- og det halve kongerige
Derfor bør folkeafstemningen om EF udsættes

VI ER alle draget af gårde for at fri til den europæiske prinsesse. Vi er alle besat af det nutidige eventyrs demokrati, levendegjort i folkeafstemningens tilbud om magt til hver enkelt — svarende til det gamle eventyrs dragende spil: Du og jeg, hver eneste af os, har mulighed for at vinde prinsessen, bare vi siger de rette ord.

Her kommer Nyboe Andersen på den gamle konges hvide hest, som er vant til at overskride grænser, og han har lært Rom-traktaten udenad — og det både forfra og bagfra.

Her kommer Ivar Nørgaard. Han har sat sig baglæns på den rødskimlede, smurt sine mundvige med levertran og fuldstændiggjort sin særlige kunst — han kan bagfra gengive alle de svar, han ikke har fået i Bruxelles.

Her kommer Klods-Hans ind fra højre, folkets udkårne på gedebuk og i præstekjole. I den ene hånd holder han et gammelt nummer af "Tidehverv", samlet op fra jorden, i den anden et flag, som er faldet ned fra himlen, og lommen har han fyldt med hagekors, som han vil strø ud over oldermændene.

Og her går du og jeg. Vi har ikke fået sadlet op endnu. Men det er også vores prinsesse. Frierne til hest og buk håber at komme først, og at vi bare vil være halehæng og sige det samme som dem. Men i det nutidige eventyr er det os, der skal sige "Duer ikke —væk!" eller "Hende vil jeg have!".

SÅ NAR vi frem til kongshallen på folkeafstemningens store dag. Ingen ved, om den europæiske prinsesse bliver afsat. Men eet er sikkert— efter afstemningen står vi som i de gamle eventyr med to halve kongeriger.

Så stor er splittelsen i danskheden, at vi efter folkeafstemningen vil være delt i to. Vi har prøvet det før, men det er længe siden, vi har oplevet en sag, der som denne vil dele folket for lange tider.

Selv om det bliver ja til Fællesmarkedet i juni, vil det være el spinkelt ja. Vi gentager den gamle barneleg: Danmark rækker en blomst frem mod Europa, men modtageren får kun stilken — giveren står i et saligt grin tilbage med det afnippede blomsterhoved.

Bagefter vil den ene halvdel af folket give den anden halvdel og Fællesmarkedet skylden for alt, der går skævt. Samme strid opstår, hvis et spinkelt flertal siger nej. Så må nej-sigerne bære de kommende års politiske byrder.

Dagens indre splid i danskheden afdækker imidlertid en virkelighed, som er frugtbar. Når ledende politikere ikke vil erkende den virkelighed, men lokke og true os til et ja, bringer de ikke bare vort medlemskab af det europæiske fællesskab i fare, men selve folkestyret.

Sandheden er den barske, at et meget stort flertal af danske vælgere først i disse måneder er ved at tage det europæiske spørgsmål alvorligt. Den debat, der føres nu, er for de fleste første runde. Hvad nytter det så, at debatten har stået på blandt politikere og menings-dannere i årevis? Redaktøren af Venstre-avisen "Thisted Dagblad" sagde nylig i radioen, at først nu havde det virkning at skrive om Fællesmarkedet. Jeg ved ikke, hvilke tanker han på det grundlag gør sig om Venstre-pressens talent og håndværksmæssige kunnen, men udsagnet må tages for pålydende værdi.

Spørgsmålet om Europa og Danmark er først i disse måneder rejst som en alvorlig sag for vælgerfolket, der nu råber på mere oplysning. I virkeligheden er der ikke stort mere at sige, ikke ret mange flere oplysninger at hente. Det, vi er i tvivl om, er EF-landene også selv i tvivl om. Når der tigges om oplysning, er det i virkeligheden pædagogik, der spørges efter. Det vil efter dårlige, gamle pædagogiske ideer sige gentagelse, og gentagelse er netop, hvad tilhængere og modstandere byder på.

MEN I de seneste måneder er en nutidig pædagogik tvunget frem, oplevelsespædagogikken. Europa-spørgsmålet opleves nu som virkelighed af vælgeren, fordi der skal siges ja eller nej i juni. Så stor virkning har det at give folk medbestemmelse.

Folkeafstemningen er altså som pædagogisk virkemiddel rigtig, men som ofte i politik rummer den også modsætningen. I dens følge er en voksende tillidskrise mellem politikere og vælgere. Der rækkes hånd til den folkestyre-lede, som har haft rigeligt gode arbejdsvilkår de seneste år. Forklaringen kan kun være den, at disse måneder før folkeafstemningen rummer så megen taktik, at vælgerfolket opfatter det som falskhed.

For det første blev selve folkeafstemningen vedtaget med et falsk sigte. Dens mening var ikke at sikre et bredt demokratisk grundlag for Danmarks ja eller nej. Socialdemokraterne, der gik på torvet med ideen, vidste, at de ved valget i september ville blive truet af SFernes klare nej til Fællesmarkedet. De måtte have brønden dækket til, før for mange af partiets børn faldt i den, og folkeafstemningen blev raget frem fra møddingen og brugt til brønddæksel. Nu kunne socialdemokraterne bilde folk ind, at de havde to krydser, et i september og et i juni. Med andre ord: Tænk ikke på EF her ved valget. Der er ti måneder til folkeafstemningen.

Vildførelsen var med til at give Socialdemokratiet regeringsmagten og vælgeren en ny falsk smag i munden. Valget havde alligevel drejet sig om Fællesmarkedet! Statsminister Krag, valgt på halve krydser, taler efter valget så kraftigt for EF, at han kaldes en statsmand i oppositionens aviser.

Samme statsminister var før valget talsmand for at sætte Danmarks stillingtagen i forhold til Norges. De vælgere, der efter tyve års nedslidning af den nordiske lp-plade stadig mente at kunne høre bare et halvt tema af Bjarkemål, oplevede, at Krag dræbte den sidste gnist. Hvis Danmark siger ja og Norge senere nej, skal vi tage stilling til, om vi skal melde os ud igen. Det lo de meget ad den vinter, men øllet skummede ikke som tilforn.

VÆRST ER dog danske politikeres vaden over Rubicon med træskoene I hænderne. Forladt er alle europæiske visioner. Nu drejer det sig om at klare sig. I intet land har politikere så grelt som i Danmark frataget det europæiske samarbejde ethvert idegrundlag. Det, der skal lokke ja-vælgeren, er kroner og ører. Det, der skal true nej-sigeren, er mangelen på kroner og ører.

Det, der får mig til at gå ind for et europæisk fællesskab i EF-ramme, er nok den økonomiske og teknologiske nødvendighed over for stormagterne, men lige så meget den vision at nedbryde grænser, ja, og for næsten enhver pris at vriste os fri af det amerikanske militære og økonomiske favntag. Europa kunne blive et fælles modtræk til NATO. Et samlet Europa kunne i forhandlingerne om nedrustning lade en stemme høre, som stormagterne ikke kunne sidde overhørig. Men ansvarlige ministre fornægter nu Fællesmarkedets indre drivkraft. De forsøger på den måde at få EF til at se tilforladeligt ud i vrangvillige øjne uden at tænke på, at de for mange tilhængere samtidig gør ideen, visionen, til et kasseapparat.

Måske er det slet ikke alt sammen falskhed, men kun et dække over politiske ønsker, som ikke kan virkeliggøres. Dog oplever vælgeren det som falskhed. Ikke bare hos socialdemokraterne, men også hos VKR-folkene. Oppositionen siger ligeud, at den holder Krag ved magten, for så gør socialdemokraterne mindst vrøvl i EF-sagen. På skrømt laver man kampafstemninger, så syge må hentes på tinge og ministre svigte udlandsaftaler, men reelt er regeringen VKR-folkenes lænkehund indtil juni.

På den anden side giver borgfreden Jens Otto Krag politiske muligheder, han ellers ikke ville have. Regering og opposition er fanger hos hinanden. Oppositionen tør ikke vælte regeringen, fordi den vil sikre et ja til EF, og derfor kan regeringen presse VKR langt i indenrigske spørgsmål.

VI HAR oplevet det før. Erik Eriksen sad som Venstre-statsminister på de radikales nåde, men Det radikale Venstre var også fange hos Erik Eriksen. De radikale ville have 1953-grundloven igennem fremfor alt, og det lod sig kun gøre under Venstre-ledelse. Erik Eriksen forstod som taktiker at udnytte magtstillingen Han trak grundlovssagen ud, så hans regering kunne blive siddende.

Det er fristende at opfordre Krag til at tage ved lære af Erik Eriksen, selvsagt ikke i ubetvingelig lyst til at sikre den socialdemokratiske regerings liv, men for at yde ham politisk godvilje for at fremkalde den politiske situation, der synes mig nødvendig — en udskydelse af folkeafstemningen.

Færre og færre tror på et ja i juni. Hvis det bliver ja, vil det overskydende antal ja-sigere kunne rummes på en Storebæltsfærge. En dag i juni står vi politisk set med to halve kongeriger.

Vælgerfolket er simpelt hen ikke rede til at træffe afgørelsen. Det siges ikke nedvurderende . Det er en gammelkendt situation. I 1963 gav vælgerfolket på Venstres og de konservatives bud en ordentlig begmand til de jordlove, som de to samme partier senere gik varmt ind for, og som end ikke vakte strid i vælgerfolket. Eller tænk på kildeskatten — lagt for had ved det ene valg for senere at blive et folkekrav, som selv modstander-partierne kappedes om at leve op til.

EF-modstanderne siger, at det danske særpræg skal sikres. Det har bare været svært at finde særpræg. Men noget kan dog nævnes som typisk for danskheden. Den lever stadig i resterne af århundredskiftets degne-demokrati. Den gamle Venstre-høvding J. C. Christensen har ikke levet forgæves. Når han ville gennemføre store politiske tiltag, lod han det ske "i to tempi". Der kan ikke være tvivl om, at denne træghed var i pagt med folket på hans tid. Efterkommerne er ikke stort anderledes.

Statsministeren vil næppe gå med på mit forslag om at udskyde folkeafstemningen. Men han ved med sig selv, at det, han ikke ufrivilligt vil give fra sig, tager vælgerne selv med stor frejdighed på afstemningsdagen. For det nej-flertal, de fleste venter eller frygter, er jo ikke andet end en udskydelse af afgørelsen.

Politikerne lader, som om folkeafstemningen i juni er dommedag. Derfor har de slet ikke tid til at tænke over eller delagtiggøre os i deres tanker om, hvad der vil ske, hvis det virkelig bliver det nej, som alle taler om. Ingen ansvarlig kan mene, at afgørelsen om Fællesmarkedet er truet med et eventuelt nej i juni. Man må kalde mig Søren Krarup, om der ikke bliver en folkeafstemning til om EF i løbet af nogle år.

DESVÆRRE VIL det nok være nødvendigt for tilhængernes politiske ledere indtil juni at bilde os ind, at hvis vi siger nej, vil EF ikke tage imod os senere. Det vil ske udelukkende for at påvirke os til at sige ja. Ministrene vil med lethed kunne få en udtalelse af den art hjem fra Bruxelles.

Men både på Christiansborg og i Bruxelles skal man tænke sig om to gange, før man giver sig den propaganda i vold. Det vil give et forstemmende indtryk af demokratiet i EF, hvis man på forhånd nærer ringeagt over for et folks ret til selvstændig afgørelse, her i landet ved folkeafstemning, og hvis man afviser muligheden for, at landets vælgere selv afgør tidsrummet for en så vigtig sags politiske modning

Det er grotesk, at det er så meget lettere at få en tilslutning til det europæiske fællesskab med dets altomfattende følger igennem end nogle få grundlovsændringer. Nye regler i grundloven skal først vedtages i Folketinget. Så skal der holdes folkeafstemning. Så skal Folketinget opløses. Der skal holdes nyvalg. Og det nye folketing skal godtage de nye regler i samme ordlyd. Ingen ændringer i grundloven i dette århundrede kan måles med medlemskabet af Fællesmarkedet, men hvor let vil man ikke lade EF-sagen slippe gennem det parlamentariske apparat. Et nyvalg efter en folkeafstemnings spinkle ja burde høre til mindstemål af demokratisk anstændighed, men et sådant løfte har politikerne ikke givet os.

Det er derfor ikke urimeligt, om modstanderne — men også mange ansvarligt tænkende tilhængere —vil sige som så, at når politikerne ikke sikrer en forsvarlig arbejdsgang, må vælgerne gøre det. Derfor bliver det let til et nej i juni.

Fra og med folkeafstemnings-dagen binder VKRs kraftlim ikke længer socialdemokraterne til taburetterne. Muligheden for et valg og en ny folkeafstemning toner frem med tilsammen vældige muligheder for en afklaring i vælgerfolket om det europæiske tilhørsforhold. Tilmed ved vi da, hvad Norge vil.

Det hører med. at vi i mellemtiden i nogle få år får prøvet den situation, EF-modstanderne foretrækker. Vi kommer til at stå udenfor.

Efter de undersøgelser, der hidtil er foretaget på ministrenes bud, vil det ikke i første omgang skade vor industri væsentligt. Alvorligere kunne det komme til at se ud for landbruget. Men det ville se slemt ud med demokratiet i EF og det Storbritannien, hvis følgeskab vi påberåber os, hvis man bevidst stiller os ugunstigt, fordi vi ved en demokratisk folkeafstemning har forlangt en udskydelse. Der vil komme til at foreligge en ny og gunstig situation. Fællesmarkedet vil, hvis det vil vise sin vilje til at respektere demokratiske afgørelser, være tvunget til at give os rimelige vilkår i ventetiden.

SÅLEDES NÅR vi politisk modnet i en frugtbar træghed og "i to tempi" frem til afgørelsens dag foran den europæiske prinsesse: Nyboe på sin hvide, Ivar Nørgaard nu forlæns på den rødskimlede, Klods-Hans på sin buk, løbet tør for hagekors—og det hele kongerige.

© Poul Erik Søe Dagbladet Politikens kronik 19. Januar 1972

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside