En landposts rute
For en uges tid hænger landet sammen på ny. Familierne er samlet. Eller de

genoptager en gammel skik, som nok langsomt vil dø ud: de håndskrevne breve og kort.

Når Karise-posten Gunnar drejer knallerten ned ad Skovvænget, føler jeg, at han med sine breve og aviser knytter os sammen med landet og verden. I sin vinterkavaj ligner han skuespilleren Kai Holm i kæmpeformat og spreder hygge i samme omfang.

Men det er ikke herregårdsromanernes landpostromantik, jeg vil skildre. Gunnar Post har nu engang det arbejde at fordele mappens indhold til sit distrikt, og han ser sikkert på sit virke som andre på deres.

Han er som sine arbejds-fæller og mange andre et led i den kommunikation, der skal få landet til at hænge sammen. Samtidig er han i sin by valgt til storkommunens styrelse.

Han har som de andre folkevalgte til opgave også at få egnen til at hænge sammen.

Jeg synes, at de folkevalgte i de nye storkommuner har det svært. Det er nok gammeldags at synge sangen mod storkommuner. Spørgsmålet er dog, om vi i dag, hvor vi prøver at nærme os nærdemokrati, ville have valgt samme løsning på den kommunale inddeling som i tresserne.

Selvsagt har storkommunerne fordele, først og fremmest i den større ligestilling mellem de lokale folkegrupper socialt og økonomisk fra landsdel til landsdel.

Men storkommunerne har ikke fået os til at hænge bedre sammen. Det lokale selvstyre er endt i folkefjern forvaltning. En væsentlig del af demokratiet er gået tabt. Nærdemokratiet, det enkelte menneskes medvær, begyndte på det kommunale plan med en følelse af fravær.

Der er i dag omkring syv tusinde færre folkevalgte i Danmark end tilforn. Det tab er ikke ligegyldigt. I hvert lille samfund havde vi før mange, der vidste, hvad en demokratisk forhandling er - som kendte samfundet indefra, kendte dets love og regler. De var - uanset partifarve - mellemmænd for borgere og stat.

Jeg tror, at de senere års uhyggelige parlamentslede og skærpede holdning over for folkestyre og folkevalgte i høj grad hænger sammen med, at de nye kommuner fjernede så mange af demokratiets mellemmænd, de jævne formidlere.

Det er i et nærdemokratisk samfund ikke ligegyldigt, hvordan det enkelte menneske hænger sammen med styreformen. Det gælder på arbejdspladsen, i kommunerne og over for staten.

Jeg ved, at den gamle undervisningsminister Jørgen Jørgensen fra Lejre styrede sit ministerium gennem samtaler med medarbejderne i stedet for at give ordrer pr. brev. Han brugte samme form i samarbejdet med andre partier i folketinget. Han sagde selv om det, at han "hver dag gik en landposts rute".

Der var han igen, landposten! I Karise er Gunnar blandt dem, der tager landpostens rute hver dag, ikke bare i kraft af sit arbejde, men også som en af demokratiets mellemmænd. Jeg synes ikke om hans parti, men jeg har respekt for hans virke. Hvis vi vil nærdemokrati, må vi have flere demokratiske mellemmænd sendt ud på ruterne hver dag.

© Poul Erik Søe, Kariserier i Dagbladet, Roskilde-Ringsted, 27. december 1972

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside