Da ministeren fik Gud at se

Særkendet for de små miljøer uden for storbyerne er, at vi ikke er tvunget til at måle os med sagkyndige hele tiden. Det giver os i mening og kulturel udfoldelse en frejdighed, der hører dilettantismen til, men som kan være nok så frodig som professionalismen.

- Jeg er tilstrækkelig, som jeg er, synes folk i Karise at sige med Walt Whitman. Derfor har Kariseboernes aktivitet som andre småbyboeres udfoldelser et særegent præg af selvstændighed. Man kan se det på huse, have, arbejde og husflid.

Ellers er det almindeligste for vort samfund, at de tekniske fremskridt ikke har ført til frigørelse. Vi har ikke fået mere tid til at udvikle vort eget, og vi ligger stadig under for eksperterne. Vi måler os med de store og holder derfor vort eget tilbage.

Den tekniske udvikling har ikke, som man kunne vente, ført til en forstærkelse af den almene kundskab og viden. Vi specialiserer os, anbringer os i båse og taler fagsprog. Vi holder hinanden nede, eller som Aksel Sandemose siger i sin bog om Jante-loven: Jante holder Jante nede.

På Færøerne har den tekniske udvikling medført en ganske anderledes udvikling af det almene. Indtil for få slægtled siden var sliddet på den smule jord der ligger på fjeldene, og på åben båd i Atlanterhavet tilstrækkeligt, og der blev ikke overskud til meget skabende arbejde. Men nu hævner det nye slægtled sig på de forgangnes vegne. De udnytter virkelig det sammensatte menneskes mange muligheder og nægter at blive anbragt i ekspertbås. Fiskerirådgiveren er også politiker, digter og Inka-samler. Landbrugskonsulenten er forfatter. Mureren spiller i symfoniorkestret.

Hernede fortsætter vi specialiseringen, som minder om den overspecialisering, der efter Lin Yutangs udsagn var i de gamle kejserlige, kinesiske køkkener. Under et af de store dynastiers sammenbrud var en rig kinesisk embedsmand engang så heldig at få fat i et af paladskøkkenets piger, som var flygtet, og nu skulle gå hans egen kok til hånde.

Lin Yutang fortæller, at stolt, som embedsmanden var af sin erobring, indbød han en kreds af venner til at komme og spise en middag, tilberedt - som han selv regnede med - af en kejserlig kokkepige Da nu dagen nærmede sig, bad han pigen om at træffe de nødvendige forberedelser til servering af en gallamiddag. Hun havde hos kejseren hjulpet til ved tilberedningen af postejer til middagen.

Embedsmanden bad hende da lave nogle fine postejer til sine gæster, men til hans bestyrtelse svarede pigen: - Men jeg kan ikke ligefrem lave postejer. Jeg havde kun den specielle opgave at hakke de løg, der blev brugt ved tilberedningen af fyldet til postejerne ved de kejserlige middage...

Det skulle ikke være svært for vor egen tid at forstå pigen. Det er den samme specialisering, vi dyrker, alt mens vi kvæler selvstændighed og alsidige evner hos det sammensatte menneske.

Der skal ikke tales nedladende om al slags sagkundskab. Det er velgørende at møde folk, der kan deres fag. Men det er trist, når de bliver underligt golde i det almene, altså når faget bliver hele verden. Vi kalder dem fagidioter, men er det ved nærmere eftertanke ikke, hvad de fleste af os efterhånden går hen og bliver?

Jeg drømmer om et samfund, hvor almen viden og .kundskab igen sættes i højsædet, især hvor hele den åndelige del af menneskets bestræbelser vinder en rimelig plads påny, ikke hos filosofiske eksperter, men hos almindelige mennesker.

Det kommer an på vort eget mod, om vi når frem til dette samfund. Det afgørende er, om vi tør udnytte de sammensatte muligheder i vort liv, selvom det sker i skyggen af folk, der ved bedre og kan bedre. Det drejer sig om at hædre ord som amatør og dilettant, ikke at bruge dem ydmygende eller som skældsord.

Den færøske forfatter William Heinesen sagde for nogle år siden til mig, da vi talte om de færøske musikere, som har et dagligt erhverv ved siden af: »Dilettantmusikere har den fordel frem for professionelle, der spiller anderledes godt, at de er mere optaget af musikken, gladere for den. Det hører man i deres spil«.

Heinesen, der selv er professionel, når det gælder skrivekunsten, er ikke bange for at være dilettant på områder, hvor han overskygges af andre. Han maler, som han har Iyst. Han komponerer, så han blev den første, der lavede et selvstændigt stykke færøsk instrumentalmusik. Han tegner vignetter til andres og egne bøger. Og han har - skønt irreligiøs - fået vævet en kunstnerisk udgave af Færøernes vædder-våben ind i biskoppens messehagel. Hvis kirken skal smykkes, skal det gøres kunstnerisk, synes han.

Det var i en sådan dilettant-situation, jeg så ham første gang. Færøernes symfoniorkester øvede sig til kirkekoncert i anledning af et kongebesøg. Hverken kirke eller konge optager Heinesen, men musik gør, og han sad bag i salen og hørte på. Pludselig udbrød han: - Der mangler en trompet, så man kan høre englene synge!

Og næste dag i kirken opdagede jeg, at færø-symfonikerne havde Iyttet til dilettanten og givet ham ret. Trompeten var med. Det var en musikalsk dilettants hilsen til en anden musikalsk dilettant, kongen.

Glæden over det skabende indledes i hjemmet og skolen ved ikke at lære børnene at gøre de professionelles kunst efter, men at have tillid til egne frembringelser. Den tillid fandtes i hvert fald hos den lilleskole-elev, der fik besøg af undervisningsministeren. Eleven sad og tegnede i sin skole, og ministeren spurgte, hvad det skulle forestille. »Gud«, sagde eleven. »Men der er da ingen, der ved, hvordan Gud ser ud«, svarede ministeren »Er der ikke?« kom det fra drengen. "Så skal du bare vente til jeg bliver færdig med den her tegning, så skal du få ham at se!"

© Poul Erik Søe 14. Marts 1973, Kariserier i Dagbladet, Roskilde-Ringsted

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside