Folkets bordende af historien

Vi er selv historie, lød oprøreren Poul Henningsens ord om, at vi bør gå ind i vor egen tid. Det er godtaget så vidt, at mange tror, PH var først ude. Men en af de tidligste højskoleforstandere på Rødding i forrige århundrede havde samme syn. I undervisningen kortede han det gamle af og fortalte mere om samtiden.

I den forløbne uge har jeg mødt synspunktet som en gammel, folkelig opfattelse. Ordene står i et værk, der kun findes i eet eksemplar: "Tidligere hed det altid: Å, hvad skulde vi med Aviser? Det er kun for de Rige og Fornæmme, der ikke haver andet at bestille, og hvad forstår vi os desuden på, hvad de, der skal regjere, tager dem for, lad dem om det. De kunde nok lide at høre Begivenhederne fra Krigen, og i den Henseende samlede de dem så i store Flokke i Skolerne og på Herregårdene, hvor så Skolelæreren og Avlsforvalteren på en meget svulstig Måde oplæste nogle Stykker af Dagens mest brændende Begivenheder for dem, f. E. m. hvormange mennesker der vare dræbte og sårede der og der, hvormange Kanoner, Magasiner og Krigsskibe der vare ødelagte o. s. v. men Politikken, der var Krigens Ophav og Drivefjeren i dens Førelse, den talte de aldrig om ...."

Det er en moderne mand, der taler her. Der går en lige linje fra hans folkelige syn til nutidens freds- og konfliktforskning. Han skrev med bolle-å og rakkede ned på De Nationalliberale, "disse konservative Mennesker, der aldrig vil noget Nyt, fordi deres Magt og Rettigheder altid er betrygget godt ved det Gamle".

Jeg har lånt hans bog af bagerfamilien i Karise, som jeg skrev om fornylig. Hans Christian Clausen er oldefar til den nuværende ejer af bageriet. Han har til sine efterkommere skrevet om sin slægt og sig selv, af og til så livsnært, at det stadig kommer os ved. Han blev født 1833 i Rønholtshuset i Øster Egede sogn. Det er resultatet af hans slidsomme liv, der i dag føres videre i Karise.

Hans Christian Clausens kritik af jævne folks manglende avishold fulgte han op. I 1856 holder han sammen med Christoffer Hansen i Atterup bladet "Almuevennen", og snart bliver han en velkommen gæst i den andens hus på grund af "den Tydelighed hvormed jeg læste, og den Klarhed, hvormed jeg forstod".

Hans Christian Clausen var hjulmand, men i Atterup har han spændt sig selv for vognen. En skøn, ungdommeligt selvhævdende skildring peger frem mod hans senere bierhverv som danselærer på egnen: "Heller ikke skal det nægtes, at deres ældste, dengang knap 16-årige Datter, fattede ikke mindre Interesse for mig end Faderen. Dette skyldtes dog vel næppe Politikken, men vel snarere min livlige og underholdende Konversering, og mit stedse vittige og sprudlende lune. Ja, vel heller ikke uden medvirkende Årsag var min kvække og livlige Vinding i de nye Marcorkkar, Polkar og Galloppader, der på det Tidsrum strømmede ind på os ved Ungdommens Skovballer, der da begyndte at gjøre de hjemlige Gilder Rangen stridig ...."

Sønnen, Peter Hansen, var den første Karise-bager. I bogen ligger et brev fra ham. Det er afsendt fra »Exerserskibet Dannebrog« i april 1883. Han fortæller om dagens gang: "Maden er kraftig, men en yderst svinsk Beværtning, vi æder 5 Mand af hver sin Træbøtte ... og 2 mand efter No. er Opvartere for de andre 1 uge ad Gangen, de vadske Bøtter og Tintallerkener af i Strandvand med Fingrene, og en Ende Togværk som er ophyllet i den ene Ende..."

Rå styrke er efter tidens skik en udmærkelse. Hjulmanden fortæller om sin bedstefar, at han "uden stor Anstrengelse kunne lægge en Tønde Vikker på sine Skulder". Samme bedstefar "nød den sjeldne Ære at tage Del i Herremandens Jagtselskaber. Her mødte han i Datidens simple Bondedragt: Knæbuxer af groft Lærred og en lang hvid Vadmelskofte..."  Han »blev så i Regelen altid, dels for ikke at genere de fine Jagtherrer, og dels for ved sin store Færdighed at stifte så megen Nytte som muligt, stadigt stillet på et Hjørnefløj, hvor det meste vilde rendte på. En Gang, da en Ræv havde strøget forbi hele Linien, og alle de store Herrer havde brændt løs efter den, og Skytterne derefter vare samlede, henvendte Gehejmeråden sig spøgende til sin Svoger, Generalmajor Friis: «Hvor blev Mikkel af?« »Ja, den løb ud til Bonden«. "Nå, den løb ud til Bonden! Ja, så har vi den også lige så sikkert, som om Major Priis alt stod og holdt den i Halens."

Rækken af hverdage brydes i hjulmand Clausens bog af sære dramaer. Han fortæller om en gren af familien, gårdmand Hans Jensen, Atterup, der sammen med sin kone "nær var blevet dræbte af en Morder, der overnattede hos dem." "Men han slog fejlt med Øxen, hvormed han vilde knuse hans Pande, og Hans Jensen kom af Sengen cg overmandede ham, dog havde han, før han kom ind i Stuen, dræbt Karlen, hos hvem han havde ligget, med utallige Knivstik."

Men ellers er det dagligdage, han skriver om, de dagligdage, der sammenlagt bliver til landets historie. Hjulmand Clausen sidder ved folkets bordende af Danmarkshistorien. Han blev selv en del af den, da han 16 år gammel som en af de sidste red rundt til bønderne med hoveri-tilsigelser: "Den væsentligste og meste Ridning bestod dog i at sige Bønderne til, til Hoveri, hvad der især i Sommertiden næsten var en daglig Gjærning, og det var en rar Løbetur for den arme Hest, der mange Gange, for Exembel når det om Formiddagen tegnede til godt Vejr, skulde hele Godset rundt i en Times Tid, for at få dem hen at kiøre ind til et bestemt Klokkeslet fra alle Byerne. Jeg begyndte da i Regelen på Atterup By og Hejede, derfra til As, Viverup, Drustrup, Tagerup, Dalby, Jonstrup, og endte med Frenderup. Så fik Hesten Lov at puste ud i Skridt; thi før kunde der ingen Tanke være om det. Imidlertid jeg så nærmede mig Gården, så havde vi også alle Bønderne fra de forskellige Veje der i flyvende Fart, da de alle vare bange for at komme for sent. Jeg blev - som godt var - dog også den sidste, der red ud fra Jomfruens Egede med disse for Bondestanden så beklagelige Ordre, og snart oprandt der ganske anderledes bedre Tider for dem."

Han gik ind i sin tid, den gamle hjulmand, ikke bare som skildrer, men også som kritiker.

© Poul Erik Søe, Kariserier i Dagbladet Ringsted-Roskilde 14. februar1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside