Poul Hartling og
det rene Venstre-styre
Den første af "Venstres hundrede dage"
Poul Hartling kaldes veg på Christiansborg. Det var han, før han blev udenrigsminister i 1968. Nu er det en gammel løgn. Men lykkeligvis er han veg nok til ikke at være svaret på de uhyggeligste råb om "en stærk mand" til afløsning af folkestyret.

Venstres eget program for de første hundrede dage og for valgperiodens fire år er for tyndt til at bære. Mange års modgang ved valg fået Venstres folk til at sjuske for meget med det saglige. Den slags retter sig erfaringsmæssigt hurtigt op, når man kommer på regeringsbænk.

Til gengæld ligger der fra andre partier så rigeligt arbejdsstof, især med hensyn til at spinke og spare og med henblik på en skatteomlægning, at Venstre vil leve lettest og leve længst ved at gemme egne forslag i høkassen og servere de andre partiers. Fremmed mad smager bedst, især for en mindretals-minister.

Også ud over Venstres egne 100 dage har regeringen mulighed for at overleve på to politiske hovedsager. Vel var der ikke glæde i Venstres ledelse, da partiets landsmøde i september flirede med økonomisk demokrati. Nu kan det vendes til en fordel. Anker Jørgensen vil uden tvivl lægge ryg til meget lovgods, hvis der kan komme et bredere forlig om ØD i stand om et par år. Muligheden kan dog aldeles ødelægges, hvis Hartling fra første færd skal til at lave boliglove uden om Socialdemokratiet.

Venstres tanker om kommunalreformens fejl og partiets forsøg på at skabe "det nære samfund" vil have tække hos flere af de andre partier. En erkendelse af det fejlagtige storhedsvanvid i kommunalreformen og et forsøg på at gøre hele reformen om, vil efter mit skøn kunne forlænge Hartling-styrets dage.

Der bliver skulet til Poul Hartling fra de andre partier. Kølighed og syrlighed slår imod ham på vejen fra Amalienborg til Christiansborg. Hans tidligere borgerlige fæller går ikke videre end til at stemple det rene Venstre-styre som formelt i orden.

Jeg kan ikke få øje på, at Hartling har handlet uansvarligt. Jeg kan ikke se, at han ved regerings-dannelsen har brugt utidige fremgangsmåder. Han gik den vej, som flere af de nu nedfrosne partiledere selv ville gå, hvis de havde mulighed for det.

Vel ville en bredere regering være en lykkeligere løsning. Det lod sig ikke gøre. Socialdemokratiet havde tabt appetitten, da sulebordet stod dækket.

Poul Hartling bliver statsminister frem for andre af to grunde. Den væsentligste er, at Hilmar Baunsgaard som leder af Det radikale Venstre ikke havde tillid hos socialdemokraterne.

Års radikal afstand til socialdemokraterne ramte nu Baunsgaard selv. Han stod afmægtig med sit ønske om at bygge bro hen over midten i dansk politik. Han blev simpelt hen ikke troet af socialdemokraterne.

Det andet, der har fremkaldt en Hartling-regering, er Hartlings egen politiske bredde. Blandt de nye partier, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti, var det kun Venstres formand, som lokkede.

Venstre-regeringens svaghed er dens afstand til venstre i tingsalen. Får Hartling Socialdemokratiet afgørende imod sig, bliver han gidsel for en ny blok-politik. Det holder Venstre ikke til. Men det skal huskes, at Socialdemokratiet selv har brug for en tilnærmelse til den politiske midte.

For folkestyret er det et gode, at Hartling er i pagt med vælgerfolkets reaktion mod tressernes oprør. Hans styre er i hvert ved fødslen ikke skævt i forhold til folkeviljen, som den blev udtrykt ved valget.

Vi genoplever ikke tressernes modsætning mellem en borgerlig Baunsgaard og et socialistisk ungdomsoprør - eller en socialistisk Anker Jørgensen i modsætning til halvfjerdsernes reaktion.

I misundelsen over Hartlings statsminister-post skal der nok i de kommende uger komme kritik mod regeringens tilblivelse. Men jeg skal ikke på Hartlings første dag så tvivl om, at han har handlet i pagt med parlamentarisk sædvane. Hans regering vil kunne sidde med hævd i dansk folkestyre.

Da hans forgænger, Erik Eriksen, blev statsminister i 1950 efter Venstres store tilbagegang, var fremgangsmåden tvivlsom. Den radikale Bertel Dahlgaard, der dengang havde det omtrent så slemt som Hilmar Baunsgaard i de seneste par uger, sagde, at Erik Eriksen var kommet til magten om ikke ved statskup, så ved statsfup.

Fremgangsmåden har dog vundet hævd. Hartling er efter dansk skik så fuldgod en statsminister som een, der kunne fremvise et flertal for sin regering.

Retfærdighed er ikke politisk hverdagskost. Men det er dog en slags retfærdighed, der nu sker fyldest. Det var Poul Hartling med sin Svanninge-tale, der muliggjorde VKR-regeringen. Det radikale Venstre løb med gevinsten. Først i dag, da Svanninge-talens budskab er gået op i luer ved VKR-ledernes sene halmafbrænding, træder det Venstre, som vælgerne ved valg efter valg har gjort til et fugleskræmsel, frem i diplomatfrakke med kronens nyslåede velsignelse.

© Poul Erik Søe - Udsendelsen "Orientering", Danmarks Radio 17/12 1973

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside