Højskolen i en bisætning
DET VAR nationalliberale og højreministre, der gav højskolen frihedslov. Først i vort årti slap tålsomheden op. Af højskolen udsprang de mange former for frie skoler som en udfordring og en tilføjelse til de offentlige. Den seneste lov gav højskolen bedre økonomiske kår end nogensinde før, men staten opkøbte andele af højskolens frihed for de rare penge.

Politikerne er endnu ømme efter højskolefolks indgreb i de liberale partiers styreform. Den ministerielle forvaltning tilgiver ikke, at de grundtvigske friskoler kunne bruges som model for udfordrende lilleskoler. De frie skoler har ikke længere et sikkert værn.

Højskoleloven blev færdig to dage før grundlovsdag 1970. Det læses ikke ud af lovreglerne, at de er vedtaget nær de danske frihedsrettigheders mærkedag. Højskolen er anbragt i en lovsammenhæng, der langsomt vil rationalisere, effektivisere og kompromittere den ind i en ufri tilstand.

Højskolens mest fremragende mænd med Arnfred i Askov forrest advarede mod den nye lov. Men førstefødselsretten til navnet fri skole blev solgt for lønstigninger og større elevtilskud. Sælgerne var ikke højskolens folk, men de partier, der efter sædvane skulle værne den.

FOR FØRSTE GANG i mere end hundrede år blev der anlagt et nyttesyn på højskolen. Samtlige partiers ordførere gik med til Helge Larsens forslag om at anbringe højskolen lovmæssigt side om side med effektivitets- og eksamensskolerne.

Den nye lov kæder fire vidt forskellige skoleformer sammen: folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler. De har intet at gøre med hinanden, bortset fra tilskudsreglerne. Netop over for statens kasse står de ens, og det bruger statsmagten til en ensretning, der bliver farlig. Allerede nu har højskolen mere undervisningskontrol end før.

Hvilken model blev der så lovteknisk valgt for de fire skoler? Højskolens med de ældste frihedstraditioner? Nej, efterskolens!

Af de fire skoleformer har alene højskolen et almendannende sigte. Den er ikke en nytteskole ud fra et krav om effektivitet. Den sigter ikke mod erhvervslivet, efterfølgende uddannelse eller indtjeningsmuligheder. Herved adskiller den sig afgørende fra de andre skoleformer i Danmark - og udlandet med.

Sammensmeltningen ser tilforladelig ud. Formålsparagraffen er delt nydeligt op, så højskolen får sit. Ingen, der kender lovmaskineriet, tror, at det er holdbart. Ved de næste ændringer i loven vil løfterne være glemt. Det underforståede i samtaler mellem højskolens folk og politikerne vil være svedt ud. Så rejses det spørgsmål, om det er rimeligt med forskel på skoleformer indenfor samme lov. En fælles ændring af en fælles lov vil fuldende den tilpasning, der allerede er sket af højskolens lovregler til efterskolens. De tre andre skoleformer vil være de sejrende. De indeholder nemlig alt det gammelkendte fra det "normale" skolesystem, erhvervssigtet, den rettighedsgivende undervisning og eksamensdyrkelsen.

Allerede nu sker der overgreb mod højskolen. Uden højskolernes godkendelse afgør de ministerielle forvaltere, hvordan en højskoles udformning af det demokratiske medvær skal ske. Ministeriet anviser, hvordan skolernes vedtægter skal se ud. I anvisningen står der bl.a., at eleverne ikke må være medlem af en skoles styrelse. Personalet heller ikke. Det er i strid med, hvad der sker på universiteterne. Det er i strid med, hvad der sker på arbejdspladserne. Folketinget blev ikke spurgt om det i 1970. Højskolerne blev ikke spurgt, før anvisningen blev sendt ud.

Undervisningsminister Knud Heinesen bør tage sagen op. Han bør give højskolen den lovmæssige status tilbage, som den har haft i mere end hundrede år. Nu er den en bisætning i efterskoleloven.

© Poul Erik Søe Kommentar i dagbladet Information 12. januar 1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses

Enmandsavisens forside