Drøm eller mareridt

Kontorchef, cand. polit. Ivar Munk havde for nogen tid siden en kronik her i bladet, hvor han beskæftigede sig med udviklingen inden for dansk politik, specielt med henblik på Det radikale Venstres stilling. Han kaldte sin kronik »Den politiske drøm om i går«. Den tidligere redaktør at Skive Folkeblad Poul Erik Søe svarer i dagens kronik Ivar Munk.
-
I Holstebro Dagblads kronik er jeg blevet angrebet for at være romantisk, for at gå rundt med "drømmen om i går". Det er nok ikke helt løgn. Jeg er en slags romantiker, der lever af at kæmpe mod romantikken.

Det er kontorchef, cand. polit. Ivar Munk, der anbringer mine politiske drømme i en svunden tid. Og jeg tror ikke, han har uret. Det, jeg gerne vil med Det radikale Venstre, vil ikke ret mange andre i partiet. Sådan har del været siden en skæbnesvanger dag i december 1965.

Mine synspunkter om Det radikale Venstres rolle i det forhandlende og samarbejdende folkestyre har gennem 6 år lidt klart nederlag. De forsøg, ligesindede har gjort sammen med mig for at få drejet partiet, er kvalt, ikke af en egenmægtig partiledelse, men af mangel på interesse hos det radikale vælgerfolk.

Ingen af os, der vil noget andet med det radikale parti, kan klage over, at der er udøvet partidiktaktur. I hvert fald har der ikke været gjort forsøg på at kvæle min kritik af partiet, heller ikke i partiets officielle blade, hvor jeg hele tiden har kunnet kommet til orde.

Hvis man var skolet i den nutidige socialisme, ville man kalde partiets holdning over for dets kritikere »repressiv tolerance«,— men jeg er så romantisk også i dette forhold, at jeg ikke tror på, at partiledelsens frisind i forhold til partiets kritikere er en taktisk maske.

Derfor føler jeg mig stadig hjemme i Det radikale Venstre og ønsker ikke at bryde tilhørsforholdet. Jeg har nemlig ikke mødt den indstilling, som kontorchef Munk giver udtryk for i Holstebro Dagblad, og hvis følge ville være, at alle i Det radikale Venstre skulle følge partiledelsens synspunkter.

Ivar Munk ser på kritikere som "drømmere" og "romantikere«, men Det radikale Venstres partiledelse og vælgerfolk har givet os med det modsatte syn ganske anderledes vilkår - vi er blevet godtaget som det mindretal, vi er, med respekt for det syn, vi fører frem.

*

Jeg er ikke blind for, at det, jeg forlanger af det radikale parti i retning af at være formidlende mellem den socialistiske og den borgerlige blok, netop er alt det, som pålagde partiet de voldsomste byrder, og som langsomt var ved at æde det op indefra. Jeg er heller ikke blind for, at Hilmar Baunsgaards drejning af partiet fra 1966 har gjort det stort og sikret det indflydelse.

Drejningen i 1966, frigørelsen fra afhængigheden af Socialdemokratiet, var en nødvendighed, netop fordi samarbejdet havde fået afhængighedens præg. Det, Baunsgaard ville, mens partiet i opposition var frigjort fra begge blokke, var at vise dets ansigt som formidlende og samarbejdende til begge sider. ForhoIdet til Venstre og Det konservative Folkeparti var efter de magre gnidningsår under Erik Eriksens ledelse af Venstre det dårligst tænkelige. — Baunsgaard så rigtigt, da han ville rette skævheden op. Han så rigtigt, at partiet ikke kunne tale om at samarbejde med begge blokke, hvis det udelukkende plejede samarbejde eller direkte gjorde sig afhængig af den ene blok.

I virkeligheden var drejningen i 1965 ikke et brud med Det radikale Venstres historiske linie, men en tilbagevenden til den formidlende rolle. Jeg godtager altså sigtet i Baunsgaards kursændring på det tidspunkt, men jeg vil stadig fastholde, at det blev gjort på en uheldig made. Bruddet med socialdemokraterne blev for voldsomt, især fordi Karl Skytte som folketingsgruppens formand på forhånd havde givet socialdemokraterne anledning til at tro, at det økonomiske forlig, som nu ikke blev til noget på grund af Baunsgaard, kunne hales i land. Jeg var som redaktør af Skive Folkeblad på det tidspunkt imod Baunsgaards udformning af bruddet med socialdemokraterne.

Jeg mener stadig, at bruddet var så voldsomt, at Det radikale Venstre uvægerligt måtte ryge fra den ene grøft til den anden, fra afhængighed af den socialistiske blok til afhængighed af den borgerlige blok. Udviklingen med VKR-regeringen viste, at jeg fik ret i, hvad jeg dengang gav udtryk for i Skive Folkeblad.

Kontorchef Ivar Munk skriver: »At det faktisk kun var det lille radikale partis stemmer, Socialdemokratiet havde brug for til støtte af regeringsmagten, fik man det mest umiskendelige barske ind tryk af, da Socialdemokratiet ved valget i november 1966 sammen med SF opnåede flertal i Folketinget. Dermed var det slut med muligheden for, at de radikale kunne øve nogen som helst indflydelse på regeringen J. O. Krag. Det kommer an på, hvad man kan huske, Ivar Munk, og hvad man vil huske. For det første er det ikke socialdemokraterne, der har afbrudt samarbejdet med Det radikale Venstre. Det er de radikale, der på Hilmar Baunsgaards udfordring og under hans langsomme overtagelse af ledelsen fra Karl Skytte har brudt med Socialdemokratiet. Bruddet skete ikke ved valget i november 1966, men i december 1965. Bruddet blev stadig alvorligere i tiden op til valget i november.

Af Det radikale Venstres udtalelser i valgkampen forud for valget 1966 kunne Jens Otto Krag ikke hente ord, der lovede en heling af bruddet. Hans eneste udvej var at hente støtte hos SF. Det er Det radikale Venstre, ikke alene Hilmar Baunsgaard, men den følgagtige del af partiets folketingsgruppe og hovedbestyrelse, der alene bærer ansvaret for, at vi fik en egentlig socialistisk regering her i landet. Det radikale Venstre må tage ansvaret for "Det røde kabinet".

Man kan indvende, at Krag kunne have ladet være med at bruge det socialistiske flertal, men det er en indvending, som ikke engang kan nøjes med vurderingen romantisk, men som direkte må kaldes politisk fjoget. Socialdemokraterne kunne umuligt have holdt til at sige ned til at danne regering på grundlag af det første socialistiske flertal i Danmark. Hvis man hele sit liv har plaget om at få klipfisk på kroens spisekort, kan man ikke gå forbi den dag, der lugter færøsk ud fra slyngelstuen.

*

Fra december 1965 stammer bruddet i dansk politik, følgende Hilmar Baunsgaards vilje, som klart udtrykte, hvad der ikke bare i det radikale vælgerfolks flertal, men i store dele af den danske borgerlighed var et endnu ikke udtrykt ønske. Det er ikke Poul Hartlings Svanninge-tale, der baner vej for VKR-samarbejdet, sådan som jeg engang selv troede, og sådan som man stadig kan læse det - især i Venstres presse naturligvis. Poul Hartlings udspil - indbydelsen til Det radikale Venstre og den lille drejning bort fra Det konservative Folkeparti, hvis favntag Erik Eriksen havde anbragt Venstre i - er historisk set ikke så væsentlig som Baunsgaards sejr i Det radikale Venstres folketingsgruppe over Karl Skytte og hans formidlende fløj i december 1965.

Erik}t Eriksen havde - næsten ord til andet - i sine velmagtsdage givet de radikale lignende indbydelser. Men Det radikale Venstre var da præget af Jørgen Jørgensens og Bertel Dahlgaards bitre erfaringer fra VK-regeringens tid fra 1950 til 1953. Først for et nyt slægtled var det muligt at følge Venstres indbydelse.

Det nye slægtled kunne med bruddet i december 1965 have givet Det radikale Venstre dets gamle vælgermæssige stilling og dets politiske ståsted tilbage. Men for kredsen omkring Hilmar Baunsgaard var dette ikke tilstrækkeligt. Bruddet med socialdemokraterne blev ideligt forstærket frem til valget i 1968 og endnu mere i de følgende år.

I stedet for at vælge den formidlende rolle valgte den radikale partiledelse en direkte kamp mod det største arbejder- og funktionærparti. Det er, hvad Hørup og Jørgen Jørgensen kalder for sammenrotning mod arbejderne, og når jeg deler dette syn, kalder Ivar Munk det for romantik.

Hvis Det radikale Venstre i dag fortsætter den linje, som blev fulgt fra 1965 til VK-regeringens fald, bliver partiet sikkert meget stort, formentlig det største oppositionsparti. Men samtidigt vil det være et dødt parti. Det vil få samme rolle som dets svenske søsterparti, Folkpartiet, der havde enorm styrke i vælgerfolket, men aldrig blev så stærkt, at det kunne true de svenske socialdemokraters eneret på regeringsmagten.

Gennem dette århundredes historie har Det radikale Venstre skåret toppen af Socialdemokratiet i Danmark Det skal forstås så bogstaveligt, at havde Det radikale Venstre ikke været til, ville socialdemokraterne forlængst have haft flertal alene - som i Norge og Sverige.

Det radikale Venstre er gennem de seneste seks år blevet borgerliggjort indefra. Det kan aflæses på partiets politik. Men det er endnu klarere, når man ser på de meningsmålinger, der er foretaget af vælgernes skifte fra parti til parti. Det radikale Venstre mister vælgere til socialdemokraterne. Samtidig sluger partiet et stort antal af Venstres og de konservatives vælgere, men Venstre og Det konservative Folkeparti får ikke nye vælgere i stedet for. Følgen er, at Det radikale Venstres vælgerskare ikke længere er bredt sammensat som før, men mere og mere ensidigt borgerligt præget.

Langsomt vil borgerliggørelsen dukke op også i hele partiets organisation. Langsomt bliver de nye ensidigt borgerligt drejede vælgere valgt til posterne i partiets foreningsmæssige opbygning. Etter nogle år vil udskiftningen være så omfattende, at det præger alle synspunkter. Et nyt parti er skabt, uden at nogen har opdaget det. Det er ikke det gamle parti i ny dragt. Det er et nyt parti i den gamle dragt.

Det sker, hvis det ikke lykkes partiets ledelse nu at frigøre sig for det ensidige tilhørsforhold til VK-grupperne. Jeg tror, det er partiledelsens hensigt at opnå den frihed i disse år, hvor Det radikale Venstre er uden regeringsansvar. Sker det ikke, vil en række af Det radikale Venstres liberalt sindede vælgere af den type, som ikke nødvendigvis må hade socialisterne for at klare tilværelsen, langsomt føle sig partiløse. I sidste ende fører det til Socialdemokratiets endelige sejr. Det bliver flertalsparti som i Norge og Sverige.

Til den tid vil kontorchef Ivar Munk kunne indse, at det, han kaldte mine drømme, var et mareridt over en skæv politisk udvikling af samfundet. Det, han nu kalder romantik, vil være bitter virkelighed også for hans politiske opfattelse.

© Poul Erik Søe, kronik i Holstebro Dagblad (V) 21. Januar 1972

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside