De andre i dig selv

Alvoren i dine egne afgørelser sætter dit livs vilkår. Din frihed ligger i muligheden for at vælge. Men bagefter er der frihed gemt i tilliden til dit eget valg, som var det gjort af skæbnen, ikke af dig selv. Frihed til valg er frihed for skæbnebånd, men friheden ophøjes, når du tager dine afgørelser alvorligt og vedkender dig ansvaret for dem, som var de skæbne.

Det er dyre ord. Jeg ved det godt. Meningen er ikke at løfte pegefingeren, lave ny morallære eller opstille nye leveregler.

Vi har ugebladene til at give anvisninger på vort liv. Det kan være frygteligt krævende med et bladhold, der uge efter uge retter ens livsånd, livsbane, livsgerning, livsholdning og især livsmål ind efter en ny og gammel morallære samt den seneste kaloriekur.

Forskellen på avisen og ugebladet er, at avisen giver os frihed til at vælge ugebladet frihed for at vælge. Hver side i ugebladet giver os færdige løsninger gennem opskrifter, gode råd og andres forkortede erfaringer. Man burde blive mistænksom på forhånd. Men ingen af os er bare eet menneske. Friheden til valg kan gøre os myndige eller vege, gammeldags eller nutidige, kritiske eller kværulantiske. De andre i dig selv - dem, du snakker med inde i dig selv før dit valg - lokker dig til at følge ugebladet for at være som de fleste.

Frihed er et dobbeltbundet ord. Det har to ansigter. Skolernes »valgfrie fag« er et eksempel. Der er folk, der ikke kan lide ordet "valgfri". De synes, at dets indhold er »fri for at vælge«. De foretrækker udtrykket »tvangfrie fag«, alt så fag, som eleverne ikke tvinges til at læse. Forklaringen er nem. »Valgfri« siger, at eleverne har frihed til at vælge, ikke frihed tor at vælge.

På Holbergs tid var der en klokker og pedel, Høysgaard hed han, som var klog på landets sprog. Hans forklaring lød: "Man siger: Frihed for noget, der agtes som en Byrde, men Frihed til noget, som er tilladt." Vi ser tydeligt de to ansigter i den forklaring. Ordet frihed har ikke ændret sig.

Det har omkredsen af ordets indhold, begrebet frihed, heller ikke. Det har også to ansigter. Når vi ikke mestrer friheden, skyldes det forveksling af de to ansigter.

Da forældre i forrige år hundrede blev fravristet retten til at afgøre, hvem den unge skulle giftes med, vandt den unge friheden til at vælge sin livsfælle. Indtil da havde den unge frihed for at vælge. Der er

værdier i begge former for frihed.

Da den unge ikke skulle vælge ægtefælle selv, havde man ham eller hende som »skæbne« uden at kunne gøre om. Var ægtefællen dårlig, skyldtes det forældrenes valg. Det gode hos ægtefællen var en gave. Det dårlige måtte man tage med. Får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får. Der var ingen grund til selvharme. Der var ingen gyldne løfter imellem dem. Men forældrenes magt måtte dø, fordi liv blev ødelagt i længsel efter uopnåelig kærlighed.

Nu får vi den, vi elsker på et givet tidspunkt. Kærligheden har sejret over det praktiske. Vi føler os fri. Men husker vi, at vi kun burde føle os fri i forhold til forældrene? Oftere føler vi os fri i forhold til den, vi vælger. Så er det sværere at leve med friheden. Det er en ulogisk følge af den ændrede frihed i forrige århundrede.

Når vi selv har valgt, kan vi efter den første, stormende forelskelse lege med tanken, at vi valgte forkert. Det vækker selvharme. Det frie valg bygger på de gyldne løfters grund. Det kalder på opgør om løfternes indfrielse. I vort samfund har vi også frihed til at vælge om - med de skår, der går af os selv og vore nærmeste. Tro ikke, at jeg forkaster den fri kærlighed – jeg vil blot vise, hvor dobbeltbundet frihed er.

Det gælder i mange andre grundlæggende livsforhold end det at vælge fælle. Jeg vil tage mig den frihed at bruge bagerfamilien i Karise som eksempel på en anden, ansvarlig og foranderlig frihed Bagerbutikken i Karise er kendt langt uden for egnen for sit brød og sin særegne stemning, fremkaldt af familiesammenhold. Det er ikke kun gær, men slægtleds håndværk, der hæver brødet op over det sædvanlige.

Der bliver født bagere i det hus. Tilbage i tiden var det vel tvang. Nu kan ingen tvivle på, at valget sker i frihed. Men kun titlen er en fødselsgave, ikke håndværket. Det arves ikke i generne, men gennem øjnene, der ser faderens hænder i dejgtruget.

Uheld har ramt bagerfamilien. Sønnen blev syg og må ikke længere arbejde i bageriet. Han oplever nu i sit liv, at han måske først følte frihed til at vælge og nu frihed for at vælge.

Begge valg har deres grænser. Jeg skal ikke blande mig i andre folks lykke, men vi kan alle se muligheden for glæde i både det første valg, der lod slægtleddene række hånd til hinanden, og i det andet, hvor hans kone bravt træder ind på hans plads i traditionen, mens en hel by er optaget af at holde ovnen varm til kommende slægtled.

Det er sjældent, at frihed og valg er sat så stærkt op mod hinanden som i denne familie. Men vi lever alle et liv på vilkår, vi selv er med til at sætte, blandet med andre vilkår, vi ikke er herre over. Alvoren hos dig selv i dine egne afgørelser og ansvaret for dem bagefter sætter ikke bare dit eget livs vilkår, men påvirker dine nærmestes og andres muligheder.

Forfatteren Andreas Schytte, der levede i 1700-tallet, kaldte det den første og naturlige frihedsret at være sin egen dommer, og det er jo et dobbeltbundet udsagn, som også rummer frihedens ansvar. Jeg ville vælge ordene: Frihed er ikke udelelig, og du har ikke ejendomsret til den.

© Poul Erik Søe – Kariserier i Dagbladet Roskilde-Køge 31.1.1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside