Fri os for jeres grydeklare
ide-sammenkog – blot
denne ene gang

Jeg burde takke Folketinget, fordi det nu vil indføre nærdemokrati. Men jeg vil gerne kaldes en god demokrat. Vi skal nu alle bestemme på vores arbejdsplads. Men Folketinget vil bestemme, hvordan vi skal bestemme. Det er bestemt ikke nærdemokrati.

Nær ved, tæt på
Til nu er der kommet forslag om økonomisk nærdemokrati fra LO, metalarbejderne, Industrirådet, socialdemokraterne, de konservative og folkesocialisterne. Forslagene hældes nu i en udvalgsgryde. Politikerne rører rundt. Og op trækker de den færdige form for din og min indflydelse. Du og jeg har Ingen indflydelse på, hvordan vi skal have indflydelse. Det er udflydelse.

Folk skal selv afgøre de sager, de er nær ved og tæt på. Det er meningen med nærdemokrati. Ingen kan være nærmere emnet økonomisk demokrati end virksomhedernes arbejdere og ejere. De er de eneste, som ikke bliver spurgt, før lovens laves.

Måske er der arbejdere, der vil gå langsomt frem. Men partierne og organisationsvældet ved selvsagt bedst, hvilken fart der gavner os. Måske er der ejere, som ser en fordel i en mere demokratisk form. Måske vil de gå videre end Folketinget. Men de folkefjerne partier skal nok vide at stække fremskridtet.

Når folk omsider skal føle sit medvær, burde politikerne glimre ved deres fravær. De har fået syv-otte ideer om nærdemokrati. Der findes hundreder.

Fri os for en færdig lov. Fri os for et sammenrod af de ideer, der er kommet frem til nu.

Nøjes med en rammelov
Lav i stedet en rammelov. Lad virksomhedens arbejdere og ejere i fællig få lov til frit at vælge netop den løsning, de mener er rigtig. Om den så er konservativ eller folkesocialistisk. Tillad alle formerne i en prøvetid på ti eller tyve år. Så ved vi nok til, at Folketinget kan lave en fastere lov. Indtil da må Folketinget nøjes med at fastsætte et mindstemål af økonomisk demokrati og et loft. Inden for den ramme går så de hundreder af forsøg i gang. Sådan bliver de få ideer til mange, og sådan bliver de fås ideer til de manges.

© Poul Erik Søe, Kommentar i dagbladet BT 23. december 1972