Brug for hinanden

Der gives alle mulige forklaringer på, hvorfor familierne trives så dårligt. Jeg har før været inde på, hvad jeg finder vigtigst i den forbindelse. Vort samliv er følgen af det oprør, der med digterne i spidsen førte til det livsvigtige, at vi fik selvråderet i kærlighed. Det var ikke længer det ældre slægtled, der skulle afgøre valget af livsledsager.

Oprøret mod en årtusind gammel skik blev voldsomt og jeg tror, at vi endnu lever i en forsøgstid, hvor omvæltningerne ikke er faldet i leje, men stadig er årsag til større modsætninger mellem slægtleddene end de naturgivne.

Men vor egen indretning af samfundet forstærker de modsætninger, som springer af oprøret i forrige århundrede. Vi har mindre og mindre brug for hinanden. Selv i familielivet er vi enkeltpersoner, individualister.

Det er som regel den politiske liberalisme, der får skylden for at have fremmet individualismen . Det e r også rigtigt på mange måder. Liberalismen som idé styrkede respekten for det enkelte menneske og forstærkede trangen til individualisme.

Men det er for mig svært at lade være med at tænke på, om ikke socialismen er fortsat, hvor liberalismen slap. Den politiske socialismes mål er det fælles, det medmenneskelige - samlet i det yndede, nutidige ord: kollektivisme.

Men selv om det kollektive er blevet forstærket under socialismen, må socialismen i lige så høj grad som liberalismen bære ansvaret for, at individualismen findes og styrkes. Jeg men er , at socialismen gennem fordelingspolitikken, socialpolitikken og skattepolitikken har givet hver enkelt økonomisk mulighed for at være individualist. Under liberalismen trivedes individualismen i virkeligheden dårligere, fordi den enkeltes økonomi tvang ham ind i fællesskaberne.

Der er altså her - efter mit skøn - en mærkværdig modsætning i det politiske mål for forskellige ide-retninger. Men vi kan ikke blive hængende i det politiske, når vi skal forklare, hvorfor det medmenneskelige, det fælles, er på tilbagetog. Industrialiseringen er trods alt den væsentligste forklaring. Det, vi før havde brug for hos hinanden i praktisk henseende, kan nu fås hurtigere, billigere og af og til bedre i Brugsen, hos købmanden eller i supermarkedet.

I ægteskabet søger de fleste hos hinanden kun det åndelige og det kønslige fællesskab. Før var de gensidige ønsker, krav og pligter meget mere alsidige. Det, der skulle bruges i hjemmets hverdag, og det, familien skulle leve af, blev til ikraft af, hvad den enkelte i familien kunne.

Det vil sige, at hvor det åndelige eller kønslige fællesskab ikke var fremragende, så var der meget andet at hente hos det andet menneske - i dets praktiske kunnen. Det var derfor også nemmere at veje gode og dårlige egenskaber op mod hinanden. Der var flere at tage af. Det var lettere at finde »formildende omstændigheder« hos den anden part, hvor det nu familiemæssigt ofte går galt, hvis det åndelige eller kønslige fællesskab går i stykker.

Vi har ikke brug for hinanden. Men der sker for tiden - forhåbentlig ikke bare modepræget - en tilstræbt tilbagevenden til den tid, da så meget som muligt blev lavet af folk selv. Jeg tror, dette skifte har en egenværdi, men hjemmets brugskunst, dets frembringende hverdag står selvsagt i skygge af masseproduktionen - og vil vedvarende gøre det.

I den ny holdning til ting, der er gjort med egne hænder, ligger ikke bare en dyrkelse af de gamle husflids tanker. Der indgår også et oprør mod det massefabrikerede, mod det ensrettede. Men først og fremmest afdækker den en tro på egenværdien ved at skabe selv Den ny holdning er fra de frie skoler, højskolerne og lilleskolerne vandret ind i hjemmene, og jeg tror, at den er sejrende på langt sigt. Der er i tresserne talt foragteligt om, at skolerne tog den frie skaben op som fag ved siden af de sædvanlige. Skal alle børn da være brugskunstnere, blev der spurgt.

Nu kan vi tydeligere se, at de folk, der tidligt pressede på for at udvikle børnenes hele personlighed og ikke alene deres læse-, skrive- og regneevner, sigtede mod værdier, vi ikke kan undvære. Fri skaben er et mål i sig selv lige som det fri ord.

Ordet skaber, hvad det nævner. Sådan hedder det hos Grundtvig. Det er en vigtig del af vort folkelige arvegods. Vi har længe kastet vrag på andre egenskaber i menneskets personlighed, men flere og flere af os er ved at indse det værdifulde i, at hånden også skaber, hvad den evner.

Vi får nok aldrig mere brug for hinanden i familien for at overleve. Det er i hvert fald kun få mennesker, der bringes i den stilling, at de kan være til så megen nytte for et medmenneske. Vi har fået økonomiske muligheder, der gør os nytteløse for hinanden, når det gælder det daglige brød. Vi kan ikke undvære staten, men vi kan undvære vore nærmeste. Nået så langt er det ikke ligegyldigt, at folk under navn af ungdomsoprørere ville noget andet med vores tilværelse.

Nået så langt er det ikke ligegyldigt, om der bliver brug for os som sammensatte mennesker med vor egenart og særheder. Det er egenarten, der nu spørges efter, når vi lader hånden skabe, hvad den evner. Det er individualistens frembringelser i ånd og hånd, der er oprør mod massefrembringelsernes ensretning. Og tro ikke, at de ensrettede ting ikke har magt. Tingene får let herredømme over os og gør os ligeglade med vor egenart. Det er altså igen denne mærkelige modsætning, at der spørges efter individualismen, men nu for fællesskabets skyld.

© Poul Erik Søe 19. juli 1973, Kariserier i Dagbladet, Roskilde-Ringsted

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside