Er statsministeren
færingernes ven?

Det er færingernes lykke, at danskerne i dette århundrede aldrig har kastet sig over nationen i romantisk interesse.   Grønlænderne derimod har årtiers oprydning foran sig, efter at dansk udviklingsromantik har plantet sine højhuse og skrivestuer i landet.
Års mormorsmilende velvilje mod Grønland har imidlertid sat færingerne i skyggen i den grad, at vi ikke længere lever op til det mindretalsdemokrati, der skød frem i forrige slægtled.
På den baggrund kan det næppe være nogen hemmelighed for statsminister Anker Jørgensen, at der såvel i de samdanske partier på Færøerne som i selvstyrekredse er forventninger til, at han skal give dansk færø-politik en ny klædning.
Måske kan Anker Jørgensen nå at blive kendt på de fem dage, han har afsat til sit første besøg som statsminister på Færøerne. Han kan ikke nå at blive godkendt.
Der er ellers i det danske forhold til Færøerne trang til afløsning af den dårlige skik, som danske regeringer har arvet fra amtmandstiden - at ethvert skridt fremad mod national selvstændighed er taget - selvsagt efter forslag fra, men oftest under pres fra færingerne, fordi den danske modstrøm var urimelig hård.
Samvirkets form kan være tilfredsstillende for en del økonomiske tiltag og for dansk lovgivnings udvidelse til også at gælde Færøerne.  Men vi når allerede til modsætninger, når det gælder færøske ønsker om at få selvråderet på områder, som Øernes lagting og landsstyre kan overtage ifølge hjemmestyreloven.
Den enkle regel i hjemmestyreloven er den, at for de fleste områder kan der ske overtagelse, når færingerne finder tiden inde og økonomien i orden til det.
Der blev i Iøbet af tresserne fra danske interesserede spagfærdigt rejst indvendinger mod hjemmestyrelovens økonomiske spærreregel.  Anker Jørgensen bør bruge sin knappe tid til en økonomisk kortlægning, der muliggør en flytning af de varder, der nu fører dansk-færøsk sampolitik ud over fjeldkanten i stedet for ned i bygden på den anden side.
Det grelle eksempel er færøsk skolevæsen. Det er til nu et rigsområde, styret via rigsombudsmanden og med midler fra den danske stat.  Der er for mig ingen tvivl om, at denne rest af dansk indflydelse for dansk færø-taktik spiller en langt større rolle, end det umiddelbart aflæses af de årlige rapporter fra rigsombudsmanden.
Skolevæsenet som rigsområde, ikke som færøsk nationalt styret felt, medfører, at rigsombudsmandens og hans embedsfolk stadig har en direkte forvaltningsopgave i hver lille bygd.  Det medfører ikke blot, at den danske stats øverste repræsentant på Færøerne har kontakt med bygdefolket, men at han i sin forvaltning øver indflydelse selv på et snævert lokalt område.
En fortsættelse af denne skolepolitik, hvor bygdernes skoler gennem rigsombudet styres centralt og rigsdansk - uden hensyn til vor hjemlige kamp for decentralisering -- er en demokratisk stilstand, som Anker Jørgensen ikke bør godtage. Han bør her genkalde sig tressernes tanker om, at færøsk selvråderet på områder inden for hjemmestyreloven ikke afgjort bør forudsætte, at dansk bistand hører op. Der er i hjemmestyreloven gemt et kræmmersind, som ikke svarer til vor tid.
l den gamle skelstrid, hvor følelsesemner med et reelt politisk indhold skiller de to nationer under samme dronning, er det altid Færøerne, der må spille ud, kæmpe sejgt og møde en vrangvillig regering i København, uanset statsministerens partifarve.  Det er aldrig Danmark, der af egen fri vilje imødekommer gamle færøske, nationale ønsker.   Det er aldrig Danmark, der frivilligt lægger op til nytænkning om udvidelsen af den færøske selvråderet.
Statsministerens færø-rejse må ses som en ansvarlig erkendelse af, at bortset fra pressen er Færøerne det eneste sagområde, der direkte hører under statsministerens forvaltningsområde.  Der er altså her et område, der rummer den særlige risiko, som gælder ministres fagområde, at de slet forvaltet kan udløse ministerens fald - i dette tilfælde hele regeringens.  Men anbringelsen af sagområdet direkte under statsministeren tilføjer plus-sider, som hidtil ikke er udnyttet tilstrækkeligt.
Der er ikke for tiden dansk-færøske modsætninger, der rummer farligt sprængstof for regeringen. Det har tidligere været tilfældet, ikke mindst under Klaksvig-striden i 1956.  Vanskelighederne blev klaret, først og fremmest ved den senere statsminister Viggo Kampmanns mægling.  Fra det tidspunkt fik færingerne et bredt tillidsforhold til Kampmann, og det satte sig spor, da han blev statsminister og fik Færøerne som sagområde.
Jens Otto Krags færø-politik er et langt svagere kapitel. l eet forhold, færingernes kamp for selvstændig repræsentation i Nordisk Råd, kan han direkte lastes for et sløjt kompromis. l de øvrige forhold må hans politik kaldes diplomatisk uden egentlig medleven.  Hans forhold til Færøerne blev aldrig præget af den gensidige tillid, Viggo Kampmann fik skabt.
Målet for Anker Jørgensen bør være, at der i hans regeringstid ikke blot udgår initiativer fra færøsk side, men at det danske politiske styre retter op på årtiers stordansk optræden ved ikke blot at være imødekommende, men også forslagstillende og med ydevilje på de områder, hvor økonomi har skabt stilstand i hjemmestyrepolitikken.   Hjemmestyreloven sætter ingen tidsmæssige grænser, men det må for en fremsyns-politiker med Anker Jørgensens støbekanter stå klart, at Danmark har svigtet, når hjemmestyrelovens Iøfteparagraffer ikke er indfriet efter forløbet af et kvart århundrede.
Det er ikke givtigt at slå sig til tåls med, at selvstyrepartiernes flertalsstyre for nogle år siden ikke fandt sammen om væsentlige skridt frem mod øget selvstyre.   Det er ikke værdigt at lade Danmarks imødekommenhed og interesse for nationale mindretals selvstændighed afhænge af indre politiske modsætninger på Atlanterhavsøerne for at opnå forsinkelse eller stilstand i virkeliggørelsen af hjemmestyret.
En række nationale spørgsmål på Færoerne har ikke alene fået støtte i vidtgående løsrivelseskredse, men også vundet genklang i de partier, der vil samhør med Danmark, først og fremmest søsterpartiet til Anker Jørgensens parti.
Da den nu afdøde, socialdemokratiske lagmand Peter Mohr Dam gled ind i sagen om Færøernes selvstændige repræsentation i Nordisk Råd, skiftede han hurtigt fra den oprindeligt taktiske kurs til en helhjertet interesse for emnet.
Han var i sine seneste år så optaget af dette og andre nationale spørgsmål, at han ikke blot opfattede Færøerne som en selvstændig nation, hvad danske efternølere stadig har svært ved at godtage, men også som en selvstændig stat.  Det var hans udlægning af hjemmestyreloven, sammenlignet med statsret i en del små lande, som har FN-status.  Jeg er ikke enig i opfattelsen, men synspunktet viser, hvordan en færøsk toppolitiker, der hele sit liv arbejdede for samhørighed med Danmark, samtidig levede med i kampen for færøsk selvråderet.
Anker Jørgensen vil få beg på fingrene, hvis han tager initiativ til en ny drøftelse i Nordisk Råd om Færøernes selvstændige repræsentation.  Sagen ser måske for nogle danske politikere ringe ud, men et folk, der har 1920 som mærkeår i sin nationale mindretalshistorie, kan ikke godt halvtreds år senere være blind for de symboler, der af et lille folk indbygges i en sag som den om Færøerne i Nordisk Råd.
Danmark er ikke eneansvarlig for den »Iøsning«, der gav færingerne plads i den danske delegation, men ikke opfyldte øboernes ønske om selvstændigt sæde.
Færingernes forhold til Nordisk Råd er eet blandt mange eksempler på, at Danmark ikke har haft en heldig hånd i de nationale stridsspørgsmål.  Heller ikke alle socialdemokratiske statsministre.  Det var Stauning, der kaldte det færøske flag »en klud« og forlangte det fjernet, da han første gang så det hejst offentligt.
Det var også Danmark, der på Nordisk Råds session i Island i tressernes midte hindrede, at det færøske flag blev hejst under Nordisk Råd.  Flag-affæren førte til, at den færøske forfatter, William Heinesen, der var tildelt Nordisk Råds litteraturpris, ikke ville deltage i den højtidelighed, hvor prisen skulle overrækkes.
Anker Jørgensen skal nok på Færøerne møde folk, der har slået sig til tåls med, at, Færøerne er blevet repræsenteret i Nordisk Råd ved at sidde i den danske delegation.   Det kan være, at ordningen er god nok for nogen på Færøerne.  Den er for ringe - for Danmark.
En færø-rejse er en overkommelig sag for den, der blot vil forvalte.  Den rummer en dyb forpligtelse for den, der erkender, at i det sekel, hvor de små nationers frihedsbrev skrives, bliver Danmarkshistoriens kapitel om vort folks respekt for andre nationer først og fremmest til på Færøerne og i Grønland.
Ven er den, der ser manglerne, sagde de gamle færinger. l hvor høj grad Anker Jørgensen bliver færø-ven afhænger af hans evne til at se manglerne i dansk mindretalspolitik.
© Poul Erik Søe - Kristeligt Dagblads kronik 12. Juni 1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside