Giv Baunsgaard en chance
Tidligere statsminister Hilmar Baunsgaard har på Houborg Kro og i Politiken lirket ved dansk politiks gamle samarbejdsformer. Det har han til nu kun fået utak for.

Baunsgaard vil have, at regering og opposition i det ny tingår skal forliges i to runder. Først skal man enes om målet, så om udmøntningen.

Det lyder som fodformet efter almindelige menneskers hverdag. Hvis det ene hold spiller whist og det andet hjerterfri, bliver der en dårlig bridge ud af det.

Så nemt er det bare ikke. Baunsgaard bruger det grimme ord "målsætning", der ikke bliver kønnere af at komme i en tidligere statsministers aflagte mundtøj. Men regeringen har et socialistisk mål — Baunsgaard og hans fæller et liberalt.

Samarbejde
De to mål skal aldrig mødes. Samarbejde er netop, at modstående grupper med hver deres mål går det stykke vej sammen, der er bred tilslutning til i vælgerfolket.

Dagbladet Politikens svar til Baunsgaard er skrevet af en forstandig mand. Med rette anker han over, at Baunsgaard ikke selv røber,hvad der er de radikales ,,målsætning" for forhandlingerne.

Når Politiken imidlertid siger, at Hilmar Baunsgaard giver indtryk af, at samarbejdsmulighederne i næste folketingssamling vil være ringere end i forrige, synes jeg, man bør give Baunsgaard en chance.

Nypudset magnet
Jeg ser situationen sådan, at Hilmar Baunsgaard det seneste halve år voldsommere end mange andre politikere er blevet bragt ud af bane på grund af folkestyre-væmmelsen. Han har søgt i bukselommen efter den magnet, der kunne tiltrække Socialdemokratiet uden at frastøde Venstre og de Konservative.

Nu har han endelig fundet den mellem rustne søm og skruer. Glad har han vist magneten frem på Houborg Kro. Den ser nypudset ud og er helt ubrugt.

Desværre har magneten straks frastødt den konservative Per Bendix, der på en gang er realpolitiker og partiets nye Christmas Møller. Han siger, at Baunsgaard har lagt gift ud for samarbejdet.

Det skal indrømmes den klartseende Bendix, at tanken om en mål-debat lugter lidt overgemt og udspekuleret. Den lægger danske forligsdrøftelser op i det plan, hvor USAs og Sovjetunionens topmøder kom efter forliset i Paris i tressernes indledning. Alt skal være aftalt, før toplederne mødes og skriver hjerteligt under.

Men meget afhænger af, hvordan tanken om mål-debatten gribes af statsminister Anker Jørgensen. I hans sted ville jeg give Hilmar Baunsgaard en chance og sige ja for at understrege "målsætningen". Tak må så komme i anden runde.

Baunsgaard sagde nej
Men Anker Jørgensen kan med føje sige, at udspillet til mål-debatten da må være Hilmar Baunsgaards og de øvrige oppositionspartiers.

Vel går det hastigt i dansk politik for tiden, men vi husker da alle, at Hilmar Baunsgaard i foråret sagde nej uden tak til Anker Jørgensens tilbud om samarbejde. Hvorfor sagde Baunsgaard nej? Fordi han ville have at vide, hvad Anker Jørgensen ville samarbejde om.

Nu har Baunsgaard indbudt til samarbejde — om fælles "målsætning". Efter selv at have sagt nej til Anker Jørgensen er det dristigt for ikke at sige uhørt, når Baunsgaard nu selv indbyder uden at sige, hvad der skal samarbejdes om. Men giv ham nu en chance.

© Poul Erik Søe, kommentar i Morgenavisen Jyllands-Posten 27. august 1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside