Ti år tryllet væk
Her ved juletid dukker nye ansigter op i Karise. Jeg har ikke set dem før. De går med en sikkerhed, der fortæller, at de ikke er turister, men har borgerret til byen. De drog ud herfra og er nu vendt tilbage for at krydse af, at hjemmets jul er, som den skal være.

De skal vide, at vi savner dem i vores hverdag. Når julen er forbi, vil jeg atter føle, at der ligesom mangler det meste af et slægtled i byen.

Jeg kender det fra mindre byer andre steder. De synes besat af en trold, som tryller ti fødselsdage væk fra mennesker. Vi kan finde dem i alle aldre indtil tyve og igen over tredive, men der er mangel på unge mennesker i tyverne. Man kunne tro, at småbytrolden lagde ti år til menneskers udseende den dag, de bliver myndige.

Vi kan følge dem i alle perioder fra fødsel til myndighedsalder. Men hele tiden ser det ud, som om de kun har den ene tanke i hovedet at øve sig på at køre bort fra os. Vi følger det nøje som en transporthistorisk udvikling fra barnevognen over den trehjulede og cyklen til knallerten. Alle disse hjulede øvelser og anstrengelser ender med bilkørekortet, og så er de væk.

Vi ved nu, at alderdomshjemmet er en dårlig løsning pä slægtleddenes samværsproblem. Men vi bør heller ikke godtage, at det unge slægtled hobes op i storbyernes centrer for arbejde, undervisning og uddannelse.

Jeg tror, at slægternes indre opløsning og slægtleddenes geografiske fordeling springer ud af den nødvendige revolution mod slægtsherredømmet. Patriarkatet med de gamles fuldstændige magt over de unge måtte dø. Det forrige århundredes digtere - med Goethe først - revolutionerede kærligheden, så elskende kunne få hinanden uden at spørge far og mor.

Dermed var en livsnødvendig frihedskamp vundet. Men tro ikke, at vi på halvandet hundrede år har overvundet følgerne af at forlade en tusindårig skik. Vi kæmper endnu for at lære at mestre den frihed, vi har vundet.

Generationskløften er næppe andet og mer end en fortsættelse af frihedsrusen efter kærlighedens revolution. Vi er endnu på forsøgsstadet. Derfor er vi yderligtgående og har anbragt hvert slægtled i sin ghetto.

De fleste af os erkender vel i dag, at vi savner de gamle omkring os. Til afløsning af alderdomshjemmet må vi finde en ny form, der fører de gamle tilbage til familiens miljø ikke som magthavere, ikke nødvendigvis under samme tag, men måske dør om dør.

Men vi må samtidig erkende, at hvis vi vil udbygge de små bysamfunds trivselsrige miljø, kan vi ikke nøjes med julebesøg af de unge. I længden bliver det farligt for de små byer, at de mangler så mange af det slægtled, som bygger om og bygger op.

De små byer er som kulturmiljøer ved at indrette sig på at være mellemgenerationens og de gamles hjemsted. Det fører langsomt med sig, at butikkernes udbud fra dørhåndtag til sulemad fjerner sig fra et nyt slægtleds behov. Det åndelige udbud i foreningsliv, kirke og lokalpolitik undgår også det frugtbare sammenstød med en ny tids krav. Sådan forstærker en skæv udvikling sig selv. Så stærkt måske, at også julebesøgene hører op.

© Poul Erik Søe Dagbladet, Ringsted-Roskilde 20. december 1972

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside