Nollike og Vrikkeorm

Karise-præstens far var leder af skovbruget ved Vallø og lærte ham om naturens opdragende virkning på mennesket. Faderen hævdede, at han altid kunne se forskel på en by ved en skov og en by uden. I udkanten af de fleste byer ligger som regel det dårligst planlagte, det tilfældige byggeri. Men ligger byen ved en skov, så kører man straks ind i en klynge huse, der virker som en helhed. Skoven påvirker. Naturen opdrager.

Der er nok noget om det. Jeg kan sagtens tro på det, for jeg bor i Karises udkant - lige ved skoven! Men vi kender vel de fleste af os til, at skoven laver os om - vi bliver mere stille i den, er mere omhyggelige med at samle affald op efter os o.s.v.

Måske er det ikke skoven, der opdrager. Måske er vi opdraget til at være sådan i skoven. Vi har fra små hørt om dens »hellige haller« og megen anden romantik i forbindelse med klynger af træer. De bedste lege hører skoven til. Kærligheden hører bøgeskoven til - helst i måneskin. Det er også opdragelse. I Island tager de unge elskende op til nogle små gryder i fjeldlandskabet. Der gror kun lidt krat, men for Reykjaviks unge er disse omgivelser lige så romantiske i måneskin som vore bøgeskove. Romantik er også opdragelse. Det gør den vel ikke ringere.

Elskovsromantik og naturromantik er ikke det samme. Religion og andre dele af århundreders åndsliv har givet os et overdrevet romantisk forhold til naturen. Vi har gennem slægtled levet i den opfattelse, at mennesket var hævet over naturen, fordi mennesket har sjæl, og vi glemte, at vi selv er led i naturen.

Langt tilbage - og i nogle samfund endnu - gav man naturen sjæl, så der ikke blev for langt mellem menneske og natur. En mærkelig, stor sten ved landevejen havde sjæl. Et kroget egetræ. En kæmpehøj. Trolde, nisser og elverpiger er navne på en det af sjæleriet. Jeg kørte selv forbi Elverhøj forleden ved midnatstid. Og selvom højen først har fået navnet efter syngespillet, så kiggede jeg alligevel, om der skulle sidde en enkelt elverpige. Hun havde ikke fået nattegn.

Senere i vor kulturelle udvikling fulgte en naturdyrkelse, der den dag i dag præger vort sprog og vor tænkning. Vi lavede naturen om i menneskets billede. Vi siger stadig, at solen står op, som om den havde haft dyne på om natten og ikke fortsat sin rundtur. Skoven »vågner«, når den springer ud. Havet viser tænder.

En endnu senere landbrugsromantik præger os med så stor styrke, at den er det første, vi møder i mors mund. Hestens pruh, grisens øf, hundens vov, kattens mjav og koens buh er vore første ord.

Børnebøgerne er næsten ikke andet end en verden fyldt med dyr, der fremstilles i menneskets billede. Dyr, der taler, går med maxikjoler, kører i bil og spiser hakkebøffer. Spørgsmålet er, om vi skal holde op, eller om vi skal blive ved med at synes, at det er nullerbasse-sødt.

Jeg har taget en stabel from af min lille Jeppes bøger. Øverst ligger Nollike og Vrikkeorm. Det er Richard Scarrys historie om gråspurven Nollike i matrostøj. Dens højeste ønske er at finde en orm at lege med. Først spiser den dog morgenmad. Her i huset kan vi ikke kappes med Nollikes morgenbord: melon, blødkogt æg, marmelade, brød, appelsin, kaffe. stegte pølser, æble og banan. Man fatter ikke, hvad Nollike skal med orm oven på den omgang. Men han drager ud i verden, finder sin Vrikkeorm, som han leger sjippetov med og indbyder til middag, hvor de spiser grønærter med kniv og gaffel.

Der er også Kenneth Grahams historie om Muldvarpen og Hans Venner. Muldvarpen omgås en cigarrygende frø og en rotte med hvid robåd. De møder ikke Den Glade Løve, som lever i en anden bog. Den flyver i jetmaskine, men lander ikke i nærheden af Halfdan Rasmussens grise, der får gåsehud, da gåsen byder dem på flæskesteg juleaften.

Så er der Peter Plys og alle de andre, men lad os bare standse her. Meget af det har moret os i mange slægtled, men i dag? Jeg vil ikke løfte pegefingeren alvorligt, ligesom dem, der giver gulerødder for slik, fordi det er pædagogisk for tænderne. Jeg vil bare vise, at der er sammenhæng mellem, hvad vi opdrages til i forhold til naturen, og hvordan vi forholder os til naturen.

I alle disse bøger må man tro, at naturen såmænd kan være meget god. Dens indvånere har bare den skavank, at de ikke er mennesker og ikke opfører sig som mennesker, taler og går som mennesker. For mennesket er hævet over naturen, ikke sandt?

En dag render børnene - lige som de voksne - ind i en modsætning mellem virkeligheden og fantasien. Det tager de ingen skade af, tvært imod, men vi forsinker dem nogle år i det virkelighedsnære.

For i mellemtiden fortsætter naturdebatten som aldrig før. På overfladen er den en kamp mod forurening. På overfladen er den en kamp for at redde mennesket. Men dybest set tager vi med hele den debat skridtet tilbage over mange århundreder for som mennesker igen at slå følge med naturen.

Denne gang er det ikke det gamle råb ”Tilbage til naturen”, nej, denne gang hedder mottoet ”Naturen tilbage til mennesket”. Vi stiger ned fra det stade, vi havde ophøjet os selv til - over den øvrige natur. Vi erkender vor samhørighed. En dag vil der komme en børnebog, hvor mennesker siger øf, buh, vov og pruh. Den er lige så pjanket som de andre, men den fortæller os måske det mest spændende bag hele samtidsdebatten om forurening og alt det andet. Den fortæller, at vi er i gang med at kæmpe os fri fra den falske del af romantikken. Vi kæmper for ikke længer at være nedladende over for naturen, men deltagende i den. Kort sagt: naturlige.

© Poul Erik SøeKariserier i Dagbladet Ringsted-Roskilde 21.2.1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside