"Naar de vare rigtig kloge"
Rygsvag, pedantisk, forsigtig og meget lidt ung oven i hovedet sidder verdens første højskoleforstander i 1845 og betragter sin egen og højskolens gæld.

Han formulerer da til en professor-ven et motto, som højskolen aldrig har taget til sig, men som blev dens regel for overlevelse: Verden er gal - det er vor lykke.

Brevet er dateret 1. april, narrenes dag, men for Johan Wegener og hans afløsere til i dag blev det alvor. Det blev højskolens opgave at narre det bestående april.

Det bestående var på Wegeners tid den sorte skole for de få. Den sorte skole blev narret april. Højskolen sejrede, og dens frie pædagogik blev også de grundlæggende skoleformers. Højskoletøjet har smittet af på de andre i årenes løb. Højskolefolk burde have haft pligt til at bruge rendestenen i stedet for fortovet, ligesom bagere og skorstensfejere skulle efter den gamle politivedtægt i Randers. Traditionelle pædagoger op gennem årtierne kunne da have undgået afsmitningen.

Fra højskolens levende historie-undervisning over mange andre pædagogiske landvindinger til dens frie studiekredsform skyllede der kystomdannende dønninger ind over de andre skoletyper.

Den fagligt vidende og samfundsmæssigt indflydelsesrige bonde udgår fra højskolen. En stand rejser sig ved gennem sin skoleform at narre det bestående april.

Johan Wegeners professor-ven skrev senere om myndighederne, at »uden nogensomhelst Anledning fra Højskolens Side lukker man dog næppe vor Dør, skjønt de burde gjøre det, naar de vare rigtig kloge«. Wegener og professor-vennen var farlige folk. De vidste fra første færd, at højskolens hensigt ikke var at lære folk regnekunsten, men den kunst at ændre sig selv og et samfund.

Når der nu er politisk strid om universitetscentret i Roskilde og de andre universiteter, bør det siges rent ud, at det er efterklange. De pædagogiske former og den politiske debat-mulighed, der gives i de tidligere sorte lærdomsanstalter, er revet lige ud af højskolens dagbog. Det, vi oplever, er for første gang en folkeliggørelse af universiteterne. Det er en barsk overgang, fordi vi næsten allesammen tænker hvidkitlet om universiteterne. Men med Roskilde Universitetscenter er Grundtvig rykket ind på de højere læreanstalter.

Myndighederne og tilbagestræbsfolk kan kun få øje på det fuldstændigt ligegyldige, at en god part af centrets elever er optaget af marxismen og socialismen, For mig må de lære om agerkål, strandsnerle, Marx og Kingo, som de lyster. Det afgørende er, at universitetet for første gang i landets pædagogiske historie virkeliggør den skolefrihed, der er Grundtvigs.

Da mere end halvdelen af Danmarks folk er socialister, er det hverken alarmerende eller chokerende, at mere end halvdelen af eleverne på et universitet er optaget af socialismen. Det er i bund og grund grundtvigsk. De vil vide bedre, hvad de ved. Eller med Grundtvig: "Et menneske ved ikke mere, end det har oplevet".

Der er for tiden et alment had til folk, der går på et universitet. Der er en udbredt underdanighed over for dem, der går ud fra et universitet, bl.a. Iæger og advokater. Det er ingen modsætning. Det er samme sygdom.

Det er heller ikke nyt. Hadet har den tidsbestemte grund, at et passende tal af de studerende er socialister og nogle egentligt revolutionære.

Uden samme revolutionære stemning, som vi nu finder i grupper på de forskellige universiteter, havde vi i forrige århundrede aldrig fået grundlovens frihedsrettigheder så hurtigt og dybtgående. Det var samspillet mellem den oprørske bonde og den revolutionære akademiker, der satte punktum for enevælden.

Under forfatningskampen mod hoffet og Estrup var studenterne også venstre-radikale. Højskolerne var een store oprørsbule, hvor de studerende også var venstre, dengang med stort V. I kamptiden er højskolens kvinder og mænd Venstre-folk, ensidige og enøjede i politisk henseende, kun med det ene mål at genvinde grundlovens frihedsrettigheder. Ingen skal være i tvivl om, at borgerskabet har set på højskolerne, akkurat som dagens borgerskab ser på Roskilde Universitet. Ja, hadet var tifold større.

Jeg er heller ikke et øjeblik i tvivl om, at om myndighederne "var rigtig kloge", så lukkede de universiteternes døre, altså hvis de ville lave Danmark om til et museum, undgå at udvikle samfundet og pakke det ind i vat.

Dagens socialisme, hvor ideologisk indsnævrende den end forekommer os, der har en anden opfattelse, er en følge af halvtredsernes kolde krig. Vore forældre dyrkede antikommunismen så goldt, at det måtte fremkalde et modstykke. Der er serveret.

Den ungdom, der nu går på universitetet, har lige som den på højskolerne oplevet den autoritære folkeskole og det målrettede gymnasium. I højskolerne har de fundet "skolen for livet, ikke for erhvervslivet". Nu er de ved at slæbe Grundtvig ind på universiteterne.

Nar modsætningerne mellem folket og skolen i dens øverste former er så stor skyldes det, at det er lykkedes danske socialister at indfange den frie pædagogik i deres programmer Skønt frihedstankerne om skolen er gammel liberal arv, er det socialisterne, der i dag ivrigst vedstår arv og gæld. Alt for ofte er liberal skolepolitik endt i dyrkelsen af den sorte skole med dens bånd og dyrkelse af effektivitet.

Mod Grundtvigs frihedstanker og de studerendes ønsker er det de direkte arvtagere i liberalismen, der vil opretholde universiteterne i deres gamle form og fodrer hadet til fornyelser som det i Roskilde.

Jeg mener ikke, at vi med det spæde forsøg i Roskilde og de små ændringer på de øvrige universiteter med eet slag har fået folkelige universiteter. Års kamp for at sikre folkets børn plads på universiteterne er ikke endt, men tilførslen til nu har medført, at universiteterne i Danmark for første gang er tvunget til at indordne sig efter nogle af de bedste folkelige traditioner i vort land, dem der er indbygget i vor skoleopfattelse.

Universitetsfolk aner ikke selv, at det er en folkeliggørelse, der er ved at ske. De tror, at den øgede frihed og tillid til eleverne er en slags pædagogisk kram, der er opstået i tresserne. De tror, det er en studenter-revolution, der vil de gamle universiteter til livs. Slap de bare så let, skulle de være glade. Det er langt, langt værre for den sorte skoles højborge. Det er Grundtvig selv, der har sat sig på forreste række i auditoriet med en del ubesvarede spørgsmål i bag hånden.

Folketinget tror også, at den gamle knark på første række er Marx. Tinget tror, at emnet i undervisningen er vigtigere end friheden i undervisningen. Der er folketings-medlemmer, der anser gruppearbejdet på Roskilde Universitetscenter for den skinbarlige socialisme. De vil have forelæsningerne tilbage. En dag, når Grundtvig får tid, tager han toget fra Roskilde ind og jager Ellen Strange Petersen, den konservative universitetshader, ned af talerstolen med sine gamle ord: »Foredrag er noget farligt noget. Samtalen er det egentlige, fordi den tilværelse, der skal belyses, er den fælles tilværelse, hvor den ene ikke skal herske over den anden, påtvinge den anden sit syn«.

Universiteterne er ved at blive højskoler i grundtvigsk forstand. Det frie universitet er på vej som det nyeste led i rækken af frie skoler. Roskilde Universitetscenter rækker hånd til noget af det bedste i forrige århundredes frihedstanker. Mange af universitetscentrets emnevalg lader mig kold, men jeg vil ikke et øjeblik tie i kampen for at værne mine politiske modstanderes ret til at udvide deres socialistiske syn på lige fod med de højskolefolk, der gennem et århundrede uantastet har fået lov at formidle liberalismens budskab. Det er på vor vilje til at give modstanderne frie vilkår, vi kan måle værdien af vor egen frihed.

© Poul Erik Søe, 6. juni 1973 i Dagbladet, Ringsted-Roskilde

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside