Snegle på salt
Halvfjerdsernes selvmordsbiografi

Inderligt anstrøg af våbenhus, nu da oprøret når endestationen. Kaster mig med vemod ud i trygheden. Mine øjne er snegle, der kryber på salt.

Bondeanger over sen opvågnen i forkert seng og kun altermangel i sygestuen til min bodsgang. Impressionisme-orglet bag mine ribben tager på vej.

Ved fodenden forvasket, fodsid hunkønsuniform som kuldeomslag om frigørelsen. Må gribe om sengens høvlkanter, rundet af hænders famlen. Hæmninger i træ. Følesprog i relief. Karvearv.

Han hænger der igen, ideen uden efternavn, på plastkors med strømførende guitar mellem benene. Sikker genkendelse over tidsdiget. Håb om staldkåd høvlspån på navlestrengen. Snedkerlim på Guds finger. Jomfrufødsler ikke outputfjerne under hensyn til tidspresset og den menneskelige fejlmargin. Blå tømrerlus i datamaten. Nyt hul i stjernekortet.

De gør Gud til en kedelig mekaniker. Bliv lys, og der blev lys. Syngende dilettanter tænder og slukker for skaberværket for at se, om miraklet er logisk.

Indstiller mundens pindsvin på forsvar og klapper skriftestolen ud. Venlige lydskarer med mundvåd sodavandsgummi om forbudte pibespidser og stråtækte sivsko med almuebroderi lægger dræn ind i mine tressere.

Mit oprørs afdankede kosmetikkrukke har sorte rande om etikettens guldpapir. Mild erindringsduft fra den indtørrede, lyserøde masse med negleafklip og ubrugt plakatfarve.

Når jeg vil mit oprør, lammes arme og ben. Rødder af granit trækker i dem. Ukendt, dump smerte er kommet til med samme gru og forventning i sig som nætter før sessionen med salt og is bundet om slidgigten.

Oplagret og tidsindstillet smerte i frigørelsesøjemed. Nu når jeg det ikke. Utilstrækkeligt optøede dybfrostfisk, pjaltede i sammenhængen, uden hensyn til oprindelig individualitet, er de sidste rester af ord, der kom for sent. Magnetbånd med afsmitningsekko i et radioarkiv.

Gamle golde tyveårsbuge klæber i uforløst ømhed til min sengekant. Rangle-søgende rundhorisont af mormorsmilende velvilje-ansigter tømmer deres omsorgscontainere ud over mine nyfødte femogtredive år.

Selv mine slag efter dem mødes med overbærende beundring. Nynne-dukke hentet ind fra urtidens gab i tilpasningsøjemed. Piedestalklar dikkehage.

Kopipapiret i deres mund stikker lige linjer ud uden lungekraft. Hvaler på land. Et slægtleds unge overbefolkning står ved min sygeseng med naturen ved hånden og retter mine drømme. Når jeg flænser en rottekæbe, burde jeg have taget dyret i bugen. Når jeg elsker en pige, kryber de op i sengen for at spørge, om jeg har børstet tænder.

For at få medmenneskelig kontakt med mig nærmer de sig med et spørgeskema og laver statistik af mit genliv. Kritisk evne langsomt forringet. Output uden at spørge sig selv om forlov. Indsnævret svarfelt. Larmende netopstarter uden input. Indiskret natskilderhus.

Lugt af månekrater i fimrehårene. Positive ioner i asthma-plejlerne. Kan ikke få melodien til at blive væk og gentager. Jakkeærmet sprællenarslem gennem velsmurt datatørpost, anvendelig til sociologisk brug efter skånsom terpentin-dupning.

Gemmer oprøret i julekassen på spidsloftet hos stjernen, hjertet og englen. Sikrer mig, at jeg har gjort det trivielle. Fanget maden, ryddet pladsen og hørt længe nok på lyde fra havet. Klinet huset efter regnen, lukket for myrens gange, klinket det brodne kar og fjernet gamle grene fra kildens løb. Det, jeg føler, bliver inde i mig som lag på en vintermødding.

De spørger ikke efter mig. De spørger til mig.

Den fodside retter på mine lagner og lader tressernes sindsoldater falde blødende om på bundbrædderne i sin erindrings jalousi-skab.

Bålved, reb og økser i de unges øjne, mens de nærmer sig julekassen. Opløb af stirreben, der griber efter guirlander, glimmer og fehår, men lader oprøret ligge. Anklagevidners udenforstående medløb. Fagters hjul og stejle fra enhovedet skareuhyre.

Bålveddet i de unge øjne sætter bøgeskud, da de finder Fabers sange. Flagknob på rebet. Øksen falder med genopbygningsdøn.

Så opdager de oprøret mellem glaskugler og kræmmerhuse. Bøgegrenene hudflettende ris i deres øjne. Flagets kors rødmer. Øksen i pæl med pigtråd om natopbygget vagttårn. De river vingerne af min indre flue.

Flaksende liberaliseringsforsøgs lukkede kredsløb. Summefrihed på klisterbånd. Ukuelig afmagts sejrsbevidste isspil. Spy-ideologiers lagkageaftale om fedtindhold. Afklipsmerte i hjertesiden.

Med mellemrum vender de sig fra mig og ofrer spørgeskemaerne til den fede. Hans hud skaller i solen. To gelatinetørre masker falder af ansigtet og blæser mod det brynede hegn. Vorten i panden, ru som en sten, er en krog, der alene holder det sidste, tågede, spådjævelske maskelag på plads. Fugt af ånde omkring munden. Jeg kan ikke fange hans øjne gennem maskehullerne. Næsen en urørlig snyltefabulation. Da jeg linder den sidste maske ved hagen, ser jeg angst, han er født tre gange.

De slæber oprøret op på scenen og kører på komedie. Den gråligglade stribe, en vej i fart med grønne forårsvogne. Gøglerpigens torso leger forløber, og de grønne vogne skramler videre. Senere ligger jeg blødende, men endnu med smag af gøglerpige i min mund.

De står med øjnene mod loftet for at vente på en due, de kan stikke oprøret i næbbet på. Lugten af duer når mig fra den våde plet på loftet. En nat går de gennem loftet og sætter kløerne i dynen. De har kradset i brædderne alle mine år for at nå ned til mig.

De slipper et barn igennem til oprørets sygeseng. Hun bærer sin tillid ind i stuen sammen med kramvarmede tulipaners dødsånde og et kvadreret regnehæfte med glansbilleder. Jeg skal finde Gud med glimmer i hendes byttealbum. Men fingeren vælger en killing i en blomsterkurv, en dreng med læbestift, Hans og Grethe. Jeg prøver igen. Stikker fingeren ind til Gud, men han er der ikke. Duften af tulipanerne stopper mine tårekanaler.

Mine øjne leger toilet-krig på terrazzo-gulvet. Våbenstilstand og fredsforhandlinger og håb om snu München-forlig i Paris med godbidder og fred i vor tid. Klods op ad kummen deres kz-lejr og fra min højde tydelige aftegninger af barakker og ligdynger.

Lugt af kvindesved. Deodorant-fri dragning i næseborene. Lindrende menneskedunst gennem århundreders minuslag. Lugt af en fjern sig selv. Sød ramhed mod næsens fimrende transporthår. Indre drypsyn fra armmødding før det kemiske landmandslivs opstart. Fingerbegær efter nulresnavs.

Er nær min fortids lyst, våd mund og bløde læber, så kradser det mod mine kinder. Det bliver ikke til mere end en listen sig bag på fortiden, lyd af poter i stedet for modige skridt. Halvfjerdserne står med sine rensede kioskruder og retter i mit begær med en rød blyant. Lugt af skoleangst. Lyst til at gå op i klassen, lugte sæbe, sved og blæk bare for at blive bange igen.

Sidste glimt af trofast kvinde med skylleskål over mit hoved. En skælven i min krop, da hun et øjeblik forlader mig for at tømme den. Samme gus, som tog ægypternes førstefødte. Genlivskuldens kønslem prøver stuevarmens villighed gennem dørens kattehul. Avler en unge i brutale stød. Jager kløer i moderens krop. Umodent næb blinder hendes øjne.

Jeg vil væk. Jeg løber foran mig selv med mig selv ude af halsen, fordi jeg er efter mig. Jeg må passe på ikke at spærre vejen for mig. Men jeg er hurtigst bagved og er lige ved at indhente mig. Sætter ekstra fart på og når mig aldrig.

De unge stryger mig over angsten. Jeg slår efter dem. De smager på mit oprør som et godt ord. Smager af liv som fårekølle.

Der kommer hun, ideens fjollede moster, halvfjerdserne med hatten i hånden. Tør sin fortid, naftalin moderne, lavendel i skørtet, klunker i ørene, katteskind på maven og indbygget latter i sund råkost-kondi.

Hun er ikke alene. De er mange. De maler rødt over dørkarmene.

Mine øjne kryber tilbage over saltet.

© Poul Erik Søe marts 1972.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside