Kassen med kalkunstrudsen

Der kan ligge et dybt had til i dag hos den, der roser i går. Det gode ved gamle dage er, at vi har glemt det onde. Med dagene bagud har vi det som forældre med deres børn - de tilgiver ikke, de glemmer.

Nyvanen har for skik at dyrke fortiden - de ukendtes fortid. Man må gå i en bue uden om nyromantikkens kvinder for ikke at krølle pufærmerne, søndre det genfundne bindingsværk ved brysterne eller knække sindets indre stokrose.

Den nutidige lyst på fortiden springer af leden ved udvikling. Fjernsyn, radio, avis og arbejdsplads er fyldt med omskiftelser. Følgen er trang til et pusterum. Nogle kalder det "at stå af" eller "melde sig ud". Andre nøjes med det forrige århundredes klædedragt, når de skal lægge krop til anken over omskiftelserne.

Det er ikke dårligt i sig selv. Måske åbner det øjnene for, at vi i årtier har levet som enere og glemt sammenhængen i tilværelsen - med dem forud og dem efter.

Jeg er kun imod, hvis nyvanens dyrkelse af fortiden er et forsøg på at sætte uret i stå eller skrue tiden tilbage. Så glemmer vi den ene del af sammenhængen - med dem efter.

Fortidsdyrkelsen er et enfoldigt, ofte lidt kluntet råb på sammenhæng. Der kan her være et møde mellem to opfordringer fra Grundtvig (Et menneske ved ikke mere, end det har oplevet) og Johannes V. Jensen (Vid bedre, hvad du ved). Det bliver til, at et menneske ikke ved mere, end det har oplevet, men det ved bedre, hvad det ved gennem at opleve.

Lige så modefalsk det er at strejfe rundt i de ukendte århundreder for at låne af fortidens glans og tryghed, lige så ægte kan det være at ville genopleve det bedste fra ens samtid, fra samværet med dem forud - og at ville give det videre til dem efter.

Nu har også videnskaben meldt sig for at få os til at godtage traditioner som modvægt mod de hurtige tekniske omskiftelser. Vi skal undgå fremtidschok ved at indbygge traditioner i vor tilværelse. Tankegangen er den, at når samfundets traditioner stort set er forsvundet, og når arbejdslivet veksler hele tiden, må vi for at undgå flakkesyge skabe nye traditioner i vore hjem.

For mig ville det være en kold fidus, hvis jeg midt i en af familiens mange traditioner kom til at tænke på, at genoplevelsen blot var snedigt udtænkt af en psykolog som flugt fra hverdagen, nutiden eller fremtiden.

Men hvem er jeg, at jeg tør give råd om den slags? Selv hæger jeg om genoplevelsen og mener at skærpe min nutidssans ved det. Jeg fører en slags dagbog, ikke fortløbende, men på løsblade. Alt, hvad jeg har oplevet på samme dato gennem årene, står sammen. Dagbøger er kun til glæde for een selv, men jeg synes, de sædvanlige dagbøger skjuler genoplevelsen. Man får aldrig læst dem. Her kan jeg i optegnelserne blot for en enkelt dato år for år følge et livsforløb og enfoldigt prøve at finde sammenhæng ved genoplevelsen.

Vi er også alvorligt på den med "kasser" i Karise. Ikke bare har vi den sædvanlige julekasse, men en kasse til fødselsdage, til fastelavn, til påske, til pinse, til Sankt Hans og Mortensaften. Det hele er sytten øre værd for andre, men herligheder i selvlavet pynt, dukkeri og klip for os. Her er fødselsdagskassen med den usømmede klud, hvorpå den ældste satte sine første kartoffeltryk. Her er servietklippet til Mortensaften med Niels Holgersens gås, der i Karise-udgaven ligner en mellemting mellem en struds og en kalkun. Vi genoplever og griner ikke ad, men sammen.

Selvsagt er det barnligt tøjeri og skal være det. Og vore traditioner er ikke bedre end andres. Jeg synes godt om dem, fordi de er blevet til hos os selv og i vor samtid. De er ikke hentet for store pengefirkanter hos antik-handleren eller påbudt af ugebladenes seneste julenumre.

Foruden de fleste skoler er der mange andre, der vil lære os at leve i et hvilket som helst andet århundrede end vort eget. Traditioner, der er døde for os eller nygjort i gold efterligning skal smeltes i oprørsgryden.

Men selv den, der ivrigt kæmper mod traditioner, må tit bøje sig. Engang var jeg hos en socialist, der foretrak 1. maj for 24. december. Der var kommet børn til - og derfor også juletræ. Hvert eneste klip på træet, hver kurv og hvert lys var - rødt. Det var hans oprør. Men det var hans eget – i både klipperiet og oprøret...

Uden sammenhæng bagud kan tilværelsen let fordummes. Den afstumpes, hvis den mangler samhør med samtid og fremtid. Vi er selv historie, sagde Poul Henningsen. Man kan ikke leve sit liv uden historie, men jeg mener heller ikke, man kan leve sit liv på historie.

Alligevel kan det på historiske steder løbe mig ned ad ryggen, som når jeg hørte gamle folk fortælle i min barndom. Engang under et møde i Nordisk Råd i Island var vi nogle pressefolk på tur til det navnkundige Thingvellir, lavafeltet med Islands gamle altingssted fra før årtusindskiftet. Jeg var ivrig for at finde noget at tage med hjem for at sikre genoplevelsen.

Lidt flov over iveren gik jeg afsides og skrabede en lavaklump løs fra sneen, børstede den af, så godt jeg kunne, og lagde den i jakkelommen. Jeg anede ikke, at lavaen var fuldstændig gennemhullet og fyldt med sne. I bussen tapløb vandet fra min jakkelomme.

Nær Reykjavik så jeg på min sidemand. Hans jakke bulede underligt ud i siden - og vandet løb fra lommen og nedefter. Vi er ikke alle ens over for fortiden, men den er ens over for os.

© Poul Erik Søe i Dagbladet Roskilde og Køge 8.8.1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside