved, at den folkevalgte terror-balance i tinget på samme tid hindrer socialdemokraten Erhard Jakobsen og den konservative Knud Bro i at øve deres velsignelsesrige indflydelse i Bruxelles.

Det forlyder fra Christiansborg, at deltagelsen i EF-møderne er så krævende, at den ville have kostet Erhard Jakobsen borgmester-posten i Gladsakse, hvis han var genopstillet, og at Knud Bro ville miste sin folketingskreds. EF-modstanderne kan herefter ikke hævde, at det var mig, der manglede fremsyn, da jeg stemte for EF.

For partierne er det trist, at de landsforviste nu må holdes hjemme for at klare den lille vælte-regering-tabel. Nu havde vi ellers lige fået et dansk modstykke til zarens Sibirien, en politisk skammekrog, som kunne bruges lige flittigt af børnetrætte mødre ved aftenstid og politiske ledere med knas i partidisciplinen på gruppemøderne: »Er du ikke artig, kommer du til Bruxelles!«

MENS FOLKESTYRE-LEDEN breder sig, må det være velgørende for hvert enkelt tingmedlem at vide sig uundværlig. Opfinderen af folketingsmedlemmernes husarrest på Christiansborg er selvsagt en tidligere forsvarsminister, den konservative Erik Ninn-Hansen. Med den klarhed, der præger hans lederskab, har han stillet Knud Bro over for følgende dagsbefaling:

"Menig Bro bliver hjemme for at vælte regeringen, så vi kan få et hurtigt valg, der ifølge Gallup vil give de konservative færre stemmer med den følge, at Knud Bro ryger ud af folketinget. Eller menig Bro tager til Bruxelles, bliver glemt på to år i sin folketingskreds og ryger ud ved næste valg«.

Knud Bro har straks indset, at han lige så godt kan få det overstået med det samme.

Det hele kunne klares ved, at de konservative (og de radikale) fik alle (og sig selv) overtydet om, at det var alvor, da de - for at øge tilliden til politikernes ord - for så længe siden som otteogtyve dage krævede lovpause indtil næste valg.

Siden kravet om lovpause har de konservative stillet lovforslag som aldrig før, og nu skal folketingssamlingen forlænges, så der kan laves endnu flere love. På den måde udebliver lovpausen til glæde for alle andre end EF.

ELLERS KUNNE vi have sendt hele folketinget til Bruxelles for at demokratisere dernede. Selvsagt med een undtagelse, Knud Bro, der af hensyn til sin folketingskreds skulle blive tilbage på Christiansborg og dele posterne fra statsministeriet til formandsstolen i folketinget med sig selv. Så ville han være helt sikker i sin kreds - på at ryge ud.

Da politikerne imidlertid nu holder pause i lovpausen, er den næppe svaret på Europas længsel efter danske politikeres demokratiske indsats. Kedeligt, også for EF-modstanderne, der efter den seneste tids løfter i dansk politik med føje kunne have set frem til en så omfangsrig dansk folkestyre-indsats i Bruxelles, at følgen var blevet kronen pä Ninn-Hansens politiske værk, Den store Europæiske Fællespause.

Vi tvinges derfor til en løsning, der er nok så saglig, men knap så munter. Det er nemlig omtanke værd, at Knud Bro finder sin deltagelse i folketinget påkrævet for at være sikker på genvalg i sin kreds.

Det må skyldes, at den eneste forskel på Knud Bro og de øvrige konservative folketingskandidater i det amt, hvor han er valgt, er den, at han har folketingets talerstol at meddele sig fra og blive kendt på. Gennem folketingsarbejdet får han større indsigt end sine medkandidater, og derfor stemmer de i amtet hellere på den erfarne end på de øvrige.

HVAD ER DA mere rimeligt (skal vi sige demokratisk?), end at man prøver på så vidt muligt at stille kandidaterne lige også med hensyn til folketings-erfaring? Først da får vælgerne et reelt valg mellem hoveder.

Til nu er folketingsmedlemmernes stedfortrædere kun blevet indkaldt for at afløse under sygdom eller længere fravær, for eksempel på grund af deltagelse i FN-møderne. Fra at være undtagelsen bør det blive sædvanen, at stedfortræderen indkaldes, blot et folketingsmedlem er fraværende i kort tid. Helt oplagt er det i forbindelse med EF-møderne, men også enhver anden form for fravær bør være grund til at kalde suppleanten ind.

Det vil ikke altid være muligt at få fat i den, der er valgt med det næsthøjeste antal stemmer, men i et amt er der i ethvert parti tilstrækkeligt mange kandidater at tage af, så folketinget til stadighed vil kunne være fuldtalligt.

Det forudsætter selvsagt, at i tilfælde som EF-møder, hvor tinget selv har sendt folketingsmedlemmet ud på en opgave, bliver udgifterne til stedfortræderen dækket af tinget.

Allermest oplagt er løsningen for ministres vedkommende. Det er uværdigt, at en dansk minister må hjemkaldes fra et mellemfolkeligt forhandlingsmøde for at deltage i en iøvrigt ganske udramatisk afstemning i folketinget, sådan som det skete for nylig.

I MINISTRENES tilfælde vil jeg tilråde den norske ordning. Her indkaldes stedfortræderen i samme øjeblik et medlem af Stortinget udnævnes til minister. Det indebærer dels, at der opretholdes et egentligt skel mellem lovgivende og udøvende myndighed. Men det har også den praktiske følge, at parlamentet ikke svækkes i sin kritiske og kontrollerende virksomhed ved, at en tiendedel af medlemmerne overgår til andet arbejde som ministre.

Det må i hvert fald være oplagt, at man ikke kan være statsminister, udenrigsminister eller markedsminister og samtidig medlem af folketinget. Vi kan indlede med at indkalde disse tre ministres stedfortrædere.

Jeg er overbevist om, at ordningen vil have så Iykkelige følger, at man snart overgår til at indføre det for alle ministre og for medlemmer, der er væk mange dage på grund af internationalt arbejde.

UDE I KREDSENE vil det få gavnlig virkning, at kandidater, der indtil nu må nøjes med valgbøgernes og partikontorernes oplysning, får en indsigt, der højner den politiske kvalitet og giver vælgerne mere reelle valgmuligheder.

Det uheldige er i og for sig, at afgørelsen er de folkevalgtes egen. De ser naturligvis ingen interesse i, at deres med- og modkandidater får samme erfaringsgrundlag som de selv. Men de bør erkende, at folkestyret må se stort på den form for selvglæde.

Poul Erik Søe 5. Juni 1973, dagbladet Information

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside