Vi er selv fremtid
Der er langt mellem de elektriske lamper i Karises gadepynt ved juletid. Og der er langt mellem de enkelte lysende gransnore. Karises børn synes nok, at deres jævnaldrende i større byer har mere at prale af

Men der er ingen grund til skuffelse. Jeg bilder mig ind, at de spinkle lys har en hensigt, selv om jeg ved forklaringen er enkel. Karise har ikke råd til at tage del i kappestriden om at gøre nat til dag.

Kør til Karise en aften og se, hvordan den ligger som en rigtigt belyst stue med sine små lys-øer af gade- og huslys. Kør videre til en større by. Det er som at komme fra stuen ud i det neon-blændende køkken, hvor man ikke har det rart, fordi man ser dårlig ud på grund af det forkerte lys.

Jeg tror, folk i Karise ser kønnere ud end folk mange andre steder her ved juletid. Jeg tror også, de bliver smukkere indvendigt. Opfindelsen af det hvide lys bliver ikke misbrugt. Vi lever med i døgnets og årets rytme.

Vi lærer mørket at kende og er ikke bange for det. Vi trives ved de små lys og glæder os til sneen, der vil dække gaderne som en lysedug og virke på samme måde. Den vil bløde lyset på huses og menneskers skarpe kanter.

Man kunne tro, at Karise-elektrikerne havde lært hos den gamle oprører og lys-arkitekt Poul Henningsen, selv om PH nok ikke ville være helt tilfreds med Karises lys. Selv i de svage lamper er lyset ikke rødt og varmt som i vore forfædres bål, ville han sige, og han ville også vide, at det ikke er elektrikernes skyld, men lys-fabrikanternes.

Fornylig havde vi en elektriker-svend i huset. Jeg spurgte, om han havde lært om PH på fagskolen. Det havde han ikke. Det er ikke svendens fejl, men skolens. Det er ærgerligt, at fremtiden forsinkes af skolerne, som opdrager os til at leve i et hvilket som helst andet århundrede end vort eget.

Poul Henningsen, som ville meget mere end at lave om på vores holdning til lys, sagde, at vi er selv historie. Han mente selvsagt ikke, at vi skulle leve ahistorisk, men ville gøre vor egen tid nærværende.

Vi kan heller ikke standse ved den fortid, der er Poul Henningsens. Vi må videre med den gjaldende fanfare: »Vi er selv fremtid« i et opgør med overdreven fremtids-angst og fremtids-optimisme. Vi skal langsomt lære, at fremtiden ikke er, hvad der sker, men hvad vi vil have, at der skal ske.

Det vil sige, at der forlanges en stillingtagen af os. Der kræves en holdning til stort og småt. Også til det lys, elektrikeren hænger op over vore hoveder ved juletid. Vil vi godtage os selv som en del af naturen og følge dens rytme i døgn og år, eller vil vi fjerne os fra den i et teknisk mareridt?

I Karise hænger de lysende gransnore og ser gammeldags, lidt fattige ud. Folk, der kører igennem, vil sige, at byen er sakket agterud. Jeg tror, at byerne med det kunstige lyshav er bagefter. Karise er blot sprunget den tid over, da menneskesamfundene i iver for at misbruge det hvide, tekniske lys, ikke kunne finde en grænse. Karises små lys-øer vil skabe mode. De er nutid og fremtid, lysforurener ikke og får os ikke til at glemme vor pagt med naturen. De er kunstigt lys, man kan "se i øjnene" som den ægte vare, bålet.

© Poul Erik Søe i Dagbladet Roskilde-Ringsted 13. december 1972

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside