Fordøjelsens tid
i drøvsamfundet

Drøvsamfundet Danmark tygger på tressernes oprørsfoder for anden gang. Mundvandet tapløber af gensmagsglæde.

De slægtled, der ikke kunne døje det dugfriske ungdomsoprør, gumler nu muggriske på resterne og føler sig tidsrigtige - ti år for sent.

Oprørets alvorlige budskaber er endt i pop ved at blive tiljublet og misbrugt af de mange. De ældre slægtled frigør sig med håret ned ad nakken - og efterligner med industrielt forfalsket cowboytøj tressernes ærlige forsøg på at være jordbunden og personligt nøjsom.

De, der afskyede oprør, bruger nu ukritisk oprørets midler. Fra de før så forhadte universitetsstormere har de arvet den selvtægt, der i foråret førte til besættelsen af Lillebæltsbroen.

Sprogbrugen hos tressernes revolutionære vendes i munden af drøvsamfundets glistruppere, når de rakker ned på folkestyre og folketing.

Landet har hverken fantasi, ideer eller idealisme nok til at fortsætte tressernes frigørende omvæltninger.

Frisindets vækst er portionsanrettet som værtshusets platter: Lige meget til hver og af hver slags. Vil man have mere af det ene, må man spise en hel platte til, og det orker ingen.

Altså slår drøvsamfundet Danmark mave, indtil det på ny er spisetid for et frisindssøgende folk.

Med halvfjerdserne er fordøjelsens tid inde i drøvsamfundet Danmark.

Efter tresserne er oprørske og igangsættende digter-ord slidt ned til versefødderne ved at blive til virkelighed eller ved at blive vendt i partisekretariaternes pander og budt rundt som vor tids sofastykker med politiske skovsøer og kronhjorte.

Selv ordet oprør er blevet et brækmiddel, endog ved borde med voksdug, hvor emnet er kyllingernes sejr over bøfferne som hverdagsmad. Og hvor fryden over champignonernes for længst hævdvundne plads som jævnmandskost breder sig som svamp i kritik-sansen.

Også et andet af tressemes kode-ord ligger på båre. Halvfjerdsernes forløjede efterligninger i presse og borgerskab af tressernes ægte forsøg på medmenneskeligt samhør har slidt ordet kærlighed til døde, så det mangler tre bogstaver i hver ende.

Mens tresserne drister sig til et friere liv, frister halvfjerdserne livet under kår, præget af den oprørsmætte og legetrætte Gallup-borger.

Det er tidstypisk for de to årtier, at tresserne indledes med sejr for kampagnen imod atomvåben, mens halvfjerdserne snubler med kampagnen mod EF. Tressernes plakat bliver til halvfjerdsernes notat.

Fra folkestyrets ja til EF breder sig en nederlagsstemning som den efter 1864, og for nogle modstandere bliver den en kærkommen undskyldning for at holde kritik-pause.

Flakkesyge politikere griber den første den bedste Gallup og varsler lov-pause.

I hælene følger snart kulturpausen, varslet af det eneste debat-emne, der kan afbryde drøvtyggeriet - fjernsynets pausesignal.

Ærgerligt, at folk aldrig vil kendes ved deres egen tids kunst, for det nye pausesignal er dog en samling lyde og billeder, der helt dækker de tilpassede modetrælles drøvsamfund .

Tone og lys er afpasset efter tidernes hurtige skiften, men rammen bliver aldrig sprængt.

Nøjagtig sådan har halvfjerdserne flimret sig igennem Mao, horoskoperne, de fjernøstlige religioner, nyrindalismen, den røde Jesus og den sorte Glistrup.

Lige nu stiver unge nyromantikere samfundet af med bindingsværk, pynter den rå beton med stokroser og læser »Den unge Werthers lidelser« højt for radiolytterne.

Mens de unge søger slægtens spor i klunker og puf-ærmer, sætter de tredive-årige fler og fler guldknapper på tidens uniform, cowboy-tøjet, så ligheden med battle-dress er slående som tidens voldsdyrkelse.

Uniformerne stiller sig på geled og råber på en stærk mand til afløsning af folkestyret.

Som om tre år ikke allerede er spildt med at afvente Maos, Baunsgaards og Jesu genkomst, venter de nu på den forløsende skattemand - telefonsvareren med det elskede nej på bånd.

Drøvsamfundet Danmark venter. Det ved ikke, hvad det venter på. Får det en stærk mand, har det ventet forgæves.

Får det en digter, en forfatter, mange kunstnere, som kan afbryde det golde efterligneri, er det ventetiden værd.

Kunstnere med nye ord. Kunstnere med ord, der skaber, hvad de nævner.

© Poul Erik Søe, kommentar i Dagbladet Aktuelt 2. august 1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside